BogFeature
Færch - Familien, magten og pengene

Af Brian Wiborg, museumsinspektør, Danmarks Industrimuseum

Som overskriften antyder, omhandler Michael Teschls bog i store træk familien Færch, magten internt i familien og en af årsagerne til magtspillet: Penge. Hele handlingsforløbet udfolder sig indenfor de seneste fire år, så sagen er dugfrisk og knap afsluttet. Familien Færch er en velbjerget familie med rødder i Holstebro. De er efterkommere af flere generationer, der skabte en formue på tobaksproduktion, og nu slås de om magten i Færch Holding A/S.

Egentlig lyder det som et fint plot til et fiktivt familiedrama fyldt med intriger, svigt, bedrag og urene tacklinger. Det er bare ikke fiktion. Bogen er baseret på, hvad man i filmsprog vil kalde ”virkelige hændelser”. Og det er så at sige lidt af en hvepserede, forfatteren stikker fingrene i. Det kræver, at forfatteren kan holde tungen lige i munden. Når en families interne magtkampe og intriger skal foldes ud på papir og tilrettelægges på skrift for offentligheden, så må man forvente, at den, der fører pennen gør en dyd ud af at søge en objektiv skildring. Det er desværre ikke tilfældet i denne forbindelse.

Den rest af Færch-familien, der spiller en rolle i bogen er fætrene Jørgen og Stener Færch og især Steners enke og fætrenes børn. Meget behændigt opdeler forfatteren familien i en JF-gruppe og en SF-gruppe helt fra bogens begyndelse. Man behøver ikke læse mere end et par sider, før man ved, hvor Teschls helt entydige sympati ligger. Forfatteren er selv klar over sin mangel på neutralitet, men skriver indledningsvis at ”jeg er sikker på, at det hurtigt vil gå op for læseren, at jeg bestemt ikke forholder mig ukritisk over for nogen af bogens medvirkende, ligesom det næppe kan påstås, at jeg i omtalen af de forskellige begivenheder ’freder’ nogen for det ansvar, som er deres”. På denne præmis påbegynder han så fortællingen om familien Færch, men de kritiske øjne lader han, trods de gode hensigter, kun falde på JF-gruppen.

Bogens hovedperson er Erik Færch, søn af Stener Færch, og i begyndelsen af handlingsforløbet arving til en væsentlig portion af aktierne i Færch Holding. Erik Færch er samtidig forfatterens indgangsvinkel til hele affæren og desuden bogens primære kilde, ligesom det er ham, der drager forfatteren ind i historien. Da ingen fra ”den onde” del af familien fungerer som kilder i bogen, giver det et temmelig farvet syn på netop dem. Især er det den administrerende direktør Lone Færch og hendes kumpaner, der beskrives i lidet positive vendinger. Erik Færch får gennem en ufiltrerende og ukritisk forfatter frit spil til at beskrive en smædekampagne rettet mod sig selv og med Lone Færch som afsenderen som den ondsindede, magtbegærlige og kyniske direktør, der kun er ude efter at få Erik ned med nakken og få overtaget hans stemmegivende aktier i foretagendet. Det er slet ikke utænkeligt, at det har været tilfældet, men handlingsforløbet står – ligesom så mange andre ting i bogen – alene, og forfatteren forholder sig ikke objektivt til det. Og derfor er det ganske usagligt.

Helt slemt bliver det i forhold til Retten i Holstebro, som udhænges af forfatteren som værende korrupt og i lommen på den onde akse af Færch-familien. Forfatteren formår dog at opstille nogle uheldige forhold omkring Retten, og Landsretten omstøder da også Byretten i Holstebros dom i den pågældende sag. Men der er ingen faktuel dokumentation for, at Byretten skulle have handlet, som man kunne forvente, hvis den var placeret i en banan-republik. Senere i samme sag bliver en person fyret fra byens tekniske skole, og her insinueres det, at fyringen skete på foranledning af de onde Færcher. Det er modig gjort af forfatteren at gøre dette uden nogen som helst form for dokumentation andet end hans egne sympatier for den stakkels kvinde, fyringen ramte og resten af de gode Færch’er.

Og sådan fortsætter det. Eriks far, Stener, dør, og enken efter hende bedrages/presses/lokkes til at sælge sin store aktiepost i Færch Holding til sin datter, der nu er på de ondes hold. Erik træder heltemodigt til for at redde sagen, for de onde må ikke få den fulde magt over selskabet. Forfatteren selv kigger ikke til fra sidelinjen, men bliver en direkte medspiller i handlingen i forsøget på at få omstødt enkens salg af aktierne.

Det eneste positive element, der kan fremdrages af denne bog er forfatterens evne til at skrue en spændende fortælling sammen. Han skriver frit og flydende, og han har en fin evne til at opbygge spændingskurver og små teasere. Man bliver faktisk grebet af handlingen undervejs – og så alligevel ikke. For der er så meget, der trækker ned.

Usagligheden og den stærkt tendentiøse forfatter er nævnt, men selve skrivestilen er i sig selv et problem. Spændende ja, velegnet til en krimi, ja, men ikke egnet til en dokumentarisk bog af denne art. Bogen er fyldt med replikker, og det selv fra handlingsforløb, hvor forfatteren ikke var til stede. Det styrker ikke seriøsiteten. Forfatteren gør samtidig et stort nummer ud af selv at blive synlig i handlingen. Han sætter hele tiden sig selv ind i handlingen, og det skygger voldsomt for kernen i historien. Hvorfor skal vi vide, hvad forfatteren tænker og føler i givne situationer? Hvorfor skal vi vide, at han synes godt om Eriks teenagesøns gode stil? Hvorfor skal vi vide, at han bliver ør i hovedet over at modtage mange informationer på én gang? Osv. Det er selviscenesættende og ligegyldigt.

Det har ganske givet været en spændende historie for forfatteren at involvere sig i, men som bogen er blevet skruet sammen, skulle han have valgt helt at lade være med at skrive den, eller vente. Historien har det bedst med at blive modnet, før den kan betragtes på en saglig måde.