|
– og andre historier om
idræt og politik
Af
Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Stadsarkiv
Jørn Hansen er en af vore
fremmeste idrætshistorikere. Han har tidligere skrevet
interessante bøger om Olympiske Lege og om fodboldens
verdenshistorie – og i adskillige tidsskriftartikler
medvirket til kritisk at belyse den såre væsentlige
beskæftigelse med idræt og sport. Ganske vist oftest
en fritidsbeskæftigelse men derfor ikke nødvendigvis
noget, der tages let på. Idræt er skam en alvorlig
sag!
Og alvorligt er emnet for
denne bog da også. Nemlig forholdet mellem idræt/sport
og politik. Skråstregen i den foregående sætning
henviser i øvrigt til en hidsig dansk diskussion i
slutningen af 1800-årene om hvilket ord eller begreb,
man skulle bruge om legemsøvelserne. Den engelske sport
med konkurrence og ’højere-hurtigere-længere’ over
for den ægte danske gymnastik eller idræt, som
defineredes som led i bøndernes kamp for demokrati. Den
nationale, ægte danske gymnastik kom i øvrigt fra
Sverige! Sport og idræt var altså allerede her i høj
grad politiske størrelser, måske ikke i sig selv men
blev i hvert fald anvendt sådan.
Jørn Hansen påviser i
denne historiske redegørelse helt fra Turn-bevægelsen
i Tyskland for, hvordan idræt og sport hele tiden gøres
til genstand for politiske overvejelser og handlinger
– gøres til den moralske stedfortræder for
politikken. Det gælder fx, når staten ønsker at
fremme folkesundhed gennem gymnastikundervisning i
skolerne. Idræt og politik hang også sammen, når
arbejderbevægelsen forsøgte at skabe en decideret
arbejderidræts-bevægelse. Et forsøg, der ikke gik særligt
godt i Danmark – det er nu heller ikke nemt at spille
socialistisk fodbold eller kaste socialistisk spydkast
– mens fx arbejderidrætten i Tyskland var en massebevægelse,
som først blev kvalt efter nazisternes magtovertagelse.
Nogle af de mest tydelige
eksempler på brugen af idræt og sport i politikkens
tjeneste findes i mellemkrigstiden, hvor diktatoriske
regimer benyttede sig af sportens popularitet til at
knytte folket til sig. Således Mussolinis fodbold-VM i
1934 – eller allermest velkendt Hitlers Olympiske Lege
i Berlin 1936. Under besættelsen argumenterede idrætslederne
i Danmark med, at idræt og politik skulle holdes
adskilt og kom på den måde til at medvirke i det tyske
propagandaapparat, idet man villigt bidrog til idrætsligt
samkvem med tyske sportsfolk. Den kolde krig er fyldt
med eksempler på sammenblanding af idræt og politik
– forskellige boykot-aktioner i forhold til Olympiske
Lege og brugen af idrætten som et vigtigt led til
anerkendelse, især i DDR’s tilfælde.
Jørn Hansen argumenterer
overbevisende for, at idræt og politik er blandet
sammen, nogle gange på en harmløs måde, andre gange
knap så uskyldigt. Og det kan godt være politikere,
der advokerer for ikke at blande de to ting sammen, men
dermed netop gør det. Det netop overståede OL i
Beijing er vel et godt eksempel herpå, jf. diskussionen
om deltagelse ved åbningshøjtideligheden. Denne
begivenhed diskuterer Jørn Hansen til en afslutning og
anbefaler en kritisk dialog med kineserne frem for
bedrevidende fordømmelse. Manuskriptet er færdiggjort
inden OL – og her bagefter må konstateres, at der
forhåbentlig har været en kritisk samtale mellem Kina
og resten af verden, for indtrykket er i hvert fald, at
kineserne ganske hæmningsløst og med en ufattelig
anvendelse af ressourcer har promoveret landet og
systemet.
Jørn Hansen har skrevet
en spændende, indsigtsfuld og væsentlig bog om et
stort emne. Der er masser af stof til diskussioner og
overvejelser, og dertil vil der være mange læsere, som
opdager detaljer, som de ikke kendte i forvejen. Den
moralske stedfortræder får anbefalinger herfra –
bogen altså!
|
|
|

|
|
Jørn Hansen:
Den moralske
stedfortræder
– og andre historier om idræt og politik
Udg. af Syddansk
Universitetsforlag.
182 sider, 225 kr.
Universitypress >
|
|
|
|
|
|