|
DKP og
Vietnamkrigen 1963-1973
Af Simon
Ankjærgaard, journalist (DJ) og cand.scient.soc
Vietnamkrigen var den første krig, der
via medierne blev blæst direkte ind i den vestlige
verdens dagligstuer. Ét af de danske medier, der var først
med artikler om striden mellem det kommunistiske
Nordvietnam og det amerikanske støttede Sydvietnam, var
Land & Folk. Netop Land & Folk spiller en
central rolle som kilde i Chris Holmsted Larsens bog om
DKP og Vietnamkrigen, ”Tiden arbejder for os”. I
bogen fortæller han historien om DKP’s rolle i
etableringen – og senere splittelsen – af den danske
Vietnambevægelse.
Det er historien om en bevægelse, der
i starten fungerede som et opportunistisk forsøg fra
DKP’s side på at markere sig på det
udenrigspolitiske område og i opposition til især
udenrigsminister Per Hækkerup, der blev opfattet (og
også opførte sig som) meget pro-amerikansk. Efterhånden
som Vietnambevægelsen blev mere og mere etableret, åbenbaredes
også den grundlæggende strid i og omkring DKP, som
senere skulle vise sig at blive årsagen til bevægelsens
splittelse – og svækkelse. Efter sovjetisk ønske
arbejdede DKP’s centralkomité ad det såkaldte
enhedsspor; Vietnambevægelsen skulle favne så bredt
som overhovedet muligt og gerne højreover ind mod
midten med stående invitationer til SF,
Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Invitationer,
som vel at mærke blev taget positivt imod. På den
anden side stod de mere aktivistiske fløje, der primært
bevægede sig på DKP’s venstre flanke. Hvor DKP’s
centralkomité ønskede at arbejde for en officiel dansk
anerkendelse af Nordvietnam, officiel dansk afstandtagen
fra USA, accept af Geneve-aftalen fra 1954 som det
legitime grundlag for en varig fred og accept af
nordvietnamesiske FNL som en anerkendt
forhandlingspartner, arbejdede de mere aktivistiske
kredse for en mere radikal og grundlæggende
anti-imperalistisk dagsorden. Striden tærede på DKP,
der kæmpede for at finde balancen mellem at opnå bred
politisk indflydelse og samtidig beholde sin status som
det venstreorienterede alternativ til Socialdemokratiet.
De aktivistiske og radikale kræfter mente omvendt, at
DKP slingrede derudaf, eksemplificeret i 1967, da Gelius
Lund, markant medlem af DKP’s inderkreds, fortalte, at
man godt kunne være kapitalist og stadig medlem af den
DKP-drevne Vietnambevægelse. Aktivisterne så denne
udmelding som en falliterklæring, fordi striden i
Vietnam – og Vietnamstriden i Danmark – i deres øjne
netop var en ideologisk strid mellem kommunismen og
kapitalismen, mellem anti-imperialismen og
kultur-imperialismen.
Følger man Chris Holmsted Larsens
argumentation, så måtte det gå, som det gik, nemlig
med en splittelse af Vietnambevægelsen i to lejre; den
aktivistiske og ideologiske – og den enhedsorienterede
og brede. I den splittelse lykkedes det for DKP at få
udrenset nogle af de mest genstridige medlemmer. Omvendt
stod det hurtigt klart, at den Vietnamkritiske danske
befolkning havde større fidus til udbryderne end til
DKP og enhedstanken. 14. november 1969 var begge fløje
således på gaden med demonstrationer – den
enhedsorienterede Vietnam 69 overfor en demonstration
arrangeret af den aktivistisk orienterede De Danske
Vietnamkomitéer – og hér samlede sidstnævnte 20.000
fremmødte mod førstnævntes få tusinde. Og det
uagtet, at Vietnam 69 havde prominente talere som Anker
Jørgensen og Bodil Koch. Enhedsbestræbelserne fik således
først rigtigt vind i sejlene, da en mere venstredrejet
socialdemokratisk regering kom til magten i 1971. Først
hér gav 1960’ernes dans ind mod midten afkast, og
resultaterne var, at alle krav blev opfyldt. Dermed
mistede Vietnambevægelsen sin relevans for partiet, der
efterfølgende kastede sin energi ind i kampen mod
medlemskabet af EF.
Chris Holmsted Larsen har arbejdet ud
fra en meget snæver problemformulering. Det er i første
omgang bogens klare styrke, fordi det snævre fokus
giver en stringent fortælling, der afslører at Chris
Holmsted Larsen har arbejdet grundigt og tilbundsgående.
Og oven i købet formår at formulere sine konklusioner
i et velskrevet sprog. Chris Holmsted Larsen ved, hvor
han vil hen, og han tager os med uden svinkeærinder –
men med det nødvendige sving rundt om Moskva og det
sovjetiske kommunistpartis indflydelse på DKP’s
politik. Her er det en god og velunderbygget pointe, at
DKP i vid udstrækning (kun undtaget de bevægede
Prag-dage i 1968) lagde sig tæt op ad Moskvas politik,
men uden at Moskvas ord blev lov. Det er et klart plus,
at Chris Holmsted Larsen ikke tildeler DKP rollen som
Moskva-partiets marionet, men i stedet formår at
illustrere, hvordan partiet kunne navigere mod egne
udenrigs- og indenrigspolitiske mål indenfor de brede
rammer, som blev formuleret på verdenskommunistiske
kongresser.
Bogens snævre fokus er dog også dens
svaghed. Den privilegerede status, som Chris Holmsted
Larsen giver DKP giver en skævvridning i fortællingen
om Vietnambevægelsen. Som læser vil man have mere. Man
vil vide mere om de mange fraktioner på venstresiden,
som prægede debatten i den periode – og som i sidste
ende var med til at splitte Vietnambevægelsen. Man ønsker
kort og godt en lige så grundig og tilbundsgående
undersøgelse af Vietnambevægelsen/Vietnambevægelserne
som sådan - med lige vægt lagt på alle aktørerne; DKP, SUF, KAK
m.fl. Med Chris Holmsted Larsens bog er bolden hermed
givet op.
|
|
|

|
|
Chris
Holmsted Larsen.
Tiden arbejder for os – DKP og
Vietnamkrigen 1963-1973
Udg. af forlaget Multivers
248 sider, 279 kr.
Multivers >
|
|
|
|
|
|