|
- Køn, ret og sædelighed
i 1700-tallets Danmark.
Af Mette Seidelin,
Landsarkivet for Fyn
Den seksuelle tolerance
fremhæves ikke sjældent som et positivt særtræk ved
den danske kultur. Som eksempler på den særlige danske
seksuelle frigørelse nævnes især pornografiens frigørelse
i slutningen af 1960-erne samt Danmarks status som det første
land i verden, der indførte muligheden for registrerede
partnerskaber mellem homoseksuelle. Selv utroskab eller
sex før ægteskabet opfattes i vidt omfang som en del
af folks privatliv, der kun vedrører de berørte parter
- og ikke resten af samfundet eller staten. Selvom der
ganske vist jævnligt er fokus på blandt andet de unges
seksualvaner og omfanget af utroskab, er det ikke noget,
der kan få lovgivernes øjenbryn eller pegefinger til
at løfte sig. Men sådan har det – ved Gud fristes
man næsten til at sige! – ikke altid været.
Nina Javette Koefoed,
adjunkt på Århus Universitet, har med sit værk om køn,
ret og sædelighed i 1700-tallets Danmark vist os et
billede af det danske samfund i 1700-tallet, der ikke
tidligere har været belyst – nemlig et samfund, hvor
uægteskabelig seksualitet var forbundet med statslig
indgriben, der tog afsæt i normer og moral, som langt
fra var statiske. Værket udspringer af forfatterens
ph.d projekt, der blev fornemt hædret med Kraka-prisen
og Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d. pris.
Den foreliggende bog er
resultat af en længerevarende undersøgelse med det
overordnede formål, at ”afdække, hvorfor uægteskabelig
seksualitet blev reguleret, hvordan reguleringen fandt
sted, og hvilken udvikling, der var i denne regulering
over den valgte tidsperiode”, som helt præcist
omhandler perioden 1683-1812. Periodevalget er
velbegrundet i datidens lovgivning, og vi befinder os således
mellem Danske Lov fra 1683, der rummede hårde straffe
ved seksuelle forhold udenfor ægteskabet, og afslutter
ved forordningen i 1812, hvor første og andet forhold
mellem ugifte afkriminaliseredes. Det er først og
fremmest datidens lovgivning og reguleringen af den uægteskabelige
seksualitet, der studeres, men nok så interessant i
krydsfeltet mellem staten, kirken og befolkningen.
Forfatteren anskuer emnet ud fra et aktørperspektiv med
fokus på individernes ageren og betydning for
udviklingen, og samtidig anlægger hun et kønsperspektiv
på problemfeltet.
Værket er struktureret
med to kronologiske og tematiske hovedafsnit. Det første
afsnit behandler første del af undersøgelsesperioden,
hvor lovgivningen var særlig restriktiv, mens den anden
(og mest interessante) del studerer afkriminaliseringen
af den uægteskabelige seksualitet.
Undersøgelsen bygger primært
på en grundig gennemgang af Kancelliets Brevbøger,
Jyske Tegnelser og supplikprotokollerne med henblik på
at studere kongens korrespondance med embedsmænd og
borger. Med borgernes skrivelser til kongen får vi
indblik i, hvilke typer af sager, befolkningen henvendte
sig til kongen om, og samtidig anvender forfatteren
supplikkerne til at indkredse befolkningens normer og
holdninger til etableringen af seksuelle relationer og
familiedannelse. I denne sammenhæng havde det været
interessant om forfatteren mere eksplicit havde taget
stilling til, i hvilket omfang ansøgerne afspejlede den
formentlig langt største gruppe, der ikke ansøgte om
benådning eller strafnedsættelse, fordi de enten ikke
havde råd til at indgive en supplik, eller fordi de
manglede kendskab til, hvordan man ansøgte kongen om
benådning. For spørgsmålet melder sig, om de normer,
der kommer til udtryk i supplikkerne, var repræsentative
for den brede befolkning?
Det er ikke kun kilder fra
centraladministrationen, der benyttes i undersøgelsen.
Nina Javette Koefoed inddrager også byfogedregnskaber
fra Viborg byfoged, der indeholder oplysninger om opkrævede
lejermålsbøder. Samspillet mellem lovgivning og
retspraksis på det øvre og nedre niveau er
interessant, og selvom det med fordel vil kunne styrkes
med flere undersøgelser på lokalt niveau, giver
forfatterens helhedsperspektiv et nuanceret billede af
udviklingen i datidens formelle og uformelle normer og
praksis i forbindelse med uægteskabelig seksualitet.
Uægteskabelig
seksualitet, synd og straf.
I henhold til den kristne tro hørte seksualitet til
indenfor ægteskabet mellem mand og kvinde – øvrige
seksuelle forhold var en forbrydelse mod Gud og skulle
straffes i overensstemmelse hermed. Som afhandlingen påviser,
var straffene både juridisk set og i praksis hårde, og
målet med reguleringen af den uægteskabelige
seksualitet var selve ægteskabet. I visse tilfælde
kunne uægteskabelig seksualitet således sones, hvis
parterne indgik ægteskab. Indtil 1734 var manden
forpligtet til at indgå ægteskab med den kvinde, han
havde haft et seksuelt forhold til, men i 1734 ophævedes
dette krav, og som Nina Javette Koefoed fremhæver, ændrede
den nye forordning ansvaret for det uægteskabelige
forholdet. Tidligere kunne kvinden betragtes som offer
for en mands falske løfter om ægteskab, men med den
nye forordning blev rollerne nærmest byttet om.
Begrundelsen for udarbejdelsen af forordningen var, at
mange mænd blev lokket til at indgå et seksuelt
forhold af kvinder, der kun var ude på at indgå ægteskab
med dem. Kvindens rolle som offer ændrede således
karakter, og kvinden fremstod nu som forføreren.
Alligevel påviser forfatteren, at der i praksis frem
til 1760-erne stadig var et uformelt krav om, at manden
indgik ægteskab med kvinden, hvis hun var gravid.
Indtil midten af
1700-tallet var det først og fremmest selve den
ukristelige handling i form af hor eller lejermål, der
var i fokus. Det interessante, som Nina Koefoeds undersøgelser
påviser, er, at dette fokus ændredes fra midten af
1700-tallet. Nu blev selve resultatet af den seksuelle
handling, nemlig det uægte barn, centrum for
offentlighedens opmærksomhed samtidig med, at der i
”løbet af 1790-erne opstod en konstruktion af
moderskab og faderskab i forhold til de uægte børn”.
Sekulariseringen
bevirkede, at den religiøse fordømmelse trådte i
baggrunden til fordel for en større opmærksomhed
rettet mod de illegitime børn og deres mødres sociale
forhold og børnenes opvækst. Årsagerne hertil var
mange, og ikke alle grunde udsprang, som forfatteren påviser,
af en humanistisk tankegang. Når kvinderne og børnenes
vilkår kom i fokus, udsprang det blandt andet af en økonomisk
nyttebetragtning fra statens side.
I 1763 blev fædrene
forpligtet til at bidrage til det uægte barns forsørgelse.
Kravet om ægteskab med barnemoderen erstattedes således
med kravet om, at begge parter var forpligtet til at sørge
for barnet. Begrundelsen lød, at det var i
overensstemmelse med naturens lov, at både moderen og
faderen var forsørgere. Til gengæld blev kun moderen
anset for at være den kærlige forælder, den såkaldt
opofrende mor, mens faderens følelser overfor det uægte
barn blev negativt beskrevet. Opfattelsen var, at mænd
ikke nærede positive følelser overfor deres illegitime
afkom, og det opfattedes derfor som naturligt, at barnet
skulle have sin opvækst hos moderen, mens faderens
rolle udelukkende var af økonomisk betydning gennem
bidragspligten.
Da fokus ikke længere var
rettet mod den ukristelige gerning men mod det uægte
barns opvækst og sociale vilkår – der gerne skulle
resultere i en nyttig samfundsborger – banedes vejen
for en afkriminalisering af uægteskabelig seksualitet.
I 1812 ophævedes straffen ved lejermål, og som Nina
Koefoeds undersøgelse påviser, konfirmerede loven en
allerede udbredt praksis.
I sin helhed udgør værket
et vigtigt bidrag til den øvrige forskning indenfor
dette og relaterede emner. Det er derfor ærgerligt, at
det ikke har været muligt at formidle undersøgelsen i
en mere læsevenlig form, der ikke som nu primært
retter sig mod studerende eller forskere. Værket bærer
efter min overbevisning i for høj grad præg af at
udspringe fra en ph.d. afhandling – og netop på grund
af det spændende emne og den grundige forskning som
forfatteren har bedrevet, fortjener undersøgelsen en
bredere målgruppe.
|
|
|

|
|
Nina
Javette Koefoed:
Besovede
kvindfolk og ukærlige barnefædre
- Køn, ret og sædelighed i 1700-tallets Danmark.
Udg.
af Museum Tusculanums Forlag
390
sider, 298 kr.
Museum
Tusculanums
Forlag >
|
|
|
|
|
|