BogFeature
Tiden arbejder for os

DKP og Vietnamkrigen 1963-1973

Af Simon Ankjærgaard, journalist (DJ) og cand.scient.soc

Vietnamkrigen var den første krig, der via medierne blev blæst direkte ind i den vestlige verdens dagligstuer. Ét af de danske medier, der var først med artikler om striden mellem det kommunistiske Nordvietnam og det amerikanske støttede Sydvietnam, var Land & Folk. Netop Land & Folk spiller en central rolle som kilde i Chris Holmsted Larsens bog om DKP og Vietnamkrigen, ”Tiden arbejder for os”. I bogen fortæller han historien om DKP’s rolle i etableringen – og senere splittelsen – af den danske Vietnambevægelse.

Det er historien om en bevægelse, der i starten fungerede som et opportunistisk forsøg fra DKP’s side på at markere sig på det udenrigspolitiske område og i opposition til især udenrigsminister Per Hækkerup, der blev opfattet (og også opførte sig som) meget pro-amerikansk. Efterhånden som Vietnambevægelsen blev mere og mere etableret, åbenbaredes også den grundlæggende strid i og omkring DKP, som senere skulle vise sig at blive årsagen til bevægelsens splittelse – og svækkelse. Efter sovjetisk ønske arbejdede DKP’s centralkomité ad det såkaldte enhedsspor; Vietnambevægelsen skulle favne så bredt som overhovedet muligt og gerne højreover ind mod midten med stående invitationer til SF, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Invitationer, som vel at mærke blev taget positivt imod. På den anden side stod de mere aktivistiske fløje, der primært bevægede sig på DKP’s venstre flanke. Hvor DKP’s centralkomité ønskede at arbejde for en officiel dansk anerkendelse af Nordvietnam, officiel dansk afstandtagen fra USA, accept af Geneve-aftalen fra 1954 som det legitime grundlag for en varig fred og accept af nordvietnamesiske FNL som en anerkendt forhandlingspartner, arbejdede de mere aktivistiske kredse for en mere radikal og grundlæggende anti-imperalistisk dagsorden. Striden tærede på DKP, der kæmpede for at finde balancen mellem at opnå bred politisk indflydelse og samtidig beholde sin status som det venstreorienterede alternativ til Socialdemokratiet. De aktivistiske og radikale kræfter mente omvendt, at DKP slingrede derudaf, eksemplificeret i 1967, da Gelius Lund, markant medlem af DKP’s inderkreds, fortalte, at man godt kunne være kapitalist og stadig medlem af den DKP-drevne Vietnambevægelse. Aktivisterne så denne udmelding som en falliterklæring, fordi striden i Vietnam – og Vietnamstriden i Danmark – i deres øjne netop var en ideologisk strid mellem kommunismen og kapitalismen, mellem anti-imperialismen og kultur-imperialismen.

Følger man Chris Holmsted Larsens argumentation, så måtte det gå, som det gik, nemlig med en splittelse af Vietnambevægelsen i to lejre; den aktivistiske og ideologiske – og den enhedsorienterede og brede. I den splittelse lykkedes det for DKP at få udrenset nogle af de mest genstridige medlemmer. Omvendt stod det hurtigt klart, at den Vietnamkritiske danske befolkning havde større fidus til udbryderne end til DKP og enhedstanken. 14. november 1969 var begge fløje således på gaden med demonstrationer – den enhedsorienterede Vietnam 69 overfor en demonstration arrangeret af den aktivistisk orienterede De Danske Vietnamkomitéer – og hér samlede sidstnævnte 20.000 fremmødte mod førstnævntes få tusinde. Og det uagtet, at Vietnam 69 havde prominente talere som Anker Jørgensen og Bodil Koch. Enhedsbestræbelserne fik således først rigtigt vind i sejlene, da en mere venstredrejet socialdemokratisk regering kom til magten i 1971. Først hér gav 1960’ernes dans ind mod midten afkast, og resultaterne var, at alle krav blev opfyldt. Dermed mistede Vietnambevægelsen sin relevans for partiet, der efterfølgende kastede sin energi ind i kampen mod medlemskabet af EF.

Chris Holmsted Larsen har arbejdet ud fra en meget snæver problemformulering. Det er i første omgang bogens klare styrke, fordi det snævre fokus giver en stringent fortælling, der afslører at Chris Holmsted Larsen har arbejdet grundigt og tilbundsgående. Og oven i købet formår at formulere sine konklusioner i et velskrevet sprog. Chris Holmsted Larsen ved, hvor han vil hen, og han tager os med uden svinkeærinder – men med det nødvendige sving rundt om Moskva og det sovjetiske kommunistpartis indflydelse på DKP’s politik. Her er det en god og velunderbygget pointe, at DKP i vid udstrækning (kun undtaget de bevægede Prag-dage i 1968) lagde sig tæt op ad Moskvas politik, men uden at Moskvas ord blev lov. Det er et klart plus, at Chris Holmsted Larsen ikke tildeler DKP rollen som Moskva-partiets marionet, men i stedet formår at illustrere, hvordan partiet kunne navigere mod egne udenrigs- og indenrigspolitiske mål indenfor de brede rammer, som blev formuleret på verdenskommunistiske kongresser.

Bogens snævre fokus er dog også dens svaghed. Den privilegerede status, som Chris Holmsted Larsen giver DKP giver en skævvridning i fortællingen om Vietnambevægelsen. Som læser vil man have mere. Man vil vide mere om de mange fraktioner på venstresiden, som prægede debatten i den periode – og som i sidste ende var med til at splitte Vietnambevægelsen. Man ønsker kort og godt en lige så grundig og tilbundsgående undersøgelse af Vietnambevægelsen/Vietnambevægelserne som sådan  - med lige vægt lagt på alle aktørerne; DKP, SUF, KAK m.fl. Med Chris Holmsted Larsens bog er bolden hermed givet op.