BogFeature
Jeg havde nået toppen!  

- En mønsterbryders liv – Laurits Jessen 1868-1946

Af Henning Lyngsbo

Den ene af udgiverne, Helene Steen Due er barnebarn af forfatteren til selvbiografien: Jeg havde nået toppen! Det kræver sin mand, eller som her en kvinde, at udgive en bog. Der skal manifesteres viljesstyrke, stædighed, energi, forbindelser og meget mere. Efter at have læst bogen, er jeg ikke i tvivl om, at Helene Steen Due har været sig sin bedstefaders gener bevidst, da hun satte sig for at udgive hans memoirer. 

Laurits Jessens erindringer foreligger i 2 læderindbundne bøger. Maskinskrevne. Ét eksemplar i privat eje og ét i Vejle Stadsarkiv. Oprindeligt var der formentlig 4 eksemplarer. Ét til hver af døtrene og ét til ham selv. Forfatteren har været 70, da han skrev selvbiografien. Den omfatter perioden 1868-1909 og er opdelt i 3 afsnit. Barndom, ungdom og et supplement. Da forfatteren først døde i 1946, manglede der således en beskrivelse af hans virke i den sidste halvdel af hans liv. Det er der imidlertid rådet bod på, idet den ene af udgiverne, Andreas Frehr, har tilføjet en beskrivelse af Laurits Jessens liv fra 1909 til 1946.

Da der i sagens natur ikke var billedmateriale i den maskinskrevne selvbiografi har udgiverne indsat et passende og velafstemt billedmateriale. Rigsarkivar Asbjørn Hellum har forsynet bogen med en indledning om og billeder fra det gamle Vejle. Disse og mange andre billeder kompletterer biografien i rigt mål. De gør forfatterens liv og levned til en farverig og spændende oplevelse. Kvaliteten af billedmaterialet er i top, ikke mindst på grund af at præsentationerne er bogtrykt på glittet papir. Dette til behagelig afveksling frem for de mange kønsløse fotokopierede billeder, man af trykkeomkostningsmæssige årsager udstyrer selv højtrangerende biografier med

Der er ikke nogen forklaring på, at Laurits Jessen ikke skrev om den sidste halvdel af sit liv. Det åbner naturligvis for gætterier. For der var nok at skrive om fra tiden efter 1909. Det var i året 1909, han blev overretssagfører og sågar også medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Og kort tid efter blev han medlem af Københavns Magistrat. Det var dette år, han havde nået toppen – bogens titel. Nu var han blevet en af rigets øverste mænd. Magtens cirkler havde åbnet sig. Og da først det var sket, gik tingene mere eller mindre af sig selv. Så hvorfor egentlig skrive herom?

Som det fremgår af Andreas Frehrs beskrivelse havde Laurits Jessen succes i tiden efter 1909. Der var derfor intet i hans levned, der krævede noget slør af tavshed. Måske var det en form for ydmyghed over den opnåede status, der gjorde, at han ikke ville skrive herom. Eller det kunne være en stolthed over at have vundet kampen om at nå til tops, der fik ham til at fokusere på og skrive om denne kamp. Og hvilken kamp! Ikke mindst med sig selv. Forfatteren åbner sit inderste med det formål, at hans børn og efterkommere skal kende ham. Selvbiografien er måske, - måske ikke tiltænkt det offentlige rum. Han viser beskedenhed i sine tanker med selvbiografien. Han er tilfreds, hvis hans nærmeste ville læse den.

Laurits Jessen fødtes i et fattigt arbejdermiljø i Vejle. Hans mor blev ramt af Vattersot og døde efter  1 års sygeleje, da Laurits var 5 år. Der kom siden en husholderske, der efter et års tid blev gift med Laurits´ far. Denne stedmoder kunne være ret uligevægtig, og da hænderne sad ret så løst på hende, kunne hun finde på ubehersket at slå på Laurits. I skolen vankede der også klø engang imellem. I begge miljøer ofte uden grund. Kimen til den retfærdighedssans, der senere skulle kendetegne Laurits Jessens livsholdninger, var lagt.

Som 10-årig blev han arbejdsdreng på en tobaksfabrik. Som 12-årig hotelkarl og altmuligmand. Som 13-årig blev han typograflærling ved Vejle Amts Avis. Seks år senere i 1887 er han svend. Det er i denne læretid Laurits knytter sig holdningsmæssigt og politisk mere og mere til den gryende arbejderbevægelse og partiet Socialdemokratiet. Hans efterhånden veludviklede retfærdighedssans kommer da også på prøve under konflikter på arbejdspladsen.

Efter læretiden kom han ind som soldat i nogle måneder. Overvejede på et tidspunkt at gå officersvejen. Men drømte mere og mere om at blive student. Rejste bl.a. derfor til København i 1887. Gik arbejdsløs i nogen tid.  I 1895 blev han antaget som rigsdagsstenograf. Herved fik han mulighed for at spare op til studenteruddannelsen. Blev imidlertid gift, fik sit første barn og dermed blev der mindre tid til studierne.

Blev student i 1900. Seks år senere jurist og i 1909 overretssagfører.

Laurits skriver godt. Og forbavsende ærligt. Forbavsende, idet det hører til sjældenhederne, når en forfatter til en selvbiografi løfter sløret for mindre heldige udsagn eller fatal optræden i sin barndom. Men det er prisværdigt, når det sker. Mennesket, drengen Laurits træder derved i karakter, og giver læseren indsigt i og dybere forståelse af Laurits opvækst i det til tider ubarmhjertige miljø, han omgaves af.  Man må nogen gange forundres over hans tålmod og udholdenhed, for slet ikke at tale om hans viljestyrke. Hans ambitioner var set med den tids øjne en gang indbildsk tågesnak og uden realisme. Ej heller fik han støtte fra forældrene. Han var alene om sine mål. At han først skulle blive student i en alder af 32, siger noget om, hvilke odds han var oppe mod under sin kamp for at nå disse mål.

Han har imidlertid på forbilledlig vis gjort sig selv til eksempel på menneskets evne – læs vilje - til at drive det vidt. Selvom Laurits Jessen i sin beskedenhed måske ikke mente, at offentligheden havde interesse i at få kendskab til hans memoirer, tilgiver han nok sit barnebarn for at have haft den modsatte opfattelse. Nu er memoirerne kommet i det offentlige rum. Og tak for det.