Et gensvar: Urimelig kritik fra en nærtagende forfatter
Af Kenn Tarbensen, historiker, ph.d.
Som reaktion på min anmeldelse af bogen ”Det tabte
land” her på Historie-Online har bogens forfatter,
journalist og miljødebattør Kjeld Hansen, skrevet et
”svar”, hvor han ”dumper” mig som anmelder,
beskylder mig for en række ”brølere” og
beklikker mine ”motiver og faglige
redelighed”.
Der er jo ikke noget at gøre ved, at forfatteren ikke
kan lide min anmeldelse og derfor ”dumper” mig. Da
Kjeld Hansen drager mine ”motiver
og faglige redelighed” i tvivl, nødsages jeg dog
til at give ham et gensvar, også for at imødegå de
”brølere”, som han mener, at jeg har begået.
Indledningsvist må jeg præcisere,
at den nævnte anmeldelse er skrevet i fritiden og
ikke har andet med Erhvervsarkivet at gøre, end at
jeg er ansat der og naturligvis har en vis indsigt i,
hvilke arkiver, der er bevaret der. I lyset af min
kritik om kildeinddragelsen, mente jeg derfor, at min
tilknytning til arkivet burde fremgå af hensyn til
udenforstående. Dette gensvar skrives ligeledes som
privatperson.
Kjeld Hansens kritiske indlæg
forekommer mig at være urimelig og særdeles nærtagende.
Det er for mig komplet uforståeligt, at han udgiver
en bog, hvis formål er at skabe debat om bogens emne,
men modsat ikke accepterer blot en lille smule
modsigelse. Men ok, han vinder i den forstand, at han
hermed får debat.
Andre anmelderes vurderinger
Først bør vi nok lige kaste
et blik på, hvad andre anmeldere faktisk har skrevet
om bogen. Kjeld
Hansen gør jo nemlig i sit ”svar” opmærksom på,
at der på www.baeredygtighed.dk ”bringes
regulære anmeldelser og tekstprøver”. Min
anmeldelse her på H-O er ikke omtalt, så den
henregnes altså ikke blandt de ”regulære”. Mon
der er andre kritiske anmeldelser, der ikke er
medtaget?
Opmuntret af Kjeld Hansen har jeg nu fået gennemlæst disse ”regulære
anmeldelser”. De bekræfter ret entydigt, at jeg
ikke er den eneste, der har forbehold over for Kjeld
Hansens værk. Alle er enige om at fremhæve Kjeld
Hansens formidlingsevne, inkl. i øvrigt undertegnede,
men der er jo også ganske megen malurt rundt omkring.
Læsere af dette gensvar kan læse anmeldelserne i
deres fulde udstrækning på den nævnte hjemmeside;
her må jeg nøjes med nogle uddrag.
Mogens Rüdiger fra Aalborg Universitet slutter sin anmeldelse i
Berlingske Tidende 8. juli sådan her: ”Faktisk
har jeg kun ét forbehold over for de 848 sider: alt
for ofte under læsningen sad jeg med en fornemmelse,
at nuancerne i fortællingen er udeladt. Er historien
virkelig så entydig?”.
Gerhardt Eriksen i Jyllandsposten 7. juni: ” set som en historisk fremstilling synes man, at der mangler noget.
F.eks. lidt anerkendelse eller i det mindste en
registrering af dem, der engang ryddede marken for
sten og siden dyrkede jorden, så dansken kunne få brød
på bordet. (..) Bogen er rent bogstaveligt tung, men
frisk og forståeligt skrevet. Med en hel del overflødigt
fyld, f.eks. beskrivelser af sager mod nazistiske
storlandbrugere og andre i Kjeld Hansens sorte bog”.
Michael
Stoltze skriver i Politiken 17. maj at forfatteren
skuffer ham ”fordi
forståelsen for det skete fylder så lidt i forhold
til bogens (forståelige) tone af bitterhed og
bebrejdelser over for landvindingens mange mænd”. Og videre: ”Vel skete der store
og fatale overgreb mod naturen ved
landvindingssagerne, men naturens forarmning har rod i
mange andre ting, f.eks. firedoblingen af gødningsforbruget,
indførelse af sprøjtemidler, massivt accelererende
forurening frem mod 1970 og uklog plan- og miljølovgivning”.
Per
Pilekjær i Nordjyske 26. maj: ”Mange års studier skal formidles, så Kjeld
Hansen skriver og skriver lovlig meget om revl og
krat. Naturligvis er det en fryd at mærke entusiasmen
og fortælleglæden, men det er lidt synd for
papirforbruget. Vi er altså ligeglade med i denne
sammenhæng at få navnet på den første henrettede
landssviger, når han intet havde med landvinding at gøre.
(…) Kjeld Hansen deler øretæver ud til alle og
enhver, og han begrænser sig som sagt ikke til sit
emne. Tilsyneladende en drøm om at skrive
totalhistorie, som det er let at ironisere over. Man
kan sagtens finde hår i den suppe, men de store
armbevægelser er forfriskende”.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen i Kristeligt
Dagblad 16. maj mener, at det ”misklæder
(..) bogen en smule, at Kjeld Hansen indlader sig på
en lang række personangreb, der for så vidt ikke
vedrører emnet”.
Poul Erik Pedersen i Vækst –
Hedeselskabets Tidsskrift, 2, 2008 kritiserer bl.a.
tolkningerne og de manglende økonomiske beregninger.
Pedersen finder, at Kjeld Hansen ”taber lærepengene på gulvet”, da han ”gør det til et spørgsmål om nogle enkeltpersoners skyld”.
Som det ses, så er der faktisk ganske mange
øretæver til Kjeld Hansens bog. Og en række af de
kritikpunkter, som jeg fremdrager, er også fremført
af andre i de ”regulære anmeldelser”, der egner
sig til hjemmesiden.
Brug
af arkivalier i historiestudier
Anmeldelserne i dagbladene er generelt meget
begejstrede for Kjeld Hansens flotte fremdragelse af
kilder. Selv skrev jeg også, at ”det er en stor
bedrift i sig selv at gennemgå de knap 2.400 sager i
Statens Landvindingsudvalgs arkiv (i Rigsarkivet) og
herefter fremdrage en række sager af principiel
relevans”. Men derpå ankede jeg, at de udvalgte
sager ikke var blevet krydschecket i andre arkiver,
herunder især Hedeselskabets og Fiskeriforeningens.
Det
får Kjeld Hansen til at skrive: ”Erhvervsarkivets
materiale om Hedeselskabet er yderst sporadisk og af
meget begrænset omfang”. Af Erhvervsarkivets
Arkivoversigter, bd. 3, 1995, s. 171-173 og bd. 4,
2000, s. 237 kan jeg se, at Hedeselskabets arkiv
rummer omtrent 2.833 bind og pakker, ikke lige det,
som de fleste vist kalder ”begrænset omfang”.
Min
bemærkning får også Kjeld Hansen til at skrive om
dette arkiv, at det ”rummer intet af relevans for bogens emne, som ikke findes bedre på
Rigsarkivet i København”.
Bedre? Det er dog en besynderlig kildeforståelse. Enhver historiker véd,
at et emne så vidt muligt bør belyses fra flere
sider. Jeg troede, at det er basisviden for
journalister også. En betydelig sag bør naturligvis
checkes hos arkivskaberen selv for eventuelle notater,
brevudkast, drøftelser m.v., således som de f.eks.
kan fremkomme i mødereferater. I de nævnte
arkivoversigter ses, at der fra Hedeselskabets
hovedkontor bl.a. er bevaret forhandlingsprotokoller
frem til 1945 og bestyrelsessager frem til 1943, altså
netop for tiden til den vigtige landvindingslov af
1940. Inddragelse af dette og andet materiale kunne
utvivlsomt have været med til at give lidt flere
nuancer i fremstillingen, jf. også efterlysningen i
bl.a. Mogens Rüdigers anmeldelse.
En
søgning i Danpa – Danmarks Nationale
Privatarkivdatabase (www.danpa.dk) – på fritekstord
som ”landvinding”, ”udtørring”,
”pumpelag” og ”afvanding” viser, at der spredt
i lokalarkiverne faktisk er bevaret en stor del
materialer fra lokale aktører om emnet. Et halvt
hundrede arkivfonds ses hurtigt. Med inddragelse af
yderligere materiale ville Hansen utvivlsomt være
kommet lidt dybere ned under overfladen i de enkelte
projekter og dermed styrket fremstillingens troværdighed.
Indvendingen
fra Poul Erik Pedersen i Hedeselskabets tidsskrift om
manglende undersøgelser af de økonomiske aspekter
kunne Hansen i øvrigt have studeret i detaljer. Fra
A/S Sjørring Sø ved Thisted er således bevaret 131
bind og pakker, herunder et fornemt
regnskabsmateriale, der klart kan anvendes til belyse
rentabiliteten af en sådan udtørring. I øvrigt optræder
et ganske glimrende speciale om A/S Sjørring Sø (af
Fritz Tandrup, Aarhus Universitet, 1970) ikke i
litteraturlisten.
Som
Gerhardt Eriksen skrev i Jyllandsposten kunne man nok
have forventet lidt respekt for de mange hedeopdyrkere.
Mine oldeforældre er såmænd ikke noget som helst
”kardinalpunkt” i min anmeldelse (vås, Hansen!),
men alene blot et illustrativt eksempel på de mange
mennesker, der faktisk knoklede med at opdyrke
hedejorden. Hansen er i sin bog uden forståelse for
hedesagen som folkebevægelse, og her kunne netop
studier i Hedeselskabets og Hedebrugets arkiver
faktisk have tilført forfatteren en bedre forståelse
for hedesagen og af livsvilkårene på f.eks. de jyske
heder i tidsrummet ca. 1850-1950.
Revl
og krat
Jeg er enig med de af anmelderne i dagbladene,
der kritiserer Kjeld Hansen for ”overflødigt
fyld”. Allerede fra bogens start havde jeg noteret
det i forbindelse med omtalerne af Frederik V.s
drukkenskab, og senere bed jeg mærke i de vidtløftige
omtaler af Kanslergade-forligets indgåelse, værnemagere,
mælkekrigen og flere steder, alt sammen forhold, der
ikke vedkommer bogens emne. For ikke at komme til at
fremstå som en sur anmelder, lod jeg dette blive på
notesblokken, men da kritikken nu er fremført af
andre, så vil jeg gerne støtte den. Kjeld Hansen
lader sig rive med af den gode historie og sit eget
maleriske sprogbrug. Som forfatter véd jeg, at
problemet kan opstå, men netop derfor er der jo brug
for gode forlagsredaktører. Havde denne plads dog
blot været brugt til nogle af de savnede beskrivelser
og analyser.
Afrunding
”Sure opstød”, ”subjektivitet” og
”private dagsordener” lyder nogle af de personlige
beskyldninger som Kjeld Hansen retter imod mig i
anledning af anmeldelsen af hans bog. Sådan ser jeg
selvfølgelig ikke på det. Jeg mener, som det også
fremgår af min anmeldelse, at Kjeld Hansens bog har
en stor styrke i gennemgangen af Landvindingsudvalgets
sager. Jeg kan også godt forstå, at Hansen vil brede
historien ud, så det bliver en større fortælling.
Jeg påtog mig anmeldelsen uden nogen som helst former
for ”private dagsordener” og under læsningen blev
jeg da også begejstret for en lang række kapitler.
Samlet set kom jeg dog til at sidde tilbage, som det
ovenfor fremgår tillige er tilfældet for andre
anmeldere, med en stærk tvivl om fremstillingen og
tolkningerne heri. Og jeg ser det som min pligt, når
jeg har påtaget mig en anmeldelse, at sige, hvad jeg
mener. Ligesom et forlags pressemeddelelse er en
subjektiv størrelse, så er enhver anmeldelse det også,
ofte heldigvis et korrektiv til samme. ”Sure opstød”
synes jeg således heller ikke der er tale om, men
selvfølgelig ærgrer det mig, at Kjeld Hansen efter
flere års studier i vid udstrækning sætter sit
ellers ganske vedkommende projekt over styr ved overflødigheder
om dit og dat, tvivlsomme tolkninger (herunder i form
af et smart journalistisk sprogbrug) samt som anført
manglende inddragelse af kilder, der forekommer
indlysende relevante.
Lad
mig slutte, hvor Kjeld Hansen begyndte. Jo, det fremgår
af den nævnte annonce, at sætningen ”årets mest nødvendige
bog” er en formulering af Hans Edvard Nørregård-Nielsen,
så det vidste jeg selvfølgelig godt, så der er såmænd
heller ikke nogen ”brøler” i det, men blot
hensynet til en kort tekst. Men hvordan kan man i øvrigt
i maj måned vide, hvilken bog, der bliver ”årets
mest nødvendige”? Der kan jo godt dukke en endnu
mere nødvendig bog i årets løb, f.eks. om
klimaforandringer eller meget andet. Og hvilken bog,
der bliver ”årets mest nødvendige” er jo nok til
syvende og sidst en smagssag. Når jeg overhovedet
inddrager forlagets reklame, så skyldes det, at det
heri hedder, at bogen ”er beretningen om ødelæggelsen
af den danske natur gennem de seneste 250 år”. Og
det er jo ikke rigtig, men nærmest
forbrugervildledning, for der er andre faktorer, der
ulykkeligvis har været med til at ødelægge megen
natur, jf. anmeldelsen i Politiken af Michael Stoltze.
Slutbemærkningen i min anmeldelse er netop ment som
en opfordring til et større og mere afbalanceret,
altså tværfagligt projekt, om forvandlingerne i den
danske natur gennem de sidste par hundrede år.
