Af cand. mag. Steen Ivan Hansen
Herregårdsforskning omfatter ikke
blot den traditionelle herregårdsverden med
hovedbygning, avlsgård og eventuelt fæstegods. Der
indgår en lang række andre aspekter, og et af disse
er godsejerfamiliens tilknytning til byen. Mange
adelsfamilier købte eller opførte adelsgårde og palæer,
og det er disse, der udgør emnet for en konference
under Herregårdspuljen, som Dansk Center for herregårdsforskning
nu har udgivet.
Resultatet er læseværdigt og
interessant, men gør os egentlig måske ikke så
meget klogere – herom senere.
11 foredrag er blevet til ligeså
mange artikler, hvor rækken indledes af Ole Feldbæks
Danmark i 1700-tallet. En velskrevet og tankevækkende
artikel, hvor jeg dog nok tør mene, at hans
synsvinkel er præget vel meget af hovedstaden. ”Som
bekendt erhvervede nogle i den lidt ældre generation
– Niels Ryberg, Iselin, Lindencrone og Scavenius –
godser. Men det er min fornemmelse at den egentlige
florissante periodes købmænd var godt tilfreds med
titlen som grosserer og kongelige agent.”
Tager vi hele 1700-tals perioden,
skete der især vest for Storebælt, en massiv
godsovergang fra gammel adel til købmænd, apotekere,
tidligere godsforpagtere/studehandlere m.v. Listen
over nyadlede slægter er ligeså lang, som smørrebrødssedlen
på en frokostrestaurant: De Linde, Lichtenberg,
Friedenreich, Holberg, Lindenpalm, Halling, De Poulson,
Reenberg, Teilmann, Rosenørn, Castenskiold, von
Schmidten osv.
Ingen var tilsyneladende tilfredse
med en placering som borgerlig, hvilket Feldbæk også
udmærket fremlægger årsagerne til – adelsskab var
nødvendigt for karrieren ved hof og administration.
Emnet adel viderebehandles af John
Erichsen, som klart trækker op, i hvor høj grad
adelen i enevældens tid er hofadel og tildeles en
plads i kongens hierarki. Fire forfattere gennemgår
hvert sit københavnske palæ, Claus M. Smidt,
Charlottenborg, Vibeke Anderson Møller, Prinsens Palæ,
Gerda Petri, Chr. VIII`s Palæ og Ulla Kjær, Thotts
Palæ. Artiklerne er fint illustrerede og
informative, men så forfærdeligt meget nyt
giver de ikke. Det samme må siges om Bodil Mølller
Knudsens artikel om køkkenet ved det russiske hof på
Palæet i Horsens, idet artiklen bygger på en – i
øvrigt udmærket -
bog om samme emne, som hun udgav i 2006. Mon
ikke ganske mange af de potentielle læsere af Byens
Adelsgårde og Palæer allerede har anskaffet sig
Maden ved Taffelbord, Kammerbord og Køkkenbord?
Af større nyhedsværdi for en dansk
læser er de fire artikler om norske og svenske
byhuse. Mest interessant er efter min mening Göran
Alms Rokoko och gustaviansk arkitektur i den svenska
stadsmiljöen. Her dokumenteres det, dels hvor
topstyret den repræsentative svenske arkitektur var
(ikke ulig danske forhold) dels hvor stor påvirkningerne
fra Frankrig var. Svenskernes udbredte anvendelse af
mansardtaget den dag i dag har sin forklaring i disse
tendenser.
Vender vi nu tilbage til John
Erichsen, Kongen og hans adel, finder vi her den
eneste sætning i hele bogen, der retter fokus ud mod
den danske provins: ” I ganske få købstæder har
lokale godsejere bekostet statelige byboliger. Det gælder
Aalborg, Viborg og Horsens. Bortset fra måske
bygningen i Horsens fortjener ingen af disse boliger
imidlertid betegnelsen palæ.”
Jeg tror nu nok, jeg tør driste mig
til at kalde såvel Lichtenbergs som Friedenreichs
(Viborg) og Hallings (Aalborg) huse for palæer, men
den diskussion er måske ikke så vigtigt, så lad os
kalde dem adelsgårde, som værket i henhold til
titlen også beskæftiger sig med. I tiderne før den
omhandlede periode, var der adelsgårde i enhver større
dansk købstad. Lad mig nævne et par eksempler: Tårnborg
i Ribe, Katholm i Århus, Brahernes stenhus i Odense
(senere adeligt jomfrukloster), Helligåndshuset i
Randers, samt i Viborg adskillige. De fleste af disse
var gledet ud af adelig eje i den her omtalte periode,
men jeg synes, at vi mangler et afsnit om dette. De
mange danske adelsgårde var en slags forløbere for
palæerne. Med enevælden rettes fokus i den grad på
Kongens København, at adelen ikke længere i samme
omfang ønsker byhuse i den nærliggende købstad. I
dette stof ligger i høj grad forudsætningerne og
baggrundsstoffet for emnet.
Konferencen valgte som nævnt at sætte
fokus på det nordiske, hvilket dog ikke havde behøvet
at udelukke det jysk-fynske. Det synes dog tydeligt,
at det nordiske er parallelmateriale. De norske palæer
kan sammenlignes med de københavnske. Og både de
danske og svenske huse er påvirkede sydfra. I det
danske materiale er der en del påvirkning fra
Tyskland, men dybest set er både dansk og svensk
hofkultur kloninger af det franske.
Versailles-kulturen blev efterlignet i stort og småt.
Jeg tror derfor, at man var kommet længere ved at
give emnet en europæisk synsvinkel i stedet for en
nordisk. Forudsætningerne for den danske palæ- og
adelskultur i 1700-tallet var dels de gamle danske
forhold, som værket ikke gør noget ud af, samt de
europæiske forbilleder, som man kun gør lidt ud af.
Inspirationen til palæerne i København
og i Stockholm er i begge tilfælde at hente der, hvor
arkitekterne rejste hen på deres uddannelsesrejser,
nemlig Frankrig og til dels Tyskland.
Ovenstående betragtninger skal på
ingen måde opfattes som en negativ kritik af den i øvrigt
udmærkede og flotte bog – blot tror jeg, at der var
kommet lidt mere luft under vingerne, lidt mere
perspektiv over værket, hvis ovennævnte aspekter
havde fået en større plads.
