Menu
Forrige artikel

Vikingeborgen Nonnebakken

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 3852

 

Historien skal fortælles på stedet

De senere års arkæologiske udgravninger på vikingeborgen Nonnebakken i Odense har afdækket ny, banebrydende viden. Helt afgørende er det, at borgen, modsat den tidligere opfattelse, viser sig at være yderst velbevaret - og at store dele af vikingeborgen fortsat ligger under de moderne belægninger.

Styrker folks kendskab

Odense Bys Museer ønsker at formidle den nye viden om fortidens imponerende bygningsværk ved at fortælle historien på tre informationstavler, der placeres på hjørnet af Hunderupvej og Nonnebakken. Tavlerne bliver sat op 19. feb. og baggrunden er, at vikingeborgen Nonnebakkens dimensioner og placering opleves bedst, når man står lige, hvor borgen lå – og hvor begivenhederne fandt sted i fordums tid. Nærmere betegnet omkring år 980, hvor kong Harald Blåtand regerede og opførte sine ringborge som værn mod sydfra kommende fjender og som led i samlingen af riget. Det er denne spændende historie fra Odenses vikingetid, som museets informationstavler vil berette om i form af tekst, tegninger og QR-koder med bagvedliggende filmklip.

Byens historie i gadeplan

Tanken bag de oplysende informationstavler er at flytte byens historie ud i gadeplan, så odenseanere og turister kan få indblik i steder og begivenheder fra Odenses fortid. Samtidig kan man få en fornemmelse af museets arbejde og måske blive ansporet til at aflægge Møntergården en visit for at få mere at vide.

Vikingeborgen i dag – og i fremtiden

Vikingeborgens placering under veje, fortove og græsplæner og med Odd Fellow Logens palæ placeret på toppen er unik. På dagen, hvor informationstavlerne sættes op, vil der være mulighed for dels at få en drøftelse med forskningscenterleder Mads Runge om vikingeborgen og dens fremtid, herunder en status på verdensarvsarbejdet. Desuden vil der være mulighed for at få en snak med repræsentanter fra logen om, hvordan det er at leve så tæt på Odenses største og væsentligste fortidsminde, og hvilken betydning historien om vikingerne på bakken har for dem.

Om Nonnebakken:

Vikingeborgen på Nonnebakken var én af minimum fem kendte ringborge, som kong Harald Blåtand fik opført omkring 980. De øvrige er Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Trelleborg ved Slagelse, Borgring ved Køge og formentlig Borgeby i Skåne. Nonnebakken indgår i en aktuel ansøgning for at blive UNESCO-verdensarv sammen med de andre ringborge fra Danmarks vikingetid. Ringborgene skal ses som led i samlingen af det danske rige, dels ved at dominere indadtil og dels ved at forsvare mod udefrakommende modstandere. Den udjævnede borgbanke, hvorpå Odd Fellow Logen i dag ligger, og enkelte andre spor kan anes i terrænet, mens øvrige dele af borgen ligger godt bevaret, men gemt under den moderne by.

Ill. på forsiden: Jernøkser fra Nonnebakken, som måske har været brugt ved borgens opførelse

[Historie-online.dk, den 19. februar 2019]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Elværket i Hillerød
OKTOBER
Ragnarock udstiller TV-2s lydstudie