Af Regitze
Kruuse
Ebba
Poulsen blev født på en lille 18 tønder land stor gård,
kaldet Bakkely, i Svedstrup (Udlejre Ølstykke sogn) i
1930erne som 4.barn ud af en flok på 5. Hun fortæller
levende og interessant om sit liv i en tid, der
forekommer de fleste meget fjern, selvom det er
tydeligt, at den ligger lige om hjørnet, for vores
bedsteforældre og oldeforældre oplevede den på
deres egen krop.
I
1945 giftede hun sig med Arne, hvorefter de flyttede
ind hos svigerfaderen på den middelstore gård
Birkedal i Jørlunde. Svigerfar gik på aftægt, men
havde alligevel svært ved at slippe tøjlerne helt, så
der blev nogle knirkerier, men dog ikke det voldsomme.
Ebba
og Arne kunne desværre ikke få børn, men de
adopterede en dreng og en pige, men Ebba fortæller
ikke ret meget om dem, udover at datteren siden fandt
frem til sin biologiske mor, der viste sig at bo i
Australien - og som en stor oplevelse i Ebbas liv tog
hun og datteren på besøg her.
Børnene
var ikke interesserede i at overtage gården, og Ebba
og Arne klarede sig med forskellige medhjælpere fra
ind- og udland, og hun beretter langt mere om disse
end om sine egne ønskebørn, som hun kalder dem.
I
1966 besluttede de at følge med tiden og ændre deres
blandede landbrug til kvæg (baseret på mælkeproduktion)
og svineavl. Da var gården på 35 hektar med 40 køer,
40 ungdyr og mange svin.
Ebba
og Arne var gift i 40 år, men de sidste år blev svære,
da Arne fik kræft og siden døde heraf, hvorefter
Ebba lod sig overtale til at omdanne gården til et
interessentskab, men hun og den nye mand kunne desværre
ikke få det til at fungere rent menneskeligt.
Selskabet blev opløst, og Ebba blev på gården, men
efter en tid måtte hun indse, at alderen, økonomien
og andre ting tyngede for meget til, at hun kunne
klare det, så hun måtte med sorg sælge sit hjem.
Hun
flyttede herefter til landsbyen St. Havelse, hvilket
blev et rent kulturchok for hende, der hidtil havde
levet trygt på en gård med kendte mennesker omkring
sig – nu kom hun pludselig helt tæt ind på
naboerne, selvom landsbyen blot er lille.
De
valgte billeder er små, men det gør ikke spor, for
virker nærmest som vignetter, der giver de rette
glimt af Ebbas verden.
Ebba
Poulsen fortæller en god historie, og man må sige,
at det er en skam, at forlaget ikke har en bedre
redaktør, for der er beklageligvis mange små fejl
som fx mystiske orddelinger (”barndoms hjemmet”,
”frem elskede” og ”syge forsikret”).
Punkteringen
er også en fæl affære: Sære punktummer inde midt i
sætningerne; komma foran næsten alle at-sætninger,
hvilket er en grim sprogfejl; og indskudte sætninger
med kun ét komma. Desuden optræder der en sætning,
som det trods megen møje ikke er lykkedes mig at
dechifrere: ”Det kunne verserende rygter give, ikke
så få ulykkelige beretninger om – i de tider”!!
