|
- Danske skæbner efter 2.
verdenskrig
Af Mona Jensen,
Historisk Samling fra Besættelsestiden
Sven Arvid Birkeland er læge
og ansat ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for
Torturofre. Han har tidligere skrevet om psykiske mén
hos modstandsfolk og deres familier.
Med den seneste udgivelse
på 515 sider udvider han emnefeltet. Det omfatter nu
også f.eks. de døde, der efter krigen blev eftersøgt,
identificeret og genbegravet, og ved siden af
modstandsfolkene optræder nu også de danskere, der var
på den forkerte side af stregen, og deres efterkommere.
Afsnittene om
genbegravelser og om rejserne til kz-lejre for at eftersøge
og identificere danske døde bygger på kildemateriale
fra Erstatningsrådets arkiv. Forfatteren lader kilderne
berette, og det er interessant stof. Også beretningerne
om opsporing og repatriering af strandede danskere i
udlandet indeholder spændende og til dels nyt stof.
Resten af bogen er et
sammensurium af vidt forskellige emner og vidt
forskellige skæbner, hvoraf meget er ganske uden
relevans, hvis bogens titel skal have nogen som helst
mening.
Blot for at nævne et par:
Vi får historien om en argentiner, som fik asyl i
Danmark i 1980, og der berettes om nutidens
genbegravelser i Afrika og på Balkan. Vi hører om en
grønlandsk dreng, der blev bragt til USA af Robert
Peary i 1897. Men det bliver værre endnu. Der gives en
udførlig beretning om opførelsen af 4. Maj-kollegiet på
Frederiksberg, og for at det ikke skal være løgn, får
vi også historien om tyske og japanske læger, der udførte
medicinske forsøg på fanger under anden verdenskrig.
Det er alt sammen
interessant, men har intet med ”Danske skæbner efter
2. verdenskrig” at skaffe.
Det forekommer mærkværdigt,
at Gyldendal har antaget et manuskript, som overvejende
har karakter af kladde og spredte notater. Emnerne
stritter i alle retninger, og bogen er uden struktur.
Overskrifterne i de enkelte afsnit er ingen hjælp til læseren.
F.eks. indeholder afsnittet ”Danske SS-soldater i
allieret fangenskab” beretninger om frontsøstre og om
et medlem af tysk politi. Under overskriften
”Kommunistiske og nazistiske folketingsmedlemmer”
fortælles på seks linjer om kommunistlovens ophævelse
og optagelsen af tre DKP-medlemmer i
befrielsesregeringen. Derefter hører vi om de
nazistiske folketingsmedlemmer.
Vi møder et hav af
personer, og der berettes om deres skæbner under og
efter krigen. Nogle omtales på to linjer, andre over
flere sider. Forfatteren synes at have medtaget alt,
hvad han er faldet over.
Mange af de skæbner, vi møder,
beskrives gennem lange uddrag af publicerede
beretninger. I andre tilfælde bringes der lange og
uredigerede interviews med slægtninge, der fortæller
om stort og småt.
Der er spændende
beretninger imellem, men meget er overflødigt, og man
leder forgæves efter en rød tråd.
Forlaget har svigtet
forfatteren, for manuskriptet indeholder stof til en god
bog. En dygtig redigerende hånd havde foretaget en
alvorlig reduktion af sidetallet, elimineret de overflødige
og lange uddrag af tidligere publikationer og bevæget
forfatteren til at fokusere på det relevante.
|
