BogFeature
Danske landsbyer

Af Erik Helmer Pedersen

Ofte får man mest ud af en bog, hvis man studerer den bagfra. Som i dette tilfælde, hvor vi på dens allersidste side møder forfatteren på en historisk slentretur i  landsbyen Ågård, Øster Starup sogn ikke langt fra Egtved. Her finder han mange levn fra det, han forstår ved andelstiden,  den danske landsbys sidste storhedstid (1880-1960), hvor den materielle sammenføjningskraft i det daglige arbejde med jorden fik et kulturelt modstykke i grundtvigske forsamlings- og skoleinstitutioner, naturligvis muret op i røde sten. Desuden findes en velmeriteret kro, hvor man som forfatteren kan finde lidt timelig føde oven på byvandringen og derpå lave en optegnelse om dagens historisk-litterære høst.

Dermed sluttes en odyssé til et udvalg af traditionsrige danske landsbyer, forfatteren foretog 2004-05. Hensigten var som allerede antydet at studere de historiske rester af den sammenhængende historie, landsbyen som skildret i bogen har gennemlevet fra dens faste etablering omkring år 1000 til dagen af i dag. Strengt taget ophørte den dog efter forf.s mening at eksistere i historisk forstand omkring 1960, da fabrikslignende svine- og kvægfarme, forbundet i regionale eller landsdækkende koncerner, med deres stormaskede net distancerede sig fra et hverdagsliv i fællesskabets regi i den gamle landsby. I stedet rykkede byboer ind i de forladte huse og rustificerede dem efter personlig smag, hvis de da ikke byggede et parcelhus på en gammel gårdstomt, skødesløst klistret oven på dens beholdning af tusindårige kulturelementer.

Denne rejse ind i fortidens nutidige sceneri er viet et helt afsnit i det store og smukt illustrerede værk, Erland Porsmose, en af de største kendere af vor rurale kulturarv, har skrevet efter mange års studier over arkivernes bunker af papirer og de materielle levn rundt omkring i eksisterende som forladte landsbyer. Siden 1980 har han været leder af Kerteminde-egnens Museer og derfor haft som opgave at forestå den slags eftersøgnings- og bevaringsarbejder.

Som bogen afsluttes aktuelt, så indledes den med ”Et besøg i landsbyen”. Her cykler vi med forfatteren ud ad landevejen, og for hver tredje kilometer passerer vi en landsby. Det hestetrukne landbrug kunne kun klare 1½ km som arbejdsgrænse og mødtes dér med folkene fra nabolandsbyen, ude i samme ærinde. Er landsbyen en tusindårig adelby, har den ofte en kirke med tilhørende kirkegård og præstegård, og det er i mere end én forstand forfatterens udgangspunkt for hans genfortælling af landsbyhistoriens lange spand, sådan som han opfatter sammenhængen.

I al korthed: De eksisterende landsbyer fik deres faste plads omkring år 1000. Samtidig revolutioneredes efter udenlandsk påvirkning de hidtidige dyrkningssystemer og de teknologiske hjælpemidler i et sådant omfang, at adelbyen ikke kunne huse de nye aktiviteter og en voksende befolkning, men måtte lade folk flytte ud til nye bebyggelse, kaldet torper, uden for den gamle bymark. Samtidig etableredes den kristne kirke for alvor, fik bygget kirker, først af træ, senere af sten. Det måtte naturligvis finansieres, og i 1000-tallet indførtes tienden,  ”i virkeligheden en kolossal skat på 1/10 af landbrugets bruttoproduktion”, som det udtrykkes. Domkirker, kirker og klostre fik et kgl. modspil i store borganlæg, alt sammen finansieret gennem særlige plovskatter og ledingsskatter. Til bebyggelsesekspansionen svarede en kraftig befolkningstilvækst. Hjulploven med påsat muldfjæl pløjede gødningen ned og lagde furerne op mod hinanden i højryggede agre og sørgede derved for den fornødne afvanding. Et net af købstæder sprang frem i 1100-tallet og skabte den kommercielle ramme omkring bondegerningen.

Efter hen ved 300 års uafbrudt ekspansion vendte udviklingen, og den danske landsby blev kastet ud i den senmiddelalderlige krise, som formentlig varede i hen ved 200 år  (1300-1500). Baggrunden var den, at de naturlige ressourcer ikke kunne holde trit med befolkningstilvæksten. Landbrugsstrukturen var ligeledes presset, og alt dette resulterede i oprettelse af mange ”husmandsbrug”, i datidens terminologi gårdsædebrug, der skulle levere arbejdskraft til de større brydegårde. Desuden etableredes mange steder store landbogårde eller fæstegårde. Mange døde af hungersnød, hvis ikke pestepidemien, den sorte død i årene 1348-50, gjorde det af med dem. Ruinhobe i form af ødegårde mødte øjet overalt, og mange torper måtte simpelthen opgives igen.

Efterhånden som ødegårdskrisen i løbet af 1400-tallet klingede ud, indledtes en ny 200-årig rydningsperiode. Antallet af gårde i landsbyen lå nu fast, men nye huse kom til, så der opnåedes ligevægt i bebyggelsen. Helt frem til år 1800 bestod en dansk landsby gennemsnitligt af 12 gårde og 12 huse. Et fornyet pres på ressourcerne ledte til nye rydninger, især i det 2-3 km brede bælte af kystskove, som hidtil havde beskyttet de bagvedliggende landsbyer mod sørøveranfald. Den risiko kunne en langt stærkere kongemagt nu fjerne. På mange næs og småøer i Bælthavet ryddedes derefter til landsbyer med små fiskergårde. De forhuggede skove kunne ikke længere afgive træ til bondegårdens bygninger, og i stedet tyede man til lerklinet bindingsværk.

Efterhånden var jorden blevet samlet på færre hænder, velsagtes 7-800 hovedgårde, og dette tal holdt sig stabilt frem til 1800-tallet. Størrelsen voksede imidlertid fra 2- til 7-8 bondegårdes areal, og mange bøndergårde, ja hele landsbyer opslugtes herved. Til gengæld måtte der præsteres mere hoveriarbejde fra de overlevende bøndergårde. I nød og bekneb for en offentlig administration måtte herremændene fungere i denne rolle og herunder stå inde for skatteopkrævningen. Den traditionsbestemte forbindelse herremand-fæstebonde blev i tiden 1733-88 under påberåbelse af soldaterudskrivningen til et lovformeligt ”stavnsbånd”, der som en usynlig fodlænke låste bondestandens unge og yngre mænd fast til fødestavnen, godset.

Erland Porsmose grupperer rent typologisk 1600-tallets godt 5.000 landsbyer inden for kongerigets grænser i fire hovedgrupper: agerbygden eller slettebygden, den centrale form, som hovedsaglig findes i det han kalder ”Ler Danmark”, skovbygden med mindst ¼ dækket af skov, hedebygden på sandjorden i Jylland , ”Periferi-Danmark” og den tætbebyggede kystbygd med dens små fiskergårde. Lerjordens bønder tæller og tjener mest, men er hårdest beskattet. Til disse tal skal lægges ca. 500 sønderjyske bøndergårde.  Landsbyerne var hensigtsmæssigt placeret i terrænet; som  en højt beliggende centralby midt i agermarken, på Fyn som en slynget vejby, evt. i en vejklyngeby, hvor flere veje mødes i en skovbygd. Typen forteby resp. vejforteby omkring en åben plads er mindst udpræget på Fyn. Den 4-længede gård bliver over tid grundtypen, om end der i rigets randområder træffes knapt så sluttede former.

Om livet i landsbyen i fællesskabets lange tidsalder bruger forf. det traditionelle billede med bønderne, som på bystævnet forud for agerbrugets store sæsoner sidder på deres ”stokke”  (NB! ikke sten) og forhandler sig til rette, socialt oplivet gennem inddrivning af bøder for forsyndelser med fællesskabets love, som oftest takseret i kvanta af øl. På tværs af  fællesskabets  tarv kunne der pludselig komme opbud fra herregården om at møde til hovarbejde næste dag, men da kunne bonden jo sende sine karle og piger. ”Systemet fungerede faktisk overraskende godt”, skriver forf. på s. 102.

Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet vender op og ned på dette billede i konsekvens af  udskiftningen af fællesskabet og jordens opdeling i selvstændige parceller. Byggedes en ny gård ude på jorden, blev den gamle tomt i landsbyen brugt til andre formål. Gårdene fik her følgeskab af et mere end fordoblet antal husmandsbrug, som i de første årtier af 1900-tallet blev tildelt jord i medfør af en særlig lovgivning. I hælene på en omfattende landbrugsmodernisering fulgte en tilsvarende kommercialisering på markedsvilkår, og den leder lige over i andelstiden efter 1880, hvis inderste kerne efter Porsmoses opfattelse er andelsmejeriets og brugsforeningens tilsynekomst. Det nye fællesskab holder dog kun små hundrede år, hvorefter landbrugets industrialisering tegner udviklingen gennem de sidste 50 år.

Det må blankt erkendes, at det meddelte referat af Porsmoses bog langtfra yder hans fremstilling retfærdighed.  Når det alligevel er sat på papiret (skærmen!), skyldes det et ønske om at vise, hvor omfattende og kompliceret en samfundsproces over tusind år det er lykkes ham at fastholde i sine hovedtræk.. Som en rutineret forgrundsskikkelse på sit faglige gebet kender Erland Porsmose om nogen historien i alle dens forgreninger, og man får hele tiden god besked i en lettilgængelig og alligevel seriøs stil. Han har sit hjerte med i fortællingen; ikke så sjældent tyr han til værdiladede udtryk, når han vil demonstrere landsbyhistoriens centrale rolle i vor Danmarkshistorie.  Højtidelig stemmes han af mødet med landsbykirken i dens historiske rolle, imponeret bladrer han i1688-matrikuleringen og forundres højligen over, hvad den dog i grunden sammenfatter af bondeslid og –udbytte, og ærgerlig og trist til mode bliver han, når han  nostalgisk gennemtænker den medmenneskelige omkostningsside af markedsøkonomiens totale stop for en tusindårig udvikling. Landsbyromantikken i dens rene og uforfalskede form har i ham fået en varmhjertet talsmand, selv om han ikke er ganske blind for dens skyggesider.

Men her er vi ved et kildent punkt. Landsbyhistorien får i Porsmoses udlægning et lidt for selvfølgeligt præg. Det ene element afløser så at sige naturgivet det andet, og alt føjes ind i en ramme, der modstår ethvert forsøg på sprængning. Naturligvis må en øvet og dygtig formidler som Porsmose se bort fra en tøvende fremstillingsmåde, hvor det ene forbehold efter det andet trætter og til sidst udmarver læseren. Alligevel ville det have været på sin plads indledningsvis at lægge kortene på bordet: Det efterfølgende er ikke den skinbarlige sandhed, men en stor syntese, en sammenfatning af, hvad jeg E.P. kan stå inde for. En teori om man vil. En hel hær af forskere fra mange discipliner har ydet bidrag til den danske landsbys tusindårige historie, men langt fra stemmer deres resultater overens. Hænger historien overhovedet sammen på den måde, den fortælles i Porsmoses værk?

Et blik på hans litteraturliste giver forklaringen. Den er langtfra dækkende og er meget summarisk holdt. Her havde det været på sin plads med en bredere diskussion af den bagvedliggende dokumentation, idet den kunne tjene som et middel til at få drøftet forskellige fortolkningsmuligheder. Mange kolleger, fhv. som nutidige, er slet ikke nævnt, såsom hans  projektfælle fra studietiden i Odense, Torben Grøngaard Jeppesen og en anden kollega fra den tid, Finn Stendal Pedersen, hvis fynske materiale fra 1688-matrikuleringen forf.  tidligere har benyttet. Torben Grøngaard Jeppesens licentitatsafhandling fra 1981 Middelalderlandsbyens opståen har Porsmose tidligere gjort god brug i sit omfattende bidrag til Det danske landbrugs historie, I , 1988. Her refereres de foretagne udgravninger, Grøngaard Jeppesen har forestået i en række nordøstfynske landsbyer; i nærværende bog får enkelte steder blot det prædikat, at de er blevet ”undersøgt arkæologisk”.

Forklaringen kunne være den, at Erland Porsmoses interesse nu samler sig nok så meget om kulturmiljøets som om bebyggelsens historie. Men selv om nærværende anm. må kreditere Porsmose for at have, om man må sige, opdyrket et nyt studiefelt, forekommer det dog rimeligt at have begrundet sine uundgåelige valg noget mere udførligt. Det er naturligvis såre interessant, at han har forsøgt at se landsbyens historie så at sige indefra, men det ville have styrket hans resultater betragteligt, om han havde ofret lidt mere opmærksomhed på dens ydre historie, dens forankring i en bredere sammenhæng. Noget sådant er ganske vist tilstræbt de fleste steder, men der opstår trods al hans store indsigt i vidt forskellige ting ret mange skævvridninger. Eksempelvis overdrives landsbyfællesskabets positive træk; bagsiden viser sig ofte at være en århundredlang bondeslendrian, sådan som bl.a. S. P. Jensen har vist det. Den sociale samhørsfølelse beboerne imellem kan vist også let overbetones. Porsmoses landbrugsfaglige interesse gælder især korndyrkningen, selv om han et enkelt sted indrømmer kvægavlen stor betydning. Efter anm.s opfattelse underbetones mejeridriftens betydning i de tidlige perioder. Allerede i 1700-tallet var fynsk og østjysk bondesmør noteret til gode priser i Storbritannien. Når vi kommer op i den meget berømmede andelstid, må man ikke overse, at flere generationer af husmands- og landarbejderbørn nærmest var tvunget til at blive lavtlønnede karle og piger, fordi industrialiseringsprocessen i byerne trak i langdrag i konsekvens af landbrugserhvervets erhvervsmæssige og –politiske dominans. Landsbyromantikken har sin tabskonto. Der blev ganske længe rejst beskyttende mure mod verdenskonjunkturernes bølgeslag mod dansk foretagsomhed på landbrugsområdet, og dermed forsinkedes den uundgåelige mekanisering med påfølgende affolkning af landdistrikterne.

Selv om man, som anm. i høj grad gør det, påskønner Erlands Porsmoses forening af faglig indsigt og ideel stræben efter at beskytte den danske bondelandsbys glorværdige historie mod forglemmelse midt i globaliseringens tidsalder, ville en bredere og mere liberal fortolkningsramme paradoksalt nok have styrket hans budskab.