BogFeature
København 1807 - Belejring og bombardement

Af Erik Ingemann Sørensen

I disse dage for præcis 200 år siden henlå store dele af Københavns centrum som en rygende ruinhob. Hospitaler og kirker var fyldte med sårede og lemlæstede. Ifølge den historiske overlevering havde omkring 1600 mennesker mistet livet. Alt sammen resultatet af det engelske terrorbombardement, der var påbegyndt onsdag den 3. september. Som svar på tøvende, forvirret og fornærmet dansk dilettanteri i verdensklasse.

Flere forlag markerer jubilæet med bogudgivelser. Således Jyllands-Postens forlag med denne bog under redaktion af Dr.phil. Peter Henningsen, Københavns Stadsarkiv. Lad det være sagt med det samme: det er en fornem stele over de dramatiske dage, om baggrunden og de tragiske konsekvenser, der her er rejst. Videnskabeligt velfunderet og fortalt på et fint dansk.

Bidragsyderne er en række yngre historikere, der kommer med hver deres indfaldsvinkel på tragedien – en tragedie, der stort set er ukendt i England i dag. Her hæfter man sig fortsat ved sejren 2. april 1801. Hvilke af de to begivenheder, der har den største betydning kan diskuteres. Den engelske krigshistoriker, John Keegan, nævner i ”The History of Warfare”, 1993, slaget på Rheden blandt historiens 10 største søslag. Men omtaler ikke 1807.

I det indledende kapitel, ”Ekspeditionen til København”, med undertitlen ”Historien om et bombardement og en præventiv krig”, leverer Peter Henningsen et fornemt rids af begivenhederne. Han konstaterer, at bombardementet af København er et af de tidlige eksempler på den såkaldte ”præventive krigsførelse” – en strategi, der i realiteten først kendes fra den amerikanske invasion af Irak i 2003: ”Det gjaldt om at slå til, mens tid var, og tage fjenden på sengen”.

Trods ”nederlaget” i 1801 måtte kongeriget Danmark i sommeren 1807 nok stadig betragtes som en middelstor europæisk magt. Med en af de største flåder. Og netop den var – ifølge datidens opfattelse – kernen i problematikken. Fik Napoleon fingrene i den, mente man, at England for alvor kunne blive truet. En opfattelse, der ikke helt harmonerer med, at Nelson blot 2 år tidligere havde knust den franske flåde i slaget ved Trafalgar.

Den officielle danske politik var at holde sig neutral i positionen som ”lusen mellem to negle”. Et næsten scaveniusk dilemma. At landet tjente betydelige summer på denne balancegang var et ekstra plus. Men resultatet af balancegangen, da englænderne for alvor pressede på, ”… er historien om fortvivlet magtesløshed, royale og militære æresbegreber og en stædig kronprins, der var så fokuseret på ærens lov, at han nægtede at bøje sig for den engelske overmagt”. Peter Henningsen konkluderer nøgternt, at ”… Danmark på tre lune sommernætter i begyndelsen af september [blev] forvandlet fra en udadvendt international aktør, til en indadvendt, nationalistisk operettestat, hvor ranet af flåden blev det første søm i enevældens ligkiste. Det næste kom allerede 1814 med tabet af Norge.”

Forfatteren ryster ikke på hånden, når ansvaret for tragedien skal placeres. Det ligger ene og alene hos kronprinsen med hans uduelige diplomatiske administration! Man er ikke utilbøjelig til at give ham ret.

I kapitlet ”Kronprins Frederik – en kæk soldat i den retfærdige sags tjeneste” konstaterer museumsinspektør Søren Mertz da også, at ”… Frederik aldrig [blev] den Trajan, som Bernt Anker (norsk konferensråd) havde efterlyst, men derimod en konservativ, enevældig forstening”.

Jacob Seerup gennemgår i kapitlet ”Æreløst som togtet til København selve belejringen og bombardementet – herunder den djævelske nykonstruktion, ”de congrevske raketter”, hvoraf den ene type specielt var beregnet til at bore sig fast i tagspær og sætte husene i brand. Disse brandbomber udviklede englænderne siden hen til noget nær det ”optimale”. Den tyske historiker, Jürg Friedrich, beskriver i ”Der Brand. Deutschland im Bombenkrieg 1940-45”, hvorledes englænderne i et samarbejde mellem middelalderhistorikere, arkitekter og kemikere udarbejdede det perfekte terrorvåben, hvis primære opgave det var at sætte ild til de tyske middelalderbyers centrum – f.eks. Lübeck. Så på sæt og vis fandt premieren sted i København 1807.

”København 1807” indeholder en lang række andre spændende kapitler. ”Fjenden iblandt os” af Ulrik Langen beretter om de engelske borgeres skæbne i det belejrede København. Blandt andet om deres arrestation. Det gik også ud over en sagesløs matros. Han var svensker og havde drukket tæt. Så er der jo sprogproblemer. Lars Vangen Christensen har et fint afsnit om rygtestrømmen i de dramatiske dag, Thomas Oldrup gennemgår de 2 københavneraviser, ”Dagen” og ”Adresseavisen” i septemberdagene – godt suppleret af Sune Christian Pedersen, der redegør for den næsten uundgåelige censur og postspionage.

Mia Lade Krogaard redegør i et centralt kapitel – ”Bomberegnens følger” – problemstillingerne omkring antallet af civile dødsofre. For hvor mange døde egentligt som følge af det engelske bombardement? Den seneste udgivelse (2007) sætter tallet mellem 2 og 3.000 civile. På baggrund af et omhyggeligt kildearbejde konstaterer hun, at tallet 1.600, der ofte har været nævnt, er urealistisk højt. Hun konkluderer, at tallet nærmere ligger på omkring 200 civile. Ret har hun dog ikke, når hun kalder bombardementet ”… systematisk brug af luftangreb mod en sagesløs civilbefolkning”. Det finder først sted 130 år senere.

Nævnes skal også Karsten Skjold Petersens kapitel ”Den store faneflugt”, hvori han gennemgår deserteringerne fra Marineregimentet. Det er nyt stof. Peter Wessel Hansen skriver om de fattige og fattigvæsnets skæbne efter bombardementet. Et kapitel, der står i grotesk kontrast til Thomas Lyngbys efterfølgende: ”Det ædle, det simple og det rolige” omhandlende Guldalderens København, der efterfølgende kom i ”støbeskeen”.  Dette kapitel er også bogens afsluttende.

Som nævnt i indledningen er det en fornem stele, der her er rejst over 1807. En af bogens styrkesider er, at det er en antologi, hvor flere eksperter kan lægge deres specielle brik i det store puslespil. Selvfølgelig kan man efterspørge mange andre vinkler. Men sådan er det vel altid. Men her er det gjort godt og spændende. Bogen har et grandiost billedmateriale – store farvebilleder – mange som dobbeltopslag – og talrige stik og tegninger. Billedredaktionen er foretaget af Det Historiske Hus ApS.

Men. Og et men er der i sandhed. En lille artighed er omslagets inderside, hvor det hedder: ”København den 3. september 1807. Fredag aften. Det er varmt og har været det længe… snart står store dele af byen i flammer”. Velan – det er dramatisk. Bare synd at resten af bogen omhandler, hvorledes det dramatiske bombardement starter onsdag den 3. september. Småtingsafdelingen kan man sige. Ja – hvis ikke denne smutter var symptomatisk for mærkværdige ”tiltag” bogen igennem. De faktuelle oplysninger om billederne er rent ud sagt elendige. Når de da endelig er der. Det er helt galt, når det er Det kongelige Bibliotek, der er leverandør. Alene det at få billedmateriale fra biblioteket er ikke så lidt af en opgave. Ofte mangler de faktuelle oplysninger. Det kunne være, det var på tide, kulturministeren gjorde biblioteket opmærksom på, at det også er et serviceorgan. Det er ikke første gang, anmelderen erfarer om problemer af denne art. Netop når dette bibliotek er billedleverandør.

Desværre har forlaget blæst nogle af billederne op i en størrelse, de slet ikke kan bære. Det er synd. Heller ikke billedbeskæring er angivet. Det er – sagt ganske stilfærdigt – for ringe.

Men værre bliver det. Noteapparaturet udmærker sig ved en særdeles høj faglig kvalitet. Stor ros for dette. Men hvorfor undlader man dog person- og stedregister? Netop i en antologi gør krydshenvisninger undergerninger. Og så kunne man have ønsket et moderne luftkort, hvor datidens begivenheder var tegnet ind.

Synd at et så fornemt værk skæmmes af så åbenlyse fejl og mangler, der dog ikke skal tilskrives forfatterne. Herved bliver et ellers oplagt 13 tal ”kun” til maksimalt 10.