|
- Årbog for Dansk
Etnologi og Folkemindevidenskab 2008.
Af Ole Schramm
Folk og Kultur, der er en
årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab, er i
2008 udkommet med en særudgave af tidsskriftet i
anledning af Foreningen Danmarks Folkeminders 100-års
jubilæum.
Hvad er Foreningen
Danmarks Folkeminder? Karsten Biering, formand for
Foreningen af Danmarks Folkeminder, har i en artikel om
foreningens historie fra 1908 – 2008 skrevet en udførlig
beretning herom. Axel Olrik, forstander ved Dansk
Folkemindesamling og docent ved Københavns Universitet,
afholdt et stiftelsesmøde i sit hjem for en kreds af
interesserede akademikere d. 20/3 1908. På en efterfølgende
generalforsamling på Askov Højskole i september samme
år blev lovene for Foreningen Danmarks Folkeminder
vedtaget.
Resultatet blev, at
Foreningen Danmarks Folkeminder i en lang årrække blev
både fødekanal for Dansk Folkemindesamlings arkiv og
formidler af den heraf udsprungne forskning i form af
publikationer bl.a. i foreningens skriftserie. På s.
363 – 369 er der en fortegnelse over foreningens
publikationer 1908 – 2008.
Baggrunden for
tidsskriftet Folk og kultur beskrives både i formandens
artikel (s.34 ff) og i Bjarne Stoklunds artikel
”Omkring den første årgang af Folk og Kultur”.
Kriser tvinger som regel foreninger til at anvende nye
strategier, og årbogen Folk og Kultur, der kom til
verden første gang i 1972, var et nyt initiativ, som
skulle bidrage til at løse foreningens økonomiske
krise.
Udsendelsen af årbogen
fandt sted samtidig med, at der var et behov for at præcisere
fagenes selvforståelse og for at forholde sig til det
faglige opbrud (paradigmeskifte), der fandt sted de år.
Fagene repræsenterede forskningsfelter, der ikke havde
været plads til i den eksisterende fagstruktur eller
interesse for hos de akademiske udøvere af fagene. Det
gjaldt etnologernes interesse for den materielle kultur
og for dagliglivets kulturhistorie, og det gjaldt
folkloristernes studier af de folkelige sider af de
finkulturelle emner. Men paradigmeskiftet ramte hele det
humanistiske fakultet. Den faglige selvforståelse ændrede
sig, og de traditionelle faggrænser blev i stor udstrækning
nedbrudt. Kultur- og socialhistorien, som havde rangeret
lavt på den faglige værdiskala, rykkede nu op på en førsteplads,
navnlig hvis det drejede sig om samfundets laveste lag.
Og folkloristerne måtte se litteraturmagistre kaste sig
over folkeviser og triviallitteratur.
Det er samtidig også
baggrunden for at Folk og Kultur kan interessere
humanister, som ikke længere lidt overbærende
betragter folkemindevidenskab og etnologi som
forunderlige og eksotiske beskæftigelser. Historikere
– som undertegnede - har allerede længe interesseret
sig for mentalitetshistorie og kulturhistorie. I Gads
historieleksikon beskrives endvidere begreber som,
hverdagshistorie og livshistorie.
Særudgaven har fået en
meget spændende form. Konceptet forklares i forordet:
”Efterhånden som arbejdet skred frem, ændrede
konceptet sig, idet redaktionen ikke alene ville
genoptrykke ældre artikler, men også gerne knytte
nyere forskning til. Tanken om at lade en ældre artikel
ledsages af en nyskreven artikel tog form. Det viste sig
at være umuligt at genoptrykke et repræsentativt
udsnit fra alle 100 år, men i stedet blev det de
adspurgte forfattere, der valgte deres ældre følgesvend”
(s.5). De nyere forfattere er derfor nødt til at
begrunde, hvorfor de har valgt den ældre artikel, og
hvad der har inspireret dem?
I forordet forklares også
hvilke emner, der belyses. Ud over begreber som
folkeminder, folkelighed og folkekultur er det emner som
nationalitet, bonderomantik og nostalgi,
tekstilforskning, kropsopfattelser og sundhedsforskning,
byudvikling, indvandring samt religiøsitet.
Vi kommer altså vidt
omkring i denne særudgave, og man kan alt efter
interesse kaste sig over de artikler, man interesserer
sig for.
Axel Olriks artikel
”Nogle grundsætninger for sagnforskning” bliver
kommenteret af Anne Leonora Blaakilde i artiklen
”Dagliglivets poesi – om fortolkninger og kulturel
betydning”.
Det er naturligt at starte
med Axel Olrik, da han var Danmarks første professor i
folkemindeforskning og ”faderen” til den
videnskabelige folkemindevidenskab i Danmark. Her er
gengivet et uddrag af Danmarks Folkeminder nr. 23.
Skriftet skal vel opfattes som en lærebog i
folkemindevidenskab. Det er uden tvivl et meget nyttigt
skrift, selv om det virker lidt tørt på denne
anmelder. Men Anne Leonora Blaakilde fortæller, hvordan
hun er blevet inspireret af Axel Olriks metode, der her
bliver suppleret med nyere inspirationer til
folkloristisk fortolkning.
Udgangspunktet for AL
Blaakilde var et feltarbejde på en lille dansk ø, hvor
hun interviewede øens bedstemødre og oldemødre. Målet
var at få mere viden om, hvordan det opleves at blive
gammel. Artiklen er et godt eksempel på etnologisk
feltarbejde. Hun viser, hvordan man kan bruge
begrebsapparatet til at forstå, hvordan personerne ser
deres livsverden i fortiden, og måske også i nutiden.
Hun konkluderer til sidst (s.125), at man kan fortolke
dagliglivets poesi som eksempler på en modkultur, idet kvinderne med deres udsagn protesterer mod den
omgivende kulturs negative opfattelse af alderdom,
gammeldagshed og ikke-urbanitet, og dermed hjælper øboerne
i fællesskab hinanden med at fastholde deres egne
værdier og positive erfaringer. Artiklen viser, hvor
relevant metoden er, og feltarbejdets samfundsmæssige
relevans bliver samtidig gjort synligt.
Lene Otto har i sin
artikel ”Kroppens kulturhistorie” valgt Peter Riismøllers
artikel ”Kan mennesker bygges om”. Det er forståeligt,
at Lene Otto er fascineret af Peter Riismøller. Denne
anmelder husker Riismøllers bog Sultegrænsen som en
dybt personlig, engageret og velskrevet bog, der gjorde
et uudsletteligt indtryk. Hovedbudskabet i Riismøllers
artikel er, siger Lene Otto, at kulturhistorien også bør
interessere sig for den menneskelige krop, hvis størrelse,
form og bevægelser formes af den kultur, den fødes og
lever i (s.136). I Riismøllers fortælling udsprang
hans refleksioner over kroppens formbarhed af
iagttagelser gjort i hans egen verden.
Det er derfor også forståeligt,
at den nyere kropsforskning fra 1980’erne både var
inspireret af og forsøgte at overskride det syn på
kroppen, som fx Peter Riismøller repræsenterede.
Hvordan den nyere kropsforskning gjorde dette, får man
et vidende og perspektivrigt indblik i.
Artiklen
”Bonderomantik” Af Axel Steensberg har været bragt
som kronik i Politiken 21/10 1959. Den bliver
kommenteret af Karin Lützen i artiklen ”De gode gamle
dage på landet”. Det er meget væsentligt at
huske på, at ”både folkemindevidenskab og materiel
folkekultur er skabt af nationalromantikken i midten og
slutningen af 1800-tallet. Det er altså videnskaber,
som er udsprunget af en romantisk interesse for
bondekulturen, men som videnskaber har de også måttet
forholde sig kritisk til denne romantisering. Det er
netop, hvad Steensberg fremhævede i sin kronik, og han
indrømmede, at han selv havde haft en tilbøjelighed
til at romantisere bondekulturen, men i en god sags
tjeneste” (s.154).
Karin Lützen omtaler
ganske vist selv den godmodige interesse for den gamle
bondekultur, men hendes focus er snarere på længselen
efter at vende tilbage til landet, og på de spor, der
peger i retning af drømmen om at virkeliggøre den
oprindelige, paradisiske urtilstand. Det var en drøm,
der bl.a. blev forsøgt realiseret af bevægelser i
Tyskland men også af 1960’ernes hippier. Karin Lützen
har ganske vist bevæget sig langt væk fra Steensbergs
”Bonderomantik”, men siger hun, ”så vidt jeg kan
se, har vi dog samme pointe, nemlig at det for en
kulturforsker er vigtigt at se på, hvordan
forestillinger om det autentiske liv ude på landet er
blevet konstrueret. Samtidig bør man også udvise
barmhjertighed med sådanne forestillinger og forstå
den funktion, de kan have som en drøm om en bedre
verden” (s.161).
Det er netop denne pointe,
der gør, at artiklerne føles relevante for andre end
etnologer. De er væsentlige også for alle, der
deltager i debatten om det gode liv.
”Om begrebet
kultur” af Axel Steensberg diskuteres af Thomas Højrup
i artiklen ”Om begreberne folk og kultur –
Etnologiens græske og latinske rødder i forskningens
frontlinje”. Axel Steensberg griber opgaven
begrebshistorisk an, som Thomas Højrup siger, og han
fremhæver, at udgangspunktet for Steensberg var bondens
praksis. Det faldt godt i tråd med Steensbergs syn på
bondebrugets grundlæggende rolle for al kulturudvikling
siden neolitikum, det emne han selv viede sine globalt
omfattende studier af plovbrugets kulturhistorie.
Kritikken af Steensberg går
bl.a. på, at der er danske og nordiske etnologer før
ham og i hans samtid, som han ikke nævner, og de må
have præget hans arbejde ved inspiration og modsigelse,
men den væsentligste anke mod Steensberg er, at denne
tog udgangspunkt i kulturens udspring i den romerske
verden, hvorimod han ikke inddrog den opfattelse af
kultur, der var udviklet i den græske verden. Romersk
og græsk tænkning er væsensforskellige, men de får
begge konsekvenser for den senere europæiske tænkning.
Forståelsen for begrebet
kultur har ikke kun interesse for etnologer men for alle
kulturhistorikere, der kan hente inspiration i
artiklerne.
Carsten Hess’ art.
”Sofapuder og klassekamp – en kulturdebat i
Husflidsbevægelsen i 1890’erne bliver kommenteret af
Kristine Holm-Jensen i art. ”Tekstiler – tavs viden
mellem hverdagsliv og politik. Umiddelbart kan
artikler om husflidsbevægelsen og om tekstiler synes
uden interesse, men det viser sig, at artiklen rummer væsentlige
perspektiver. Det fremgår tydeligt, når Kristine
Holm-Jensen skriver: ”Med sin artikel om diskussionen
i 1890’ernes husflidsbevægelse får Hess
anskueliggjort tekstilernes potentiale som et middel til
at markere politisk ståsted. Denne optik anskueliggør,
hvordan tekstiler, der ofte bliver opfattet som en
tilsyneladende upolitisk, kvindelig hverdagsbeskæftigelse
også er en del af de politiske magtstrukturer. Det er
ikke blot noget, der gjorde sig gældende i anden
halvdel af 1800’tallet. Det gjaldt også for den tid,
som Carsten Hess’ artikel var en del af. På trods af
de godt 80 mellemliggende år ses tekstilerne som
politiske aktører i begge tider” (s.242). Alle, der
har oplevet tiden med hønsestrik, ved, hvad der menes
hermed.
Lene Halskov Hansen har
i artiklen – (eller essay, som hun selv kalder det)
”Ballader og et folkemusikarkiv” taget afsæt i
Thorkild Knudsens artikel
om ”Arbejdsvise og dansevise” fra 1962.
Lene Halskov Hansen skriver ud fra et personligt
kendskab til Thorkild Knudsen og til Folkemusikhuset i
Hogager, der blev oprettet af Thorkild Knudsen. Lene
Halskov Hansen tegner er fint og nuanceret portræt af
Thorkild Knudsen. Hun fortæller også om, at Thorkild
Knudsens udspil førte til konflikter og stivnede
fronter mellem forskellige grene af folkemusikmiljøet,
men hans udspil førte også til oprettelsen af et
omfattende arkiv, der kan være af interesse for
folkemusikudøvere, folkemusikstuderende, undervisere og
forskere. Men Lene Halskov Hansen konstaterer også, at
det kun er eftertiden, der kan afgøre, hvor stor
interessen for arkivet og dets dokumentation er.
Kirsten Marie Bovbjerg
har i sin artikel ”I vækkelse – Religiøs søgning
fra et landbrugssamfund i opbrud til globaliseringens
tidsalder” valgt at forholde sig til Margaretha
Balle-Petersens artikel ”Guds folk i Danmark”.
KM Bovbjerg fremhæver, at Balle-Petersens artikel på
forbilledlig vis beskriver etnologiens tilgang til
studiet af religiøse former som nært forbundet med
hverdagslivet på alle niveauer. Det er også
religionens sammenhæng med hverdagslivet, der har KM
Bovbjergs interesse, og hun fremhæver, hvordan den
religiøse søgning har ændret sig med
samfunds-forandringen. KM.Bovbjergs
egen opfattelse ligger klart i forlængelse af
Margaretha Balle-Petersens, og hun skitserer
problematikken på følgende måde: ”Hvor der i
1800-tallets bondesamfund var tale om en vækkelse med
store sociale og personlige forandringer, som greb ind i
den lokale sociale orden, er dagens religiøse søgning
af en anden karakter. I dag er den religiøse søgning
indlejret i andre sammenhænge, hvor det på den ene
side kan være en privatsag, som tager form af en
livslang søgning efter religiøse eller personlige
erkendelser. På den anden side kan det tage form af en
kompetenceudviklingsproces, hvor det bliver
arbejdsmarkedets krav til den enkeltes udvikling, der
bliver rammen om en vedvarende personlig søgen efter
sig selv, sine potentialer” (s.276f).
Med religionens voksende
indflydelse på samfundet og samfundsdebatten er disse
artikler meget aktuelle og vedkommende.
Inge Adriansen har i
sin artikel.”Folkekultur i nationens tjeneste” valgt
at forholde sig til ”Danske folkeminder og dansk
nationalitet” af Bengt Holbek. Inge Adriansen
siger, at Bengt Holbeks bidrag ramte hende lige i
hjertekulen, da hun læste det i 1983. Det er sjældent
- men velgørende – at se et så personligt begrundet
valg. Det drejer sig om brug og misbrug af
folkekulturen. Et emne, der er særdeles relevant i
disse år, hvor danskhed og den såkaldte ægte
folkekultur bliver inddraget i den politiske diskussion,
og et politisk parti ligefrem tager patent på at repræsentere
danskheden. Begge forfattere er enige om, at
folkekulturen altid er lokalt betinget og betinget af
forhold som køn, stand, alder osv. Bengt Holbek
konkluderer, at de nationale konstruktioner snarest er
en politisk fiktion, som til forskellig tid har tjent
forskellige gruppers ideologisk mål. Efter Holbeks
mening må man se bort fra nationsbegrebet og overlade
det til den politiske forskning.
Inge Adriansen er enig med
Holbek om, at folkekultur i rendyrket forstand er en
fiktion, men hun mener ikke, at kulturforskeren kan
overlade nationsbegrebet til politologerne. ”Tværtimod
ligger her nøglen til forståelse af folkeminder og
folkesprogs fortsatte politiske og folkelige tiltrækningskraft”
(s.306).
Helle Nysted Andersen,
Carina Ren og Ulla Schärfe har valgt at kommentere og
imødegå de ideale fordringer til kulturhistoriens
professionalisering, som Johannes Møllgaard rejser i
sin artikel ”Kulturhistoriens dannelsesrejse”.
Artiklerne virker lidt for indforstået på mig, men
alligevel synes jeg, at de tre kvindelige forfattere
rejser en principiel og spændende diskussion af
ressourcetænkning, oplevelsesøkonomi, kulturarv og
turismeindustrien. Det er en diskussion, der selvfølgelig
føres af museumsfolk, og alle der professionelt er beskæftiget
med kulturarven. Desværre synes jeg ikke at denne
diskussion er helt udfoldet. Men det er næppe muligt
inden for en artikels rammer.
Meget aktuel er Tina
Kallehaves artikel ”Fra indvandrer- og
integrationsforskning til migrationsforskning”. Hun
bruger bl.a. George Nellemanns artikel ”Polske
vandrearbejdere i Danmark 1893-1929” til at give
et indblik i den tænkning, der dominerede
indvandrerforskningen i 1980’erne. Tina Kallehave vil
med sin artikel endvidere påvise ”bruddene med det
kulturbegreb, der dominerede forskningen i 1980’erne
og de perspektiver på integration – eller rettere
migration, der udviklede sig gennem dette brud”
(s.339).
Tina Kallehave mener, at
det for Nellemann drejede sig om at udrede de kulturelle
forskelle mellem indvandrernes og danskerne kultur, og
man drog den konklusion, at det drejede sig om at at
bearbejde indvandrernes kultur, fordi
indvandrerkulturerne blev ”udpeget som forklaring på
– og som årsag til – de udfordringer og problemer,
der opstod i de mange nye relationer. Da det efterhånden
viste sig, at problemerne ikke lod sig håndtere gennem
denne bearbejdning af indvandrerkultur, førte det ikke
til en kritisk refleksion over relevansen af at forstå
problemerne i de anvendte kulturelle termer, men til en
skærpet kritik af indvandrernes kultur” (s.342).
Det handler imidlertid
ikke, siger T Kallehave om integration af indvandrere,
men om hvordan betingelserne for at være med eller være
udelukket produceres, produceres, legitimeres, møder
modstand osv; om migrationens processuelle, komplekse og
transnationale karakter. T Kallehave nævner derefter
nogle eksempler på retninger, der bidrager med
interessante perspektiver på migration.
I relation til den
samfundsmæssige diskussion om udlændinge er det yderst
relevant, men man kan tvivle på, om det får nogen
betydning under de nuværende politiske konstellationer.
Til sidst i årbogen
tager Eske K. Mathiesen udgangspunkt i Iørn Piøs
kronik om ægte folkelighed fra 1958 og causerer
over livet på folkemindesamlingen, Det er ganske
underholdende læsning, og det fremhæves, hvor nært
forbundet folkemindevidenskaben er med større eller
mindre, men ofte ret originale personligheder.
Som det er fremgået er særudgaven
af Folk og Kultur en meget væsentlig udgivelse, som
udgivere og forfattere fortjener megen ros for. Bogen
viser, hvor vigtigt det er, at stoffet er
samfundsrelevant, og at forskere kan kvalificere den
debat, der foregår i samfundet om integration,
religion, folkekultur, krop og sundhedspolitik og om at
blive gammel. Selv artiklen om tekstiler er
samfundsrelevant. Det er godt gået. Fagets udvikling
belyses eksemplarisk ved at modstille ældre og nyere
artikler. Målgruppen for årbogen er kulturhistorisk
interesserede uden specielle forudsætninger, og jeg
synes, at særudgaven formår at nå denne målgruppe.
Det svarer ganske godt til at langt de fleste abonnenter
på årbogen fortsat er ”almindelige” mennesker med
interesse for de emner, som er (re)præsenteret i Folk
og Kultur gennem tiden, som Karsten Biering siger det i
sin beretning for 2007.
Beretningen peger også på, at det er nødvendigt
med nye strategier, hvis tidsskriftet skal kunne fortsætte.
Vi må krydse fingre for at det lykkes.
Endelig er
billedmaterialet bestemt også et studium og en omtale værd.
Dels de billeder, - med motiver fra kvinders arbejde -
som Andrea E. Sørensen tog i anledning af en
fotokonkurrence, der blev udskrevet i 1926. Dels de
billeder som fotograf Peter Friis-Nielsen har taget fra
marts 2006 til juni 2008, og som tematiserer fællesskaber
i dagens Danmark.
|
|
|

|
|
Folk & kultur.
Årbog for Dansk
Etnologi og Folkemindevidenskab 2008.
En særudgave i
anledning af Foreningen Danmarks Folkeminders 100-års
jubilæum.
Udgivet af
Foreningen Danmarks Folkeminder
376 sider, pris
uoplyst
Foreningen
Danmarks Folkeminder >
|
|
|
|
|
|