Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 42, 2021

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 505

 

Efterårsferien præger stadig flow-tv. Hver dag er der en god film sidst på eftermiddagen – der er Inspector Morse og Taxa. To af disse film er med i ugens anbefalinger, for både Gandhi-filmen med Ben Kingsley og Scarface med Al Pacino handler om historiske perioder. Men man kan også komme med det legendariske tog Orientekspressen, besøge det magiske Cornwall med Simon Reeve og se en arkæologisk udsendelse om Jonas og hvalen. Desuden ubehagelige forhold som den danske læge i Buchenwald, trafficking i Storbritannien  og angrebet på  Kongressen i Washington. Så selv om det regner… God fornøjelse!

 

Orientekspressen - verdens mest berømte tog

DR2, 20. oktober, kl. 20:00

Tysk dokumentar fra 2021. (Orient Express - A Train Writes History) Orientekspressen er det mest berømte tog i verden. Det blev etableret af den belgiske iværksætter Georges Nagelmackers, der havde en drøm om at forbinde Europas hovedstæder med et netværk af nattog. En drøm, der krævede vedholdenhed og kamp mod politikere, banker og hans egen familie. Hvem var denne visionære belgier, der satsede alt for at skabe det legendariske luksustog? Og hvordan blev han så succesfuld?

 

Gandhi

DR2, 21. oktober, kl. 17:00

Britisk Oscarbelønnet drama fra 1982. Da Mahatma Gandhi i 1948 bliver skudt ned af en attentatmand, mister det forrige århundrede en af sine største personligheder. Livet igennem kæmper Gandhi mod undertrykkelse og for Indiens selvstændighed, og hans kampmidler er utraditionelle og frem for alt uvoldelige. 'Gandhi' blev belønnet med hele otte Oscars - bl.a. som årets bedste film. Ben Kingsley modtog en statuette for sin præstation som Gandhi. Medvirkende: Ben Kingsley, Candice Bergen, Edward Fox, John Gielgud m.fl. Instruktion: Richard Attenborough.

 

Scarface

DR2, 22. oktober, kl. 23:00

Amerikansk gangsterfilm fra 1983. I 1980 ankommer cubanske Tony Montana og hans ven Manny til Miami, hvor de bluffer og myrder sig til en opholdstilladelse. Tony og Manny får job som opvaskere, men Tony har andre ambitioner. Med brutale midler går han i gang med at opbygge sit eget narkoimperium, og snart er han en af de helt store spillere i byens underverden. Men Tony kan ikke holde næsen fra sine egne varer, og hans ego og paranoia vokser i takt med hans imperium. Tony Montana: Al Pacino. Elvira Hancock: Michelle Pfeiffer. Manny Ribera: Steven Bauer. Instruktion: Brian De Palma.

 

Det maleriske Cornwall med Simon Reeve (1:2)

DR2, 23. oktober, kl. 20:00

BBC dokumentarserie fra 2021. (Cornwall with Simon Reeve) Det er magisk og betagende. Det er Cornwall. Et af de smukkeste steder i Storbritannien med eksotiske strande og et ikonisk dyreliv. Men corona-pandemien og nedlukningen truer områdets levevis, der er dybt afhængig af turisme. Tag med Simon Reeve til maleriske Cornwall, og oplev stedets skjulte historier. Hvilket håb har de lokale? Og Kan nye industrier skabe en bedre fremtid?

 

Den danske nazilæge i Buchenwald

DR2, 24. oktober, kl. 23:35

Jan og Kirstens bedstefar udførte eksperimenter på homoseksuelle fanger i den tyske koncentrationslejr, Buchenwald, og efter Anden Verdenskrig startede han et nyt liv i Argentina. Den mørke fortid lod han blive hos familien i Danmark. Historien om den danske nazilæge Carl Værnet er en mosaik af glansbilleder, skræmmebilleder og nøgterne dokumenter. Det er en historie om ondskab og opportunisme, og om hvordan én mands handlinger kaster skygger af skyld og skam over hans efterkommere.

 

Gåden om Jonas og hvalen

DR2, 25. oktober, kl. 18:10

BBC-dokumentar fra 2018. (Treasures Decoded) Er historie om Jonas, der blev slugt af en hval, en myte - eller har den virkelig fundet sted? Det er der delte meninger om. Men nu er der nyt i sagen. I Mosul i Nordirak ligger den moske, hvor man mener, Jonas er begravet. I 2014 sprængte terror-organisationen IS monumentet i luften, men i stedet for at tilintetgøre det religiøse bygningsværk, viste der sig nu en labyrint af tunneller under monumentet. Og her har arkæologer gjort fund, der kaster helt nyt lys over sagen.

 

Spærret inde: Jagten på kvindehandlerne (1:3)

DR2, 25. oktober, kl. 23:35

Britisk dokumentarserie fra 2021. (Sex Traffickers) Omkring 136.000 mennesker menes at leve i moderne slaveri i Storbritannien. Mange af disse er kvinder, der er handlet til sexindustrien og gemt væk på bordeller. Her følger vi særlige overvågningsteams og undercoveragenter, mens de forsøger at optrevle en kriminel gruppe, der sexhandler kvinder fra Brasilien til Storbritannien. Det ultimative mål: at fange hovedmanden bag.

 

Dokumania: Capitol-angrebet indefra: 4 timer der ændrede USA

DR2, 26. oktober, kl. 21:00

Britisk dokumentar fra 2021. (Four Hours at the Capitol) Hvorfor stormede Trump-tilhængere Kongressen? Den 6. januar 2020 samlede tusinder af demonstranter sig i Washington for at protestere mod præsident Joe Bidens valgsejr. Demonstrationen eskalerede voldsomt, da demonstranterne tiltvang sig adgang til Kongressen - og resulterede i fem menneskers død, mens mere end 140 politifolk blev såret. Hvorfor skete det? Og hvordan begyndte det hele?

[Historie-online.dk, den 19. oktober 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 14, 2021
TV-tips, uge 05, 2021
TV-tips, uge 35, 2021