Af Poul Porskær
Poulsen, arkivar ved Vejle Stadsarkiv
1968 – det magiske årstal,
der har givet navn til en bevægelse, en
samfundsforandring, og dermed også givet anledning
til megen diskussion. Det er 40 år siden, og fra
forskellige side har kulturskribenter, borgerlige
debattører, gamle venstrefløjsfolk og mange andre
givet deres bud på året eller rettere på oprøret,
som altså bare brød ud det år. Det havde været på
vej et stykke tid og havde langtrækkende
konsekvenser. Selv var undertegnede for ung til at
deltage aktivt, men energien og ønsket om at noget
nyt skulle ske, noget som ungdommen definerede, den
kunne godt mærkes også på landet i Midtjylland. Og
først og fremmest musikken var vigtig og satte ting i
gang. Jimi Hendrix, Cream og Jefferson Airplane var
udtryk for noget andet, noget vigtigt som fascinerede
og tiltrak. Og selvfølgelig også provokationen over
for alle forældre og andre autoriteter i det lange hår
og alt andet end slipse- og habitbeklædning. Det
kunne også tænde og blev understøttet af et blad
som Superlove. For slet ikke at tale om de mange
internationale begivenheder med Vietnamkrig,
oberstjunta i Grækenland, sovjetiske overgreb i østblokken,
frihedskamp i Afrika og Latinamerika osv.
Det er blevet tid for
historikerne at se tilbage på forandringsperioden i
slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne.
Thomas Ekman Jørgensen og Steven L.B. Jensen, begge født
i 1973, har med denne bog søgt at komme ind til
kernen af i hvert fald noget at det, der skete. Som
undertitlen siger: ”Studenteroprørets forudsætninger
og konsekvenser”, så drejer det sig især om den
kamp, der udspillede sig på universiteterne.
Forfatterne har gennemgået et stort materiale fra
universitetets styrende organer og fra studenterbevægelsen
– og ud over det har der været nok at tage af, for
der blev skrevet meget og udgivet tonsvis af artikler
og bøger om det, der skete, og hvordan det blev
opfattet i tiden. Ikke mindst Politisk Revy er en
vigtig kilde.
”I denne bog har vi først
og fremmest præsenteret den korte historie om 1968,
forfaldshistorien om den energiske bevægelse, der gik
i stå – om dynamik, der blev til dogmatisme, om åbenhed,
der blev til selvtilstrækkelighed” (s. 278) Så
kort kan det siges – og det er naturligvis også for
kort, det ved forfatterne godt, men det er svært at
komme uden om, at analysen ikke er helt ved siden af.
Forfatterne lægger vægt
på, at tingene havde været i sving lang tid før
’68: Atommarcherne, SF’s moralske socialisme,
modstanden mod amerikanernes krig i Vietnam og andet
internationalt arbejde – og et universitet, som
stadig var baseret på enevældigt professorenevælde.
Alt samlede sig sammen til oprøret, der begyndte 21.
marts 1968 på Psykologisk Laboratorium i København.
Den aktivistiske bevægelse bredte sig til mange andre
fag og rigtig mange af de studerende sluttede op under
oprørsfanerne. Aktivistperioden var dog relativ kort,
der blev i stedet organiseret i studenterbevægelsen
og søgt indflydelse den vej. Med en vis succes, kan
man roligt sige, for der var stor lydhørhed for
reformønskerne. Lydhørheden var stadig stor, men
accepten af aktivismen begrænset, da det andet
studenteroprør i 1970 bl.a. resulterede i besættelse
af rektors kontor. Kampen stod om Styrelsesloven, og
her blev en del af de studerendes ønsker faktisk også
opfyldt. Jørgensen & Jensen kalder den nye
styrelseslov for et nederlag, skønt man i mange andre
sammenhænge har kaldt den en sejr. Studenterbevægelsen
spillede ifølge Jørgensen & Jensen fallit, fordi
den ikke var indstillet på kompromis, men ville have
hele indflydelsen. ”I virkeligheden var kampen om
styrelsesloven et nederlag og et stort trauma for
studenterbevægelsen, som indtil da havde oplevet
medvind.”(s.206). Styrelsesloven gav jo imidlertid
en del indflydelse til de studerende, så om det
ligefrem var et trauma, er måske lidt svært at forstå.
Men det er formodentlig set med blik på, hvad der
skete efterfølgende.
Resultatet blev nemlig,
at studenterne (i hvert fald de toneangivende) vendte
sig indad og kastede sig over marxismen og det
teoretiske skoleridt, der kom til at præge 70’ernes
universitet (Og i nogen grad stadig gjorde, da
undertegnede begyndte i teoretikernes højborg, Århus,
i 1978). Men også forskningen i folkets interesse mod
kapitalen gav sig meget konkrete udtryk – i første
række i ”Malerrapporten” og en række andre
rapporter, der analyserede arbejdsmiljø i forskellige
fag. Disse havde en vis indflydelse og effekt, men
blev i løbet af 70’erne overskygget (druknet) af de
teoretiske opbygninger.
Analysen er god, og det
er spændende læsning – specielt når man selv næsten
har været med, eller i hvert fald fulgte
begivenhederne, mens de skete og var optaget af de
mange spændende nye ting, der dukkede frem på
scenen. Det er måske uundgåeligt – men lidt ærgerligt
– at meget af beskrivelsen kommer til at handle om,
hvordan energien og livslysten blev til noget helt
andet. Og man glemmer let – og det er der mange, der
stadig har en tendens til – hvor nødvendigt det var
at gøre oprør mod et stivnet system og råbe op imod
f.eks. Vietnamkrigen. Det oprør og den kamp skal ikke
underkendes. Den var både nødvendig og rigtig. Der
burde måske også være demonstrationer imod vore
dages krige, hvor Danmark oven i købet er blevet
krigsførende!
Det var også nødvendigt
at gøre op med universiteternes stivnede styring. Det
gav en del studenterindflydelse og gjorde formodentlig
universiteterne mere dynamiske – en udvikling der
synes at rulles tilbage i disse år, hvor den frie
forskning og samfundsrelevansen, som der blev kæmpet
om for 40 år side, får nye og ikke særligt spændende
nuancer. Nu er det ikke professorerne, der er envældige,
men i stedet det hellige, almindelige erhvervsliv! Måske
er der snart brug for et studenteroprør igen?
