|
En spitfirepilot fortæller om slaget om England.
Af Henning Lyngsbo
Der er næppe nogen historisk
begivenhed, der overgår 2. verdenskrig med hensyn til mængden
af bøger vedrørende dette emne. Kilderne er utallige.
Stoffet er umådeligt stort. Krigens konsekvenser og gru
var af ufattelige dimensioner.
Mange ledende skikkelser har udgivet
deres selvbiografier. Ofte hjulpet af professionelle af
hensyn til den historiske tilpasning. Mange biografier
blev derfor til digre værker. Tunge og med et
pseudovidenskabeligt præg. Historieskrivning var for de
få udvalgte og ikke for de millioner af mennesker, der
udgjorde grundsubstansen i de militære og militærrelaterede
etablissementer i de krigsdeltagende lande.
Det er derfor anderledes spændende, når
en frontkæmper lukker op for sine oplevelser og fortæller
om de voldsomme - fysiske og mentale – påvirkninger,
som den daglige tjeneste som spitfirepilot påførte
ham.
Forfatteren, Geoffrey Wellum er kun 17½
år, da han påbegynder sin uddannelse til jagerpilot i
RAF i august 1939. Det
er om denne meget hårde uddannelse og
efterfølgende deltagelse i Slaget om England,
bogen primært handler. Den udgives første gang i
England i 2002, så forfatteren har da været omkring 80
år gammel. Bogen bygger på notater fra 1939 til 1942,
som forfatteren har bearbejdet i årene forud for
udgivelsen. Med stort held, må man sige. En
selvbiografi fyldt med så spændende beretninger og
megen dramatik er just ikke daglig kost.
Forfatteren har valgt at fortælle det
faktuelle begivenhedsforløb i jegform, hvilket i høj
grad giver roman-associationer til actiongenren. Sætningsopbygningen
er nærmest lapidarisk med deraf følgende lethed og
tempo.
Wellum er hudløs ærlig, når han fortæller
om sig selv, sin skiftende psyke og de omgivende påvirkningsfaktorer.
Uddannelsesforløbet er krævende, men det er de mange
missioner og luftkampe under Slaget om England, der er
de største udfordringer.
Det er absurditetens teater, der har
ansvaret for de daglige luftkampe med de tyske
Messerschmidtjagere. Intet er givet på forhånd. Ingen
ved, hvis tur det er til at blive skudt ned og ende sine
dage på bunden af det frygtindgydende gråblå hav, Den
engelske Kanal, fastspændt til pilotsædet af
sikkerhedsselerne. Det kunne være den tyske pilot, i
hvis maskine man nu havde hældt resten af sin
ammunition, eller en af kammeraterne i dennes spitfire,
og det umulige – det kunne være én selv.
Absurd, fordi man for mindre end en
time siden havde siddet i Messen og drukket te foran
kaminen.
Hvis man var heldig, sad man igen i
Messen indenfor en time og kunne drikke øl sammen med
de kammerater, der havde overlevet. Forfatteren trækker
med sine detaljerige oplevelser læseren ind i sit
univers af følelsesmæssigt kaos. Ikke sært at
Vorherre får et par bemærkninger hen ad vejen.
Men Wellum er vild med at flyve. Han nærmest
forguder spitfiren. Han føler sig mere tryg og rolig, når
han sidder inde i cockpittet. Han er overbevist om et skæbnefællesskab
med spitfiren. Og den skuffer ham ikke. Hans beskrivelse
af flyets egenskaber i ekstreme situationer er en væsentlig
del af bogens spændingselementer. Bogen er et godt
bidrag til forståelse af den mentalitet, der fik
England til at vinde Slaget om England. Absolut læseværdig.
|
