Af
John Rendboe, Billund Museum
Lige fra første side er
bogen fremragende skrevet. Ordene flyder ind som slik
på tungen. Læseren bliver i første kapitel (for-)ført
på en rejse, hvor den voksne historiker i 1990 besøger
Tanger i Marokko, alt imens der krydsklippes til den
9-årige Birkerød drengs ankomst til samme sted i
1949. Der er ikke tale om en ferie, men om en familie
der er blevet ofre for ostrakisme. Sådan ser den det
selv. Her starter den senere historikers tvivl. Hvad
er ostrakisme? Hvad er der sket? Gradvist går det op
for læseren, at forfatteren for det første er på
sporet af sin egen opvækst og dermed på sporet af
det fundamentale spørgsmål der altid må have naget
ham: Hvorfor blev faderen og store dele af familien
nazister?
Tvivlen har været
drivkraft for langt de fleste gode humanistiske
forskere, måske den bedste drivkraft af alle. Men sjældent
er den så klar, tydelig og velbegrundet som her.
Netop derfor hæver værket sig over almindelige (selv-)biografier.
En stor tvivl kan, under de rette omstændigheder,
skabe stor forskning. Den tvivl og de spørgsmål der
må have plaget forfatteren, er af interesse for os
alle, både som generelt incitament til vor historiske
forskning men også fordi spørgsmålet om hvordan
nogle tydeligvis velbegavede, velhavende og
velformulerede mennesker kunne blive nazister er af
almen interesse.
At det er et svært
emne, ses bl.a. af, at forfatteren for det meste
holder sin far ud i arms længde ved at kalde ham Børge.
Undtaget herfra er klippene fra 1949. Her var far og søn
for sidste gang netop far og søn. Da tilnærmelsen
ikke lykkes, bliver far til Børge.
I årevis holdes
forfatteren ude af de arkiver, hvor han håber at
finde svar på sine spørgsmål. Det er en moden mand
der endelig kan dykke ned i dem. Claus Bryld skriver
med en snert af bitterhed: ”Jeg havde brug for at få
viden, da jeg var i trediverne; det har jeg stadig,
men knap så påtrængende.” Det, der følger, er en
gengivelse af gamle forhørsprotokoller, hvor
forfatteren analyserer sin fars gerninger. Noget af
det sværeste der kan tænkes. Måske var det godt,
held i uheld om man vil, at det var en moden mand der
læste og analyserede faderens udsagn og handlinger? Måske
gav alderen det rette rum for refleksion? Ikke til at
vide. Vi, som læsere, kan kun konstatere, at analysen
er meget stærk og relevant. Det er hele bogen.
Den første fase står
nok stærkest. Det ved forfatteren godt, han begynder
i et afsnit at undskylde, at han ikke kan skrive frit
fra leveren. Men det, at beretningen ikke længere
flyder helt så smidigt er også en slags styrke, for
man fornemmer forfatterens vanskeligheder og sågar
smerte ved emnet. Der er i hele værket et stort
element af dobbelthed. Smerte rimer på kærlighed.
Begavelse på noget der ligner dumhed. Selve titlen er
dobbelt. Er døden den eneste befrielse? På side 165
skærer han sit og bogens dilemma ud i pap: ”Jeg måtte
jo prøve at forklare, hvorfor de mennesker jeg havde
elsket, ja stadig elskede, havde tjent så ringe en
sag.”
I de senere år har det
været meget smart at tale om den personlige vinkel
til en sag. Man synes ikke at forvente af læseren/publikum,
at vedkommende er i stand til at interessere sig for
en faglig sag, hvis den ikke har betydning for
vedkommende selv. Her kan man spørge: Hvem er det,
Claus Bryld skal forklare, hvorfor hans familie var
nazister? Det må i første række blive ham selv. Men
det har altså også interesse for os andre, fordi
emnet er så væsentligt. Hvordan kan sådanne
mennesker som familien Bryld blive ledt til nazisme?
Dermed bliver Claus Brylds erindringer til noget almen
gyldigt. Det anser undertegnede for en stor styrke.
Claus Brylds erindringer
er et meget stærkt indlæg i en evigt gyldig debat om
skyld og uskyld.
