|
En
husmandsdreng fra Tåsinge fortæller om opvækst og
ungdom.
Af
Lene Tranberg, cand. mag. i historie og dansk
Sjældent
sker det i disse tider, at der udgives litteratur om
eller af husmænd. Så som inkarneret fan af sådanne
udgivelser var min glæde og forventning selvsagt stor,
da jeg satte mig for at læse Hans V. Poulsens ”Den
gode Vilje. En husmandsdreng fra Tåsinge fortæller om
opvækst og ungdom.”
Mine
forventninger blev absolut indfriet. ”Den
gode Vilje” er Hans V. Poulsens godt, mundret og
levende fortalte erindringer om sin barndom og ungdom i
tiden ca. 1933 - 1962.
Hans
V. Poulsen blev født i 1933 i Landet Sogn på Tåsinge
og voksede op hos sine forældre og sin mormor på forældrenes
statshusmandsbrug ved Landet Kirke. Som ung var han
bl.a. på to højskoleophold, og han tjente på flere gårde
på Bornholm, hvor han mødte sin kommende kone Inger. I
1959 overtog han forældrenes ejendom på Tåsinge. Men
han solgte den igen i 1962 og flyttede sammen med sin
kone, børn og moder til deres nye landbrug i Bodilsker
sogn på Bornholm.
For
mange år siden begyndte han at nedskrive sine
erindringer på opfordring af sine børn. Bogens titel ”Den
gode Vilje” er ment som hans forsinkede tak til
sine forældre, præsten i Landet sogn og alle andre,
som han mødte under sin opvækst, og som kun var gode
mod ham. Hermed ønsker Hans V. Poulsen at pointere, at
ikke alle småbønder, landsbylærere og andre i
samtidens landsbysamfund var voldelige tyranner. Mange
havde og formåede at praktisere den gode vilje i
forhold til deres medmennesker.
”Den
gode Vilje”
er en 150 siders bog i tværformat, der er illustreret
af et godt og relevant billedmateriale bestående af
sort-hvide fotografier, farvefotografier, kort, malerier
og lignende. Af og til er der dog lidt langt mellem
illustrationerne. Herudover er der bagerst i bogen et
meget godt og tydeligt kort i farver over Tåsinge, hvor
de omtalte byer og steder er angivet. Kortet giver den
ikke-stedkendte læser et godt overblik over de omtalte
områder og mulighed for at følge med i, hvor de
forskellige beskrevne hændelser fandt sted. Det ville
dog have været en stor fordel, hvis kortet i stedet
have været placeret foran i bogen, så dets eksistens
var mere tydelig for læseren fra starten.
Bogens
tekst består af niogfyrre korte afsnit. De første
otteogfyrre afsnit udgør erindringerne i ét sammenhængende
kapitel. Disse afsnit veksler meget mellem at omhandle
forskellige begivenheder og forskellige temaer på tværs
af tid. Der er en overordnet kronologi i erindringerne.
Men fra det ene afsnit til det næste er de enkelte
begivenheder ikke altid gengivet kronologisk, og især i
bogens start springes der en del frem og tilbage i tid.
Ligeledes virker nogle af de tematiske afsnits rækkefølge
lidt ulogisk i forhold til både hinanden og de
beskrevne begivenheder. Tilsammen bevirker alt dette, at
teksten virker lidt rodet og indforstået.
I
det niogfyrretyvende og afsluttende afsnit skitserer
Hans V. Poulsen kortfattet sin baggrund og livsforløb.
Her giver han de fakta og det overblik, som læseren let
kommer til at savne i sin læsning af selve
erindringerne. Det ville derfor have været langt bedre,
hvis dette afsnit i stedet havde indledt udgivelsen. I så
fald havde læseren fået det fornødne overblik og den
nødvendige viden til at læse erindringerne.
Endvidere
må det for en ordens skyld også pointeres, at
erindringernes troværdighed selvsagt svækkes i nogen
grad af, at de omhandler forhold, hændelser, tanker og
følelser fra forfatterens barndom og ungdom, der ligger
mange år tilbage i tiden. Der må derfor tages
forbehold for, at han i nogle tilfælde kan have husket
forkert eller i en ubevidst efterrationalisering
erindret forholdene bedre eller dårligere, end de
oprindeligt var.
Men
når alt det så er sagt, må det slås fast, at på
trods af disse mindre skønhedsfejl og forbehold er Hans
V. Poulsens ”Den gode vilje” i sin helhed et særdeles godt værk.
Det er det, fordi det skildrer mange og
meget alsidige, interessante og vedkommende facetter ved
samtidens mindre landsbysamfund og deres især dårligere
stillede befolkningsgruppers liv på en ærlig, levende
og nærværende måde. Som læser gribes man af og lever
sig ind i de mange sørgelige, skrækkelige, livsbekræftende
og glædelige fortællinger. Man forarges, forskrækkes
og glæder sig sammen med fortælleren og de omtalte
personer. På den vis får læseren en oplevelse af, at
det hele heller ikke dengang var så enkelt og ensidigt
endda.
Helt
konkret skildrer erindringerne således bl.a.
befolkningens materielle og sociale forhold som fx
statshusmændenes levevilkår, arbejdsliv og
produktionsmetoder i mark og stald, mad- og
drikkekultur, husmandsbørns arbejde for gårdmænd samt
andelsmejeriets betydning og funktion i lokalsamfundet.
Erindringerne beskriver også landsbylivets kulturliv i
form af f.eks. sang og musik, ritualer og lege, læsevaner
og ideologiske debatter, skolegang i den lokale
landsbyskole og børnenes og de unges fritidsliv med
bl.a. fodboldspil og badning. Herudover fortæller
erindringerne også om de mere psykologiske og mentale
aspekter som fx visitkultur og relationsmønstre blandt
slægtninge, naboer og bekendte og folks væremåder,
forestillinger, følelser samt normer og værdier i
forhold til fx kærlighed, forelskelse og sex.
Indflettet i alle disse beskrivelser tegnes der præcise
og nuancerede tidsbilleder af især de mindre
landsbysamfund og deres befolkninger og personligheder på
bl.a. Tåsinge, Fyn og Bornholm, hvor Hans V. Poulsen færdedes
i denne periode.
Alt
dette gør ”Den
gode vilje” til et værk, der ikke blot bibringer
en masse informativt, interessant og værdifuldt
materiale til den lokalhistoriske forskning. Med dens
grundige og nuancerede skildring af emner, som fx
landbefolkningens levevilkår, madkultur, fritids- og
kulturliv, værdier og tanke- og følelsesmønstre, må
den også betragtes som et væsentligt bidrag til mange
aktuelle mikrohistoriske social-, kultur- og
mentalhistoriske undersøgelser og diskussioner.
På
baggrund heraf henvender ”Den
gode vilje” sig ikke blot til alle, der kender til
eller interesserer sig for lokalhistorie om de omtalte
egne på især Tåsinge, Fyn og Bornholm. Dens læserskare
bør også udgøres af alle med interesse for den pågældende
periodes især dårligere stillede landbefolknings
mikrohistorie og social-, kultur- og mentalhistorie.
|
|
|

|
|
Hans
V. Poulsen:
Den
gode vilje.
En husmandsdreng fra Tåsinge fortæller om opvækst og
ungdom.
Udg.
af Landbohistorisk Selskab
150
sider, ill., 178 kr. (bogklub 148 kr.)
Landbohistorisk
Selskab >
|
|
|
|
|
|