BogFeature
CIA - Fra den kolde krig til krigen mod terror 

Af Jesper Hjarsbæk Rasmussen

CIA er blevet og har selv fremstillet sig selv som en velsmurt og effektiv efterretningsvirksomhed, der med forbilledlig timing i over 60 år har udgjort USA’s bolværk mod ydre fjender. Dette billede bliver godt og grundigt pillet fra hinanden i New York Times-journalisten Tim Weiners nye bog om den amerikanske efterretningstjeneste.

Denne moppedreng på 500 sider er blevet til på baggrund af Clintons præsidentielle direktiv i 1995 om afklassificering af alle statslige dokumenter, der er 25 år eller ældre, hvorfor Weiner har fået adgang til CIA's beslutninger og operationer fra 1940'erne til 60'erne. Han har desuden interviewet mere end 300 CIA-ansatte, herunder alle CIA-direktører, bortset fra Reagans Bill Casey.

Det er naturligvis en velkendt påstand, at vestlige efterretningstjenester altid har forsvaret sig med, at vi kun kender dem for deres fiaskoer: Når de forhindrer et terrorangreb, en krig eller har held til at placere en spion dybt inde i et diktatorisk regime, hører vi sjældent om bedriften. Det er denne påstand, som Weiner begiver sig ud for at undersøge – og det skal ikke være nogen hemmelighed, at påstanden ingenlunde holder vand. CIA’s historie er ifølge Weiner spækket med mislykkede operationer og uduelighed. Så spækket, at man som læser tager sig selv til hovedet og tror, at det hele er løgn. Løgn er det dog ikke. Weiner gør meget ud af at dokumentere sine fund. Således ligger der et udførligt noteapparat på forlagets hjemmeside.

CIA blev oprettet med henblik på at imødegå den kommunistiske trussel, som manifesterede sig umiddelbart efter 2. verdenskrig. Men hvor Sovjetunionen/Rusland havde en århundrede lang tradition for spionage, var USA en novice inden for denne praksis. Dette bar CIA’s tidlige år også præg af, idet amerikanerne intet vidste om ’de røde’. Eller som Richard Helms, den nu afdøde CIA-direktør, der var med fra begyndelsen i 1947, formulerede det: ”Hvis nogen kom med en telefonbog eller et kort over en lufthavn, var det rimeligt stærke sager”.

Men overraskende nok fortsatte CIA med at fumle rundt i dette mørke. Man anede ganske enkelt ikke meget om modstanderen, og dette til trods søsatte man den ene operation efter den anden bag jerntæppet. Men det nyttede ikke. Ifølge Weiner var operationerne bag jerntæppet, i Kina og i Nordkorea et spild af penge og menneskeliv. Kup i Sydamerika, særligt i Guatemala, førte til flere års brutalt militærdiktatur, og CIA’s indblanding i Mellemøsten skadede USA’s omdømme – hvilket USA og Vesten er plaget af endnu i dag.

På efterretningsområdet er det også et særdeles dystert billede, Weiner tegner. Ofte, igennem sin over tresårige historie, har det vist sig, at CIA har været ude af stand til at se problemerne komme. Man forudså ikke Nordkoreas invasion af Sydkorea i 1950, at Sovjetunionen kunne få atombomben i 1949, opstillingen af mellemdistanceraketter på Cuba, revolutionen i Iran, Sovjetunionens kollaps osv. osv. Listen er lang. Men CIA har dog også haft sine triumfer. Man forudså seksdageskrigen, Kinas atombombesprængning, og at Al Qaeda ville angribe USA i 2001 – dog ikke tid og sted. Og så selvfølgelig den mest nærværende fadæse: Den famøse rapport om Iraks påståede arsenaler af masseødelæggelsesvåben, som udenrigsminister Colin Powell i februar 2003 fremlagde i FN, og som USA så som sit blå stempel til at starte en krig, var fremstillet af CIA under ledelse af George Tenet. Der var som bekendt tale om fup og fidus fra første til sidste side i den forstand, at den var udformet på baggrund af utroværdige kilder. For at forstå, hvordan det kunne komme så vidt, er en længere forklaring nødvendig – en forklaring, som jeg vil overlade til læseren selv at opsøge – det er spændende læsning!

Men lidt af sløret skal dog løftes her, for det er slående, hvordan CIA ikke har været i stand til at udføre sin rolle i amerikansk politik. Ideelt set burde efterretninger tilstræbes at have en vis objektivitet og dermed udgøre et nøgternt og veldokumenteret beslutningsgrundlag for magthaverne. Men i stedet tegner Weiner et billede af en efterretningstjeneste, der var og er et subjektivt led i den politiske beslutningsproces. CIA’s funktion har ofte været at sælge den siddende præsidents politik (f.eks. Irakkrigen) og dermed fungere som den legitimerende faktor for politikken. Ofte af egen fri vilje for at få adgang til præsidenten. Men ligeså ofte, fordi beslutningen allerede var taget og blot skulle underbygges (f.eks. under Vietnamkrigen). 

I dag er CIA en organisation i dyb krise, som står over for en total genopbygning, hvis tjenesten skal undgå at blive nedlagt, og dens funktioner lægges over i for eksempel den mindre kendte efterretningsinstans, NSA, eller varetages af forsvaret selv. Dertil kommer, at flere kommercielle kloner af CIA er begyndt at skyde op overalt i Washington, og at efterretninger er blevet big-business. Fremtiden tegner, ifølge Weiner, derfor ligeså dyster og turbulent som CIA’s historie.

Weiners gennemgang af CIA’s historie er anbefalelsesværdig læsning. Spændende som en krimi, og på sin vis forstemmende i sin historiske redelighed (bogen er gennemresearchet, udelukkende med navngivne kilder). Enhver, der er aktør i den politiske beslutningsproces, burde have sit eget eksemplar. For hvad Weiner har begået her, er ikke blot medrivende og tilbundsgående historiestof, men også stof til eftertanke.