Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 43, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 459

 

Denne uge byder på så spændende personligheder som Vitus Bering og Donald Trump. Og vi kommer med til både Frederiksborg Slotshave, de portugisiske kongers sommerresidens, Danmark i 70’erne og USA i 60’erne. Og der er dokumentarer om korsfæstelsen, glemte forbrydelser og de falske nyheder fra Rusland. Endelig dramaet The Butler, som foregår i Det hvide Hus. God fornøjelse

 

Frederiksborg Slotshave i oktober

DK4, 21. oktober, kl. 17:40

Frederiksborg Slotshave ligger i Hillerød og blev bygget i 1720 af J.C. Krieger.
I slutningen af 1700-tallet forfaldt slotshaven og blev først åbnet igen i 1996, efter at man havde brugt 3 år på at genskabe haven. Her mødes barok og romantik -" det kontrollerede i kontrast til det naturlige. En meget fin slotshave i Nordsjælland, som er værd at besøge.

 

Gåden om korsfæstelsens pinsler

Britisk dokumentar fra 2019.

DR2, 21. oktober. kl. 21:45

Korsfæstelse. En grusom henrettelsesmetode, der blev udviklet af romerne og anvendt til at slå titusinder af mennesker ihjel. Nu har et tilfældigt fund i Italien kastet nyt lys over, hvordan fortidens skændigste henrettelse faktisk foregik. Er billederne af Jesu død forkerte?

 

Det store Trumpshow (1:3): Fra realitystjerne til præsident

Amerikansk dokumentarserie fra 2020.

DR2, 22. oktober, kl. 23:30

Donald Trump blev præsident stik mod alle forventninger. Gennem tre afsnit ser vi tilbage på hans år i Det Hvide Hus, nu hvor hans første præsidentperiode lakker mod enden. Vi møder en række farverige personligheder - fra Trump-rådgivere til Stormy Daniels, og ser, hvordan de kæmper med den uforudsigelige præsident. Hvordan har Trump klaret jobbet som den mest magtfulde mand på planeten?

 

Ekspeditionen - På sporet af Vitus Bering

DR2, 23. oktober, kl. 15:45

En af verdenshistoriens største opdagelsesrejsende er danskeren Vitus Bering, som i 1700-tallet ledte en kæmpe ekspedition for den russiske zar. I Rusland kaldes han den russiske Columbus, men han er næsten ukendt i Danmark. Nu rejser historiker Cecilie Nielsen og et tv-hold i Berings fodspor hele vejen gennem det enorme Rusland fra Skt. Petersborg i vest til Berings grav på Bering Øen i det nordlige Stillehav for at fortælle historien om Vitus Bering.

 

Glemte forbrydelser - Sveriges religiøse sekt

DR2, 23. oktober, kl. 22:05

Den religiøse sekt Korpela-bevægelsen opstod med Sigurd Siikavaaras som leder. Hvad var det, der skete i Tornedalen i Sverige i 1930erne ?
Nordvision fra Sverige

 

Sådan var det i 70'erne

Dansk reportage fra 2013

DR2, 24. oktober, kl. 13:40

I løbet af anden halvdel af det tyvende århundrede skete der et historisk og mentalt skred i Danmark. Søs Egelind og Anne Hjernøe triller tilbage til den nære fortid i 1974, hvor Danmark for alvor blev moderne. Tidslommen er genskabt af århusianske museumsfolk i samarbejde med nogle af de personer, der levede i datidens lejligheder - kernefamilien med en mor som forlod kødgryderne, det revolutionære kollektiv og gæstearbejderen, der aldrig rejste hjem. Og i den gynækologiske klinik berettes der om seksuel frigørelse, mens det på et hessianbeklædt drengeværelse mest handler om at snave.

 

The Butler

Amerikansk drama fra 2013.

DR2, 25. oktober, kl. 16:45

I 1957 bliver den sorte Cecil Gaines ansat som butler i Det Hvide Hus. Det bliver starten på et langt arbejdsliv, hvor Cecil når at tjene under hele syv præsidenter. Han bliver vidne til store omvæltninger i det amerikanske samfund, men kommer samtidig på kant med sine to sønner, der på hver deres måde kaster sig ind i kampen for ligestilling mellem racerne.
Medvirkende: Forest Whitaker, Oprah Winfrey, John Cusack m.fl.
Instruktion: Lee Daniels.

 

Portugisiske kulturperler

DK4, 25. oktober, kl. 18:00

"At rejse er at leve", sagde eventyrdigteren H.C. Andersen, og ét af de steder han rejste til var Portugal. Specielt de portugisiske kongers sommerresidens gennem mange århundreder SINTRA ca. 35 km. nord for Lissabon betog den da 61 årige rejsende. Her fandt han et paradis, som han aldrig før havde oplevet, og her fandt han eventyrslottet over alle eventyrslotte: Palacio da Pena.
Nu har dk4´s Frantz Howitz rejst i Andersens fodspor og besøgt Sintra – og han er mindst lige så begejstret over dette historiske område med slotte, en maurisk borg, excentriske villaer, overdådige parker og landskaber fulde af mystik, som eventyrdigteren var det, da han besøgte stedet i 1866.
Sintra byder sine mange besøgende på en perlerække af oplevelser. Frantz Howitz begynder omvisningen på den mauriske borg Castello dos Mouros højt hævet på en bjergtop med en utrolig udsigt. Det er anstrengende at gå rundt på muren, men det er umagen værd, for pludselig mødes man af et syn, man aldrig glemmer. Endnu højere hævet over castelloet kommer eventyrslottet Palacio da Pena til syne på et nabobjerg. Det var her Portugals sidste konger boede om sommeren i et langt køligere og behageligere klima end det. Lissabon kunne byde på.
Palacio da Pena har fungeret som museum lige siden året efter, at den sidste konge måtte abdicere i 1910, og det fremstår både ude og inde næsten uberørt. Slottet ER eventyrligt med et væld af spektakulære stilmæssige detaljer at gå på opdagelse i, og fra en udvendig balustrade er der et utroligt vue ned på Castello dos Mouros og ud over hele det storslåede landskab.
Hver dag gennem sit flere uger lange besøg i Sintra vandrede H.C. Andersen den lange vej nede fra det gamle Sintra op gennem skoven med de forvitrede klippefremspring og maleriske vegetationer for at slutte turen ved Palacio da Pena

 

Besat af USA - 60erne

DR2, 26. oktober, kl. 17:50

Hvad enten det gælder storpolitik, fikse dansetrin, nye modediller eller teknologi har vi danskere igennem mange årtier vendt et fascineret blik vestover. Vi kommer i kontakt med USA dagligt og det er blevet en naturlig del af vores liv, at skulle forholde os til Amerika. Her i præsidentvalgåret fortæller vi historien om vores storebror/lillebror forhold som er gået op og ned, men som aldrig er ligegyldigt eller kedeligt.
I 50'erne og 60'erne skyller det ind over landet med amerikansk populærkultur i form af film, mode, sprog og musik. Kronprinsesse Margrethe tager til USA og møder den amerikanske konge, Elvis Presley - og forholdet til USA er grundlæggende som en nyforelskelse. En årelang dansk krig mod Coca Cola, og nedstyrtningen af et amerikansk B52 bombefly i Grønland, har dog en afkølende effekt.

 

Løgnefabrikken - de falske nyheder fra Rusland

Dansk dokumentar fra 2018.

DR2, 27. oktober, kl. 23:20

En russisk troldefabrik i Sankt Petersborg er blevet storproducent af politiske løgnehistorier. Rusland har taget et nyt våben i brug i landets informationskrig mod Vesten. Hundredvis af russere producerer falske nyheder og spreder dem via falske profiler på de sociale medier. Men unge russiske journalister går til modangreb på løgnehistorierne. Mød de modige journalister i dokumentareren om løgnefabrikken.

[Historie-online.dk, den 20. oktober 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 28, 2020
TV-tips, uge 4, 2020
TV-tips, uge 43, 2019