BogFeature
Det forrykte menneske

Den psykisk syge i historien 

Af Karin Conradsen, arkivar, Vejle Stadsarkiv og Byhistoriske arkiv

Det forrykte menneske – en antologi

Indrømmet! – det er sjældent, at jeg får læst en antologi fra a til z. Jeg plukker det ud, der er mest vedkommende og så får resten lov at hvile i fred. Men denne gang har det været anderledes. Faktisk har jeg pløjet mig igennem samtlige artikler – dels fordi jeg er blevet bedt om at anmelde bogen, dels af en helt anden grund, som jeg vil vende tilbage til. Min forudsætning for at forholde mig til værket skal primært findes i min historie-faglige uddannelse, men da jeg også har en baggrund som psykiatrisk sygeplejerske i 1990’erne og dermed kender psykiatrien indefra, har jeg en helt særlig interesse for dette specielle område af danskernes historie.

Jeg fangede an med redaktørernes indledning og præsentation, men den er ærligt talt temmelig tung og knudret, så jeg sprang straks videre til de – for mig - mest inciterende titler: Sindssygehospitalet i Augustenborg af Egon Petersen, Sindssygehospitalet ved Middelfart af Maiken Rude Nørup og Nervøs på en pinlig måde af Inger Hartby. De tre artikler er i og for sig vældig spændende, men der var ikke en indlysende sammenhæng; Egon Petersen behandler primært bygningernes historie, Maiken Nørups artikel behandler også de fysiske rammer, men mere i betydningen af disse for arbejds- og levevilkår for ansatte og patienter. Og endelig stikker Hartbys indlæg og påstand om højskolefruernes tilbøjelighed til psykisk sygdom helt ud. Den manglende sammenhæng gjorde mig en lille bitte smule irriteret, så der var ingen vej uden om. Hvis jeg skulle give en fair tilbagemelding på bogen, måtte den også have en fair chance. Så: tilbage til indledningen.

Indledningen redegør bl.a. for antologiens struktur og formålet med overhovedet at lave den: Tilsyneladende er der et stort hul inden for psykiatrihistorisk forskning. Fokus har især været rettet mod store medicinske landvindinger og brugen af psykiatriske diagnoser. I nogen grad dominerer også psykiatri-brugernes kunsthistoriske betydning. Redaktørerne gør i indledningen rede for disse anskuelsers fordele og begrænsninger – mest sidstnævnte – og lægger op til en anden vinkling på psykiatriens historie, nemlig én der fokuserer på et helhedssyn på den psykisk syges historie. Man ønsker at tage udgangspunkt i den psykisk syge og hans/hendes samspil med omgivelserne (familien, hospitalet, samfundet som helhed). Derudover vil man også basere artiklerne på de statslige og samfundsmæssige foranstaltninger der på givne tidspunkter skulle medvirke til, at den psykisk syge blev til mindst mulig gene for samfundet og sig selv. Det trunkerede har jeg opfattet som antologiens formål. Det er et kæmpe-område, redaktørerne har kastet sig over, og for overskuelighedens skyld – og måske også for at skabe sammenhæng mellem de meget forskellige bidrag – er antologien blevet delt i tre hovedafsnit.

Den første afdeling bliver kaldt Den psykisk syge i historien og må vel nok betegnes som antologiens teoretiske afsnit. Her behandles temaet både som en kultuhistorisk, idehistorisk og filosofisk disciplin. Det er også her, man kan blive klogere på arkivernes kildemateriale. Anden afdeling kaldes Hospital og fængsel, hvor vi finder ikke færre end tre sindssygehospitaler beskrevet, men også en artikel om brugen af isolationsfængsling og nok så interessant - med udgangspunkt i institutionen Filadelfia - en artikel om diskursen om de nervøse gennem 100 år. Tredje afsnit er benævnt Patienternes livshistorie, hvor forskellige forfattere ved hjælp af mikrohistorisk metode går tæt på de psykisk syge som enkeltpersoner.

Opdelingen giver klart mening og løfter antologien betydeligt, når man læser den som en helhed. Jeg er ikke i tvivl om, at værket vil blive en uundværlig håndbog for alle fremtidige forskere inden for psykiatri-historie på tværs af forskellige discipliner. Enhver, der vil behandle temaer inden for psykiatriens historie videnskabeligt, vil her finde fine og klare redegørelser for tendenser og diskurser. Overordnet er de fleste artikler meget velskrevne – dog er der et par stykker, der ind imellem fortaber sig i lidt uvæsentlige detaljer. Ligeledes kunne jeg også ønske mig, at man havde tænkt lidt mere over vægtningen af de forskellige temaer (er det ikke lidt i overkanten, at have hele tre sindssygehospitaler beskrevet så indgående?), og at man i afsnittet om patienternes livshistorie havde fundet frem til forfattere, der havde beskæftiget sig med psykisk syge mænd. Kvindernes livshistorie dominerer totalt. Lidt tilfældigt og utilsigtet får man et lille indblik i en mands livshistorie – nemlig i Peter Fransens artikel om de psykiatriske journaler, hvor han bruger en mandlig patient som eksempel. Det er faktisk ærgerligt, synes jeg, men måske er der her et hul, som fremtidige forskningsprojekter skulle tage sig lidt af?