|
-
Vejen til holocaust
Af
Palle Andersen, Historisk samling fra Besættelsestiden
Den
7. november 1938 skød den unge polske jøde Herschel
Grynszpan den tyske diplomat Ernst vom Rath på
Tysklands Paris-ambassade. Handlingen var gengældelse
for, at Grynszpans familie, sammen med tusinder af andre
polske jøder, sad fanget i ingenmandsland mellem
Tyskland og Polen. Jøderne var blevet udvist af
Tyskland, men nægtet indrejse af Polen. Attentatet på
vom Rath blev af den nazistiske ledelse brugt som påskud
til at udløse en landsomfattende pogrom natten mellem
den 9. og 10. november med det formål at øge den jødiske
udvandring fra Tyskland. Pogromen, kaldet Krystalnatten,
betød, at synagoger over hele Tyskland blev sat i
brand, at tusindvis af jødiske butikker blev plyndret
og smadret, at utallige jødiske hjem blev raseret, at
omkring 100 jøder myrdedes og endnu flere begik
selvmord. I kølvandet på pogromen blev 25-30.000 jødiske
mænd arresteret og indsat i KZ-lejre.
Med
Dan H. Andersens bog har vi fået den første samlede
fremstilling om Krystalnatten på dansk. Bogen gennemgår
Krystalnattens forudsætninger, forløb og konsekvenser.
Inden da er der brugt mange kræfter på en bredere
forhistorie om jøderne i det tyske samfund før og
efter Hitlers magtovertagelse, antisemitismen, den
nazistiske jødepolitik indtil Krystalnatten, jødernes
reaktion herpå etc. Bogen er i overvejende grad et
formidlingsværk, ikke forskning, idet den bl.a. læner
sig op ad udenlandsk forsknings- og
erindringslitteratur, som kompetent formidles. Et plus
ved bogen er, at man ofte præsenteres for
begivenhederne ud fra ofrenes perspektiv. Et andet plus,
set med danske øjne, er, at bogen indeholder et afsnit
om den danske presses formidling af og kommentarer til
Krystalnatten.
Bogen
har imidlertid også sine problematiske sider, herunder
et vægtningsproblem. Det kan undre, at bogen først fra
s. 149 (ud af bogens i realiteten 240 s.)så småt
ankommer til pogromnatten. Der er ganske enkelt for
meget bred forhistorie og for lidt Krystalnat. Samtidig
kan det konstateres, at aspekter af Krystalnatten er
underbelyste. Det gælder de ”almindelige” ikke-jødiske
tyskeres holdning til pogromen, udlandets reaktioner og
magtkampen i den nazistiske top efter Krystalnatten om
retten til at spille førsteviolin på det jødepolitiske
sagsområde. Underbelyst er også de jødiske mænds
koncentrationslejrophold, der kun tildeles knap fire
sider. Bogen har en undertitel: Vejen til holocaust, -
men det bliver ikke klargjort i fremstillingen, hvilken
betydning der skal tillægges Krystalnatten i ”vejen
til holocaust”.
Som
det fremgår, har bogen sine kvaliteter. Som det
imidlertid også fremgår, er der mangler ved
fremstillingen. Disse mangler betyder, at det nok ikke
er sidste gang, at vi ser en udgivelse på dansk om
Krystalnatten.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Dan
H. Andersen:
Krystalnatten
- Vejen til holocaust
Udg.
af Gyldendal
260
sider, ill., 269, 95 kr.
Gyldendal >
|
|
|
|
|
|