BogFeature
Gods, gårde og kulturlandskab

Besiddelsesforhold i den sydlige del af Nørrejylland

Af Hans Jørgen Winther Jensen, Museumsinspektør, ph.d., Hørsholm Egns Museum

Danmark – betragtet som en del af Østeuropa.

Overskriften over denne anmeldelse er en af mine konklusioner efter læsningen af Schackes ovennævnte bog. Hvorfor bogen får mig til at se på Danmark som en del af Østeuropa, vil forhåbentlig fremgå af det følgende; men for at undgå, at folk vælger bogen fra på grund af den sværtopdirkelige titel vil jeg starte med at slå fast, at forfatteren for det meste skriver et letforståeligt, måske lidt kedeligt dansk, selvom der er tale om en bearbejdet ph.d.-afhandling.

Adam Schacke lægger ud med en kort introduktion til nogle økonomiske modeller og til de teoretiske betragtninger bag undersøgelsen. Derefter følger en gennemgang af såvel den internationale som den danske forskning på området. Og oven i hatten får vi en kort men nyttig introduktion til vigtige begreber til beskrivelsen af danske godser ca. 1650, der kan være til gavn også for nybegyndere inden for disciplinen – danske godser i 1600-tallet.

Kulturbygdsynsvinklen er udviklet af Erland Porsmose, som senere har videreudviklet metoden i samarbejde med Per Grau Møller. Kort fortalt mener kulturbygdfolkene, at man kan inddele landet i kulturbygder alt efter forskellige typer af naturlandskaber og menneskets udnyttelse heraf. I 2003 udkom Schackes bog ”Enkelt- og enestegårde på Fyn – i dyrkningsfællesskabets tid.” I denne bog virkede kulturbygdbegrebet som inspirationskilde. I nærværende bog er kulturbygdsynspunktet det bærende synspunkt.

Bogen vrimler med kort. Adam Schacke har anvendt de såkaldte minorerede sognekort, der er sammentegnede af de kort, der opstod i forbindelse med udarbejdelsen af 1844- matriklen. På den digitale udgave af disse kort har han indtegnet såvel ejerlavsgrænser som bebyggelser fra 1686, ligesom han har knyttet en database med oplysningerne fra modelbøgerne til kortene. Dette gør ham i stand til at fremstille mange kort, som danner grundlag for analysen og beskrivelsen.

Bogens empiriske kerne omfatter en beskrivelse og analyse af hovedgårdene, godserne og andre besiddere i den sydlige del af Nørrejylland på grundlag af modelbøgerne fra Chr. Vs matrikel (1686); men heldigvis vover Schacke mindst det ene øje ved at kaste sig ud i et forsøg på også at beskrive udviklingen i godsstrukturen fra anden halvdel af 1500-tallet til 1788. Det er godt, at han tør, selvom han sikkert ved, at han vil få kritik for sit forsøg. Et problem knytter der sig i hvert fald til hans beskrivelse af udviklingen. Og det er, at han bygger på ”Kronens skøder”og på ”Viborg landstings skøde- og pante-protokoller”, som afspejler handler og mageskifter med jord og fast ejendom, og dermed ikke umiddelbart kan bruges som kilde til hele godsstrukturen.  

Hvad finder Schacke så ud af?

Godserne i det sydlige Jylland får mere fæstegods under sig i  gennem 1600- og 1700-tallet. En faktor i denne udvikling er bestemmelsen fra 1682 om, at kun godser med over 200 tønder hartkorn fæstegods var fritaget for at betale skat af hovedgårdsjorden. Desuden forsøgte godsejerne at øge deres indtjening ved at arrondere deres gods bedre og ved at foretage såkaldte egaliseringer. At arrondere sit gods betød at samle så meget fæstegods som muligt tæt omkring hovdgårdsjorden for bedre at kunne udpresse hoveri af  bønderne.  At egalisere en landsby betød at omfordele jorden mellem bønderne, så de alle fik det samme jordtilliggende målt i hartkorn. Endelig forsøgte godsejerne at tilegne sig så mange alternative ressourcer (skov, hede mose osv.) som muligt;  men til trods for disse tiltag konkluderer Adam Schacke, at godserne ikke har påvirket bebyggelsesforholdene synderligt. Bebyggelsesforholdene varierer efter kulturbygderne, der igen afspejler naturforholdene, mener Schacke.

Det måske mest opsigtsvækkende resultat af  Adam Schackes undersøgelse ligger imidlertid på et andet område. Det er ofte blevet hævdet, at i kongeriget Danmark udgjorde hovedgårdenes hartkorn 10% af godsernes samlede hartkorn (hovedgårdsjord plus fæstegårdenes jord); men Schacke viser, at hovedgårdsjorden i det undersøgte område i 1686 tegner sig for hele 20% af den samlede godsmasse. Og dermed kommer disse godser på dette punkt til at ligne godserne i adskillige områder øst for Elben i samme periode.

Traditionelt har man skelnet mellem en østeuropæisk og vesteuropæisk model for godsudviklingen i tidlig moderne tid. I den vesteuropæiske  model spiller bøndernes afgifter i form af penge og/eller naturalier hovedrollen for godsernes indtjening. I den østeuropæiske spiller produktionen på hovedgårdsjorden ved hjælp af hoveri hovedrollen. I og med, at Schacke når frem til, at hovedgårdsjorden tegnede sig for så stor en andel af godsernes samlede hartkorn, er hans konklusion da også, at man skal erkende de fælles træk mellem Danmark og Østeuropa, hvad angår godserne.

Schacke peger på et paradoks, der peger ud over afhandlingen; men som i høj grad er vigtigt. Gennem 1700-tallet bevæger de undersøgte godser sig væk fra den østeuropæiske model, idet fæstegodset får større betydning. Omvendt nærmer de sig den østeuropæiske model i kraft af, at den danske enevældige stat giver godsejerne mere magt over bønderne, hvad der tidligere har fået en anden historiker og etnolog til at skrive, at godserne på Sjælland og Lolland-Falster mindede mere om godserne i Holsten og en del af Pommern end om godserne i Jylland.

Efter endt førstegangslæsning sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at historien ifølge Schacke bevæger sig i mindst to lag. For det første har vi nederst det mest fundamentale, det, der bevæger sig meget langsomt. Det er naturgrundlaget, menneskets udnyttelse af det og bebyggelserne. Derover har vi den økonomiske historie, i dette tilfælde godserne. Dette lag bevæger sig langt hurtigere. Det øverste påvirker kun sporadisk det nederste.

Det er et syn på historien, der er inspireret af den franske historiker Fernand Braudel, og som kan have sin berettigelse, hvad angår ældre historie; men i og med den industrielle kapitalismes indtog på globalt plan bliver dette synspunkt undermineret, fordi den økonomiske historie dermed kommer til at påvirke naturgrundlaget meget voldsomt.