BogFeature
Broderstrid - Danmark mod Sverige 1757-60

Af Erik Helmer Pedersen

Militærhistorikeren, fhv. generalløjtnant Kjeld Hillingsø har  skrevet en god og læseværdig bog om et følsomt emne i nordisk historie, svenskekrigene 1657-60, der som bekendt endte med, at hen ved 2/5  af det danske rige, af Hillingsø kaldet ”Oldenborgstaten”, kom under svensk herredømme. Danmark har det med at tabe sine krige; i 1864 tog Preussen og Østrig de to hertugdømmer Slesvig og Holsten eller nok 2/5 fra os, hvorefter et besejret Tyskland i 1920 måtte tilbagelevere det stadigt dansksindede Nordslesvig.

Hillingsø anslår fra starten en forsonende tone: De to nabolandes indbyrdes og blodige opgør må ses i en europæisk, ja globaliseret sammenhæng. Her er intet nyt under solen, mener han. De europæiske stormagter og det vil i denne sammenhæng sige Holland og England kridtede banen op for det nordeuropæiske lokalopgør og ringede selv kampen af. Når først to magter lurede på hinanden på hver sin side af Sundet, kunne hollandske og engelske handelsskibe uhindret hente sine kommercielle gevinster hjem til moderlandet. Roskildefreden 1658, disse ”vældige landafståelser”, som gav Sverige ”umådelige fordele” (Svend Ellehøj i Politikens Danmarkshistorie bd. 7, 1964), vinkles dermed ind i taktisk, nutidigt perspektiv. Vi er jo i EU alle sammen.

Hillingsøs genistreg som ”neutral” militærhistoriker er at opdele tre års kamphandlinger i lige store dele, hvorefter de konfronteres med hinanden. Danskerne erklærede 5. juni 1657 Sverige krig, mest for at få revanche for tidligere landetab. Det kunne næsten ikke passe den svenske konge og krigshelt Karl X Gustav bedre. Hans hær stod for tilfældet  ”arbejdsløs” i Polen, hans respekt for  broderfjendens militære formåen var minimal, og allerede 25. juni var hans styrker på vej vesterud med kurs mod Holsten og derfra videre op gennem Slesvig og Sønderjylland og var næsten uhindret fremme ved fæstningen Frederiksodde (Fredericia) 27. august. Da de hjemlige svenske styrker samtidig holdt de dansk-norske angribere stangen øst for Øresund, var der efterår og vinter 1657-58 ikke større udsigt til dansk revanche. Den berømmelige svenskermarch januar-februar 1658 over de isklædte danske farvande rendte de danske styrker aldeles over ende, og 26. februar måtte man slutte den ydmygende fred i Roskilde. Danmark øst for Øresund var tabt for bestandig.

1. halvleg af det blodige opgør var svenskernes. Ingen tvivl om den sag. Trods allianceaftaler med både England og Holland kom ingen Danmark til undsætning. Men da Karl X Gustav ville tage resten, når store dele af hans styrker alligevel ikke havde forladt Danmark, sendte Holland efter lange forberedelser en kraftfuld flådeassistance herop, medførende 38 infanterikompagnier på 2.300 mand. Hillingsø undervurderer ikke hollændernes andel i det sluttelige opgør i dansk favør, men tildeler alligevel de hjemlige danskere hovedæren for den berømmelige afvisning af svenskernes storm mod fæstningen København 11. februar 1659 og for den endelige sejr over de svenske besættelsesstyrker ved Nyborg 14. november s.å. Dog glemmer han ingenlunde det storpolitiske spil, Haager koncerten, instrumenteret af Holland i samarbejde med England, som fandt sted samtidigt og som tvang de krigsførende lande til freden i København 26. maj 1660. Sverige beholdt sit to år gamle krigsbytte, mens Danmark måtte slå sig til tåls med at beholde Bornholm og fik i tilgift andre begunstigelser.

Historien om svenskekrigene, militært som politisk, turde være velkendt på begge sider af Øresund. Hvad kan en militærhistorisk nytolkning som Hillingsøs da tilføre af nyt, når man erindrer sig, at han helt åbent og uden forbehold beror sig på foreliggende skildringer? Herpå kan gives indtil flere svar, der hver for sig tildeler hans værk en ganske stor interesse. For det første har han inden for en stramt holdt skildring været i stand til at komme hele vejen rundt om sit emne. For det andet har han ved at koncentrere sin skildring om det rent militærtekniske og –taktiske fået vor politisk-historiske grundviden tilført en nødvendig forståelse af krigsbegivenhedernes indbyggede skematik. Over for den svenske militærmagt, forberedt og trænet i årtier, og med et feltherregeni som Karl X Gustav i spidsen kunne de lidet krigsvante og alt andet end militære danskere i teorien intet stille op. Når de alligevel om end med god hjælp udefra efterfølgende vandt to store sejre over en professionel modstander, må det iflg. Hillingsø tilskrives en unik kombination af en iboende evne til at improvisere og et forbilledligt samarbejde mellem hær og flåde. Han mener lige frem at kunne konstatere, at ”…den lære, at gnidningsfri værnsfælles optræden i krig er afgørende for et godt udfald, har evig gyldighed”.

Nogle læsere vil måske finde, at det er lidt trættende at læse side op og ned om militærtekniske og taktiske finesser, rent bortset fra krigerhåndværkets grusomme aspekter ikke ligefrem er opbyggelig læsning for fredssindede folk som danskerne er flest. Ikke desto mindre må man holde forfatteren til gode, at han på sin tekniske og lidenskabsløse måde får slagordenens skakspillignende dræberopstilling til at virke funktionelt. Står man først på slagmarken, overlever man kun, hvis man mestrer sit håndværk og får tildelt den udrustning, som gør det muligt at slå modstanderen. Som et tredje og sidste moment i Hillingsøs favør kunne man fremhæve hans præcise lokalisering af de omtalte kamphandlinger.  Med hans bog i hånden kan evt. interesserede følge slagets gang fra egn til egn, fra punkt til punkt således som det bl.a. demonstreres i den tætte beskrivelse, der bliver en invasion på hjemlig grund 31. oktober 1659 til del, da dansk-hollandske styrker gik i land ved kysten nord for Kerteminde med det formål at befri Fyn. Det skete med livet som indsats, akkurat som det, uden sammenligning i øvrigt, skete ved Normandiets kyster om morgenen den 6. juni 1944. Som en klartskuende og dramatisk skolet regissør får Kjeld Hillingsø dødens teater sat på scenen uden at forfalde til teatralske hjælpemidler.

Over for begivenhedernes indbyggede gru forekommer det lidt letkøbt at komme med historisk-faglige indvendinger af sædvanlig karakter. Alligevel kunne man godt have ønsket sig, at Hillingsø mere udførligt havde beskæftiget sig med den tilgrundliggende dokumentation og dens bæredygtighed. Kildegrundlaget drøftes stort set ikke, og noget lignede gælder kvaliteten og indholdet af de anvendte hovedværker. Uden at forlange en samlet præsentation og værdsættelse af den samlede litteratur kunne man som læser godt have ønsket sig en fordomsfri drøftelse af mulige angrebsvinkler over for så stort og kompliceret et stof. Og hvorfor skal en lidenskabelig Carit Etlar-fan som nærværende anmelder snydes for side op og side ned om Gøngehøvdingens bedrifter?

Den rent bogtekniske udførelse lader også en del tilbage at ønske; eksempelvis er kortmaterialet under al kritik. Bogbudgettet har efter alt at dømme været under kraftig beskydning.

Til sidst et velment råd til læseren: Læs Hillingsøs tekst ekstra omhyggeligt. Da oplever man, at den tilstræbte objektivitet i disse så værdifri, postmodernistiske tider pludselig får tilført patriotiske over- og undertoner, som ellers er blevet fortrængt. Fhv. danske undersåtter hinsidan, nu mere eller mindre  tvangssvecificeret, kaster flere gange ”det svenske åg af” , og indbyggerne i Malmö var ”særligt trætte af den svenske besættelse” (se s. 117), og ”den ambitiøse og magtglade” Corfitz Ulfeldt skildres ligefrem som en gemen landsforræder (s. 16). Trods etiketter som ”europæisering” og ”globalisering” står Kjeld Hillingsø ved sine holdninger, sådan som det også demonstreres i tidligere værker som Trusselsbilledet – en koldkriger taler ud (2004) og Landkrigen 1807 (2007).