FilmFeature
Frihedskæmperen Max Manus

Af Espen Kirkegaard Espensen

Den brede interesse for Anden Verdenskrig, der tilsyneladende varer ved, sætter sig talrige spor i bogudgivelser, tv-serier og ikke mindst på film. Netop nu har den norske film ”Max Manus” således premiere i Danmark. Filmen skildrer den norske modstandsmand og frihedshelt Max Manus’ indsats under krigen.

Max Manus, der var barn af en norsk far og en dansk mor, blev født i Bergen i 1914 og døde i 1996. Han havde i sin barndom og ungdom rejst med sin far særligt i Latinamerika, inden han i 1939 tog til Finland for at deltage i Vinterkrigen mod det angribende Sovjetunionen. Manus nåede tilbage til Norge den 9. april 1940, hvor han gik ind i modstandskampen. Efter først at være blevet taget og senere undsluppet tyskerne nåede han til Storbritannien. Her blev han trænet som kommandosoldat under de norske styrker i britisk tjeneste og blev sendt tilbage til Norge for at organisere sabotage i Oslo. Manus stod bag flere spektakulære sabotageaktioner mod skibe i Oslo havn, og Manus’ indsats var i denne anden omgang præget af større professionalisme og af betragtelig succes, men den havde også omkostninger, hvilket filmen ikke undlader at sætte fokus på.

Det er en film, som indeholder flere elementer. Den er traditionel i den forstand, at det er den gode opbyggelige historie om den nationale helt i kampen mod den onde tyske besættelsesstyrke, der bliver fortalt. Men udover at være en spændende og heroisk krigsfilm, er filmen også en smuk og indlevende skildring af en historisk person med tilhørende flotte historiske detaljer, og den gør et flot kunstnerisk forsøg på at skildre en del af den norske historie fra besættelsestiden. I den historie indgår udover helten selvfølgelig heltemod, bedrifter og kammeratskab i krig, men også frygt, lidelse og død samt action, spænding og kærligheden til en smuk gift kvinde. Dermed løfter filmen arven fra ”Telemarkens helte”, men den formår også at fortælle om de omkostninger, modstandskampen havde. Det gælder de konsekvenser krigshandlingerne fik for uskyldige nordmænd, idet tyskerne sammen med det norske marionetregime udøvede repressalier mod den norske civilbefolkning som gengæld for udført sabotage. Dertil kommer de helt personlige konsekvenser i form af død, tortur, alkoholmisbrug og psykiske problemer, som det gøres klart, at ej heller helten Max Manus kunne undslippe. De psykiske eftervirkninger, der kom til at forfølge Max Manus efter krigen, slås allerede fast som tema fra filmens begyndelse med nogle virkningsfulde flash backs til Manus’ deltagelse i Vinterkrigen.

At også helte kan føle bitterhed og had mod den uskyldige kommer i en gribende scene til udtryk, da Manus i toget taler med en menig tysk soldat og familiefar. På trods af tyskerens venlighed udtaler Manus på norsk sit ønske om den tyske soldats snarlige død som hævn for de faldne kammerater. At helten til sidst viser storsind og rækker sin argeste modstander hånden opvejer til en vis grad indtrykket af bitterhed.

Det er som dansker nærliggende at sammenligne filmen om den norske patriot ”Max Manus” med filmen om de danske patrioter: ”Flammen og Citronen”. Det er det, dels fordi der er tale om film om besættelsestiden, der er lavet på næsten samme tid. Derudover er der tale om besættelsestidshistorie i to nabolande, som har meget tilfælles. Alligevel er filmene vidt forskellige, hvilket nok hænger sammen med, at den tyske besættelse ganske vist blev foretaget på samme tid men fik vidt forskellige forløb i de to nordiske lande. Hvor den danske regering fortsatte med at fungere og førte en samarbejdspolitik med besættelsesmagten, flygtede den norske konge og regering til Storbritannien. I stedet tog et marionetregime under Vidkun Quisling magten i Norge. Dermed var der for de norske patrioter umiddelbart klare linjer mellem venner og fjender, man kæmpede for kongen og fædrelandet mod landsforrædere og tyske besættelsesstyrker. Det er denne ”pæne” del af historien, at ”Max Manus” sætter fokus på. Knut Hamsun, Quisling og andre mere eller mindre nazistiske norske kollaboratører er ikke nævnt.

For de danske patrioter var sagen knap så klar, idet modstandskampen i begyndelsen også var en kamp imod den danske regering og imod samarbejdspolitikken. Dermed er ven/fjendebilledet i ”Flammen og Citronen” ikke så udtalt, og problemet med at kende ven fra fjende er således et gennemgående tema i den danske film. Det ”danske” udgangspunkt burde egentlig være bedre for en dybere kunstnerisk fortælling, men lad mig sige det lige ud, nordmændene er sluppet væsentligt bedre fra deres film om besættelsen end danskerne. ”Max Manus” er ganske enkelt langt mere medrivende, spændende og forekommer mere autentisk end ”Flammen og Citronen”. Hertil kommer, at filmen er krydret med flere humoristiske passager og flotte autentiske detaljer. Et lille men flot eksempel herpå, som danskere formentlig vil lægge særligt mærke til, er, at den norske konge Haakon VII, der var Christian X’s bror, taler en blanding mellem norsk og dansk.

”Max Manus” er således en film, der er anbefalelsesværdig både til alle, der holder af en god spændende film og til alle, der interesserer sig for historie og for Anden Verdenskrig. God fornøjelse.