Af
Cand.mag. Winnie Maria Bak-Vidriksen
Hans Kornø Rasmussens
bog er et stykke demografiens danmarkshistorie. Han
indleder med et citat fra den tidligere britiske
ambassadør i Danmark, Sir James Mellon, der udtalte
at ….danskerne er ikke en nation(…)de er en
stamme…..
Og hvorfor nu en stamme?
Jo for Danmark har godt nok altid været vant til
indvandring, men altid kun i relativt små grupper, og
de kom stort set alle for at arbejde. Dette ændrede
sig ved indgangen til det nye årtusinde og satte
Danmark i et ironisk dilemma. Men mere herom senere.
”Den danske stamme”
er opdelt i 8 kapitler. En præsentation og derefter i
demografiske perioder; fra istiden til 1645, fra 1645
til 1801, fra 1801 til 1900, fra 1900 til 1950, fra
1950 til 2000, fra 2000 til 2007 og sidst efter 2007.
Man støder ikke på
danerne og danernes stamme i skriftlige kilder før
omkring år 600. Omkring år 970 blev Danmark
navngivet af Harald Blåtand, og så var vi for alvor
på banen som stamme. I mange århundreder og årtier
frem er det dog svært at fastlægge
befolkningstallet, da kongens land bestod af flere og
stadig skiftende områder. Sikkert er det dog, at
befolkningstallet stiger frem til 1240’erne, hvor
Europa rammes af forskellige problemer; mongolerne
tager på erobringstogt, krigslykken i Jerusalem
vender, og der er uro i den katolske kirke. Og i
midten af 1300-tallet rammer pesten så Europa.
Virkningerne var katastrofale.
I 1645 blev der holdt
mandtal i Danmark – danmarkshistoriens første forsøg
på at udarbejde noget der med megen god vilje kunne
minde om en folketælling. Herefter følger flere
folketællinger af samme standart. Først med folketællingerne
i henholdsvis 1769 og 1787 har man pålidelige
resultater. Fra 1901 og frem til 1970 blev der afholdt
folketællinger hvert femte år. I 1969 indførte vi
det Centrale Personregister og udstyrede alle borgere
med et cpr-nummer. Kontrollen med folketallet var
total.
Som nævnt i starten,
har Danmark pr. tradition været et udvandringsland og
ikke et indvandringsland. Forskellige omstændigheder
har dog langsom ændret dette. Dalende antal fødsler,
den store 68’er generation efterfulgt af en lille
ungdomsårgang, mangel på arbejdskraft, flygtningestrømme
osv. Flygtningegrupperne kan – groft stillet op –
opdeles i de polske udvandrere, der strømmede til
Amerika og ud i Europa i forbindelse med opsplitningen
af Polen i 1795, de russiske jøder i begyndelsen af
1900-tallet og sidst den store gruppe af mennesker der
flygtede fra krige og revolutioner – de første i
forbindelse med opløsningen af Osmannerriget.
Selv efter de to
Verdenskrige, hvor Europa var oversvømmet med
flygtningestrømme, var Danmark rimelig uberørt –
undertegnede skal undlade at komme nærmere ind på
restriktiv flygtningepolitik o.lign. Helt frem til
1950’erne er Danmark således et kulturelt såvel
som religiøst ekstremt homogent samfund – udlændinge
i Danmark er i vid udstrækning tyskere og folk fra de
øvrige nordiske lande.
Med genopbygningen efter
2. Verdenskrig sker der dog en masse ting. Kort
fortalt bliver der mangel på arbejdskraft, og det
bliver nødvendigt at importere ledige hænder, den føromtalte
68’er generation er mere interesseret i at realisere
sig selv end af formere sig, kvinderne kom ud på
arbejdsmarkedet, levealderen er støt stigende,
Danmark indtræder i EF.
1970’erne er årtiet
der markerer, at Danmark skifter fra at være et
udvandrerland til et indvandrerland. Danmark er for
alvor blevet en del af det internationale og globale
samfund, og det skaber problemer for stammen. Det
danske samfund var ikke forberedt på udfordringerne,
det homogene og solidariske velfærdssamfund ikke
skruet sammen til at modtage så store og så
anderledes befolkningsgrupper…de kostede penge fra
den fælles kasse….vores fælles kasse.
Ironien ligger dog i, at
Danmark, som forfatteren skriver, i årtier har
arbejdet utrætteligt på at udbrede de sunde danske værdier
om lighed og retfærdighed for alle over hele kloden,
men med den nye indvandring skulle disse holdninger
testes på egen grund.
Demografi kan være
noget frygteligt tørt stof, men Hans Kornø Rasmussen
formår at skabe en mening med tallene og
statistikkerne. De bruges til at fortælle danskernes
historie fra en lidt anden indgangsvinkel, og det er
bestemt ikke uinteressant. Man kan f.eks. mene om
indvandringen, hvad man vil, men fakta er, at den
danske stamme ikke har reproduceret sig selv i 39 år
i træk, og vi er derfor i stadig stigende grad afhængige
af indvandrere og deres arbejdskraft.
Bogen
anbefales herfra
