|
– den autoriserede biografi om Desmund Tutu
Af cand. mag. Martin Jensen
Næst efter
Nelson Mandela er Desmund Tutu vel den person, de fleste
forbinder med ANC og kampen mod Apartheit i Sydafrika.
For sin kamp modtog han i 1984 Nobels Fredspris, og
selvom han i dag er pensioneret, deltager han stadigt
aktivt i det offentlige liv bl.a. i kampen mod AIDS.
Desmond Tutu
blev født i 1931 i byen Klerksdorp i Transvaal. Det
stod hurtigt klart, at han var et godt begavet barn, og
Desmond blev tilskynnet til at dygtiggøre sig af sin
fader, der selv var lærer. Desmond drømte om at læse
medicin, hvilket imidlertid ikke lod sig gøre af økonomiske
årsager. I stedet uddannede han sig som sin far til lærer.
I
forbindelse med oprettelsen af det forhadte
bantustan-system i 1959 opgav Tutu i protest sin lærergerning
og gav sig i stedet til at studere teologi. Selv om Tutu
afskyede Apartheit var hans interesse for politik begrænset.
Derfor forhindrede den sydafrikanske regering ikke, at
han sammen med sin kone og tre børn i 1962 rejste til London for at læse teologi.
Da han i
1967 vendte tilbage til Sydafrika med en kandidatgrad i
teologi, underviste han i de følgende år på
forskellige skoler. Samtidig tiltog hans interesse for
politik, især i form af såkaldt sort og afrikansk
teologi. Tutu blev overbevist om, at kirken skulle
spille en aktiv rolle både i kampen mod kolonialismen i
Afrika generelt og i kampen mod Apartheit i Sydafrika
specielt. I 1978 udbrød der uroligheder i Soweto, og
Tutu kom med sine tiltagende politiske udmeldinger på
stadig dårligere fod med myndighederne, bl.a. fordi han
opfordrede FN til at skærpe de eksisterende økonomiske
sanktioner mod Sydafrika. Rigitgt kendt internationalt
blev han, da han i 1984 modtog Nobels Fredspris for sit
arbejde. Den store internationale opmærksomhed var til
stor gavn for Tutus arbejde såvel som hans kariere. Året
efter blev han nemlig biskop af Johannesburg, og det
efterfølgende år blev han valgt til ærkebiskop og
dermed leder af hele den anglikanske kirke i Sydafrika.
Samtidig kom
Tutu til at spille en ledende rolle i den Demokratiske
Forenede Front, der i 1980’erne spillede en central
rolle i kampen mod apartheit. Det hvide styre havde i løbet
af 1980’erne løsnet grebet, men presset på
regeringen for mere omfattende reformer voksede, især
efter at USA og Storbritannien efter murens fald
begyndte at ligge pres på den hvide regering. I 1990
annoncerede den nye sydafrikanske premierminister de
Klerk, at han ville afholde frie valg og løslod
samtidig alle politiske fanger, deriblandt Nelson
Mandela.
Størst
betydning fik Tutus arbejde gennem den sandheds- og
forsoningskommision, som blev nedsat efter det første
frie valg i 1994. Forsøget på at forene de mange
forskellige etniske grupper i Sydafrika var Tutu magtpåliggende
– det var således ham, der opfandt ideen om Sydafrika
som ”regnbue-nationen”. Tutu fortsatte sit arbejde i
kommissionen, efter at han trak sig tilbage som ærkebiskop
i 1996.
Bogen tegner
et billede af en person med nogle helt unikke
kvaliteter. F.eks. er det tydeligt, at Tutus store
menneskelig egenskaber har haft helt afgørende
betydning for hans store succes – han er en af den
slags mennesker, der kan tale med både høj og lav uden
at virke utroværdig. Ligeledes må det aftvinge stor
respekt hos læseren, at Tutu uanset hvor store uretfærdigheder
han blev udsat for, vedblev at insistere på tilgivelse
og gensidig respekt som byggestenene til et bedre
samfund.
John Allens
bog har dog ét meget stort problem. Der er nemlig reelt
ikke tale om en biografi, men snarere om en blanding
mellem en selvbiografi og et hyldestskrift. Allen har
arbejdet sammen med Tutu gennem flere årtier, og det
bevirker desværre, at han som biograf er fuldstændig
kritikløs i sin skildring. Ikke på noget tidspunkt er
han som forfatter kritisk overfor den person, han
skriver om. Der er ellers en lang række punkter, hvor
det kunne være berettiget. F.eks. stilles der ingen spørgsmål
til Tutus noget unuancerede kritik af de protestantiske
kirker, eller Tutus vilje til at se gennem fingre med
diverse afrikanske diktatorers fortrædeligheder.
Ligeledes er Tutus syn på kolonialismen noget
unuanceret. Bogen indeholder tillige alt for mange
ligegyldige detaljer om steder og perifære personer og
kunne udmærket have været 75 sider kortere.
Desværre gør
John Allens ukritiske og forherligende karakteristik af
Desmond Tutu, at man sidder tilbage med en følelse af
at være præsenteret for et lidt ufuldendt
glansbilled-lignende portræt af en ellers særdeles
fascinerende person.
|
