Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 30, 2021

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 608

 

Der er ganske vist virkelig megen sport på TV for øjeblikket – men ind imellem bliver der da også plads til at sende udsendelser, som historisk interesserede kan nyde. I denne uge en del britiske serier – om Athen, Osebergskibet, dronning Anne og sidste del af Simon Reeves’ ”greatest hits” fra mange steder i verden, og det er altid spændende. DK4 har dokumentarer om Genforeningen, skæbner i Mindelunden samt møllernes historie. Endelig skal vi se serien om rigsfællesskabets historie og autentisk drama om Karl Marx. God fornøjelse i varmen!

 

De underjordiske byer - Athen

DR2, 28. juli, kl.20:00

Britisk dokumentarserie fra 2018. (Ancient Invisible Cities) Verdens store oldtidsbyer er fyldt med ukendte skatte. Men med den nyeste scanningsteknologi vil historiker Michael Scott nu udforske tre af verdens mest fascinerende byer, for at finde ud af hvad der skjuler sig, de steder, hvor der ikke er adgang for turister. Denne gang går turen til Athen, der kaldes demokratiets vugge og gemmer på en ældgammel by dybt nede under de moderne gader.

 

Simon Reeves' fantastiske rejser (4:4)

DR2, 29. juli, kl. 20:00

Britisk naturserie fra 2021. (Incredible Journeys with Simon Reeve) Simon Reeve har oplevet et utal af episke naturoplevelser. Denne gang præsenterer han nogle af de mennesker, han har mødt på sine rejser, der kæmper for at bevare planetens mest ikoniske dyr - fra Brendon Grimshaw, der har grundlagt et skildpaddereservat på sin ø i Seychellerne til væbnede miljøforkæmpere, der forsvarer den tropiske regnskov i Belize.

 

Skæbner langs grænsen

DK4, 30. juli, kl. 12:05

Den 45-årige Kirsten Bühler fortæller om sin og familiens oplevelser omkring Genforeningen i 1920. Hun er født i Flensborg som en del af det danske mindretal. I dag bor hun på Nørrebro i København, hvor hun arbejder som diakon og sygeplejerske på et hospice. Hvordan hun ser på sin opvækst og baggrund og nuværende liv fra udkigsposten i København, fremgår blandt andet af programmet.

 

Forsvundne verdener og skjulte skatte II (2:3) - Osebergskibet

DR2, 30. juli, kl. 23:00

Britisk dokumentarserie fra 2021. (Lost Worlds and Hidden Treasures) Deres opdagelser omskrev historien, men var ikke, hvad de så ud til. Kunsthistoriker Janina Ramirez går i fodsporene på tre opdagelsesrejsende. Denne gang er hun i Norge, hvor arkæolog og professor Gabriel Gustafson stod i spidsen for udgravningen af verdens ældste og bedst bevarede vikingeskib. Et fund, der revolutionerede vores syn på de legendariske krigere.

 

Danske skæbner i Mindelunden

DK4, 31. juli, kl.10:25

"Jeg ved, at den tid, der kommer, for dig, bliver hård. Men far og mor vil hjælpe dig, det de kan. Og så har du kun Gud at gå til. Det har været min styrke i denne tid." Sådan skriver modstandsmanden Karl Gustav Stricker Brøndsted den 27. februar 1945 til sin hustru, få timer før han bliver henrettet af tyskerne på det sted, der i dag er kendt som Mindelunden. Bundet til en træpæl blev han skudt med ryggen mod solopgangen foran sine kammerater. Hans skæbne deles af hundredvis af andre mennesker, der i dag mindes og æres på det sted, der i de sidste år af Anden Verdenskrig blev brugt af tyskerne som henrettelses- og begravelsesområde for danske modstandsfolk. Det var først i forbindelse med befrielsen den 5. maj, at offentligheden fik vished om, hvad der var foregået, da en lille gruppe modstandsfolk fik adgang til stedet. En af dem var Axel Albinussen, der som barn, var en af de første danskere, der så den primitive begravelsesplads. I dette program fortæller han, hvordan denne oplevelse har sat spor igennem hele hans liv. Mange af de modstandsfolk, der blev fundet på gravpladsen, bliver mindet af Anna Wagn, kommunikationsansvarlig i Mindelunden, der også viser rundt og kaster lys over stedets betydning for den danske historie. Med udgangspunkt i Karl Gustavs Stricker Brøndsteds sidste breve beskriver hans barnebarn, Jesper Brøndsted, modstandsmandens skæbne, og om hvordan han og flere andre måtte dele celle i de sidste timer med den selvsamme person, der havde stukket dem til tyskerne. Det er en skæbne, der den dag i dag, stadig spiller en stor rolle i familien Brøndsteds familie.

 

Møllernes historie i Danmark

DK4, 1. august, kl. 18:30

I det tredje program går vi i Poul La Cours gemmer. Poul La Cour var manden bag den første mølle, der skabte elektricitet. Vi prøver at tegne et portræt af den meget foretagsomme mand, der blev kaldt "Danmarks Edison". Hvad var det han opdagede, der var så epokegørende? Og hvordan kom han frem til den geniale løsning? Vi skal til hans værksted, på jagt efter manden og de opdagelser, der førte ham til hemmeligheden bag vindens tæmning. Vi skal også med Emma Paaske på jagt efter den første mølle, der skabte elektricitet. Vejen fører os bl.a. frem til en af verdens største vindtunneler.

 

Monarkiets myter (3:6)

DR2, 1. august, kl. 20:00

Britisk dokumentarserie fra 2021. (Royal History's Myths and Secrets) Ødelagde rygter dronning Anne af Storbritanniens omdømme og arv? Dronning Annes rolle som regent er ofte blevet skæmmet af sladder om hendes kærlighedsliv og helbred helt frem til i dag. Men var hun i virkeligheden en mere begavet, handlekraftig og succesfuld dronning, end historien fortæller? Historiker Lucy Worsley går på jagt efter sandheden.

 

Rigsfællesskabets historie: Det vanskelige møde (1:6)

DR2, 2. august, kl. 23:00

I 1721 åbner grønlænderne for første gang deres hjem for missionæren Hans Egede: Koloniseringen af Grønland er i gang. Hans Egede går til kamp mod åndemanerne, mens nye epidemier hærger. På Færøerne indleder præsten Lucas Debes og fribytteren Poul Nolsøe modstanden mod danskernes eneret til handelen i Nordatlanten.

2. del følger umiddelbart efter, kl. 23:30.

 

Den unge Karl Marx

DR2, 3. august, kl. 18:00

Fransk-tysk autentisk drama fra 2017. (Le jeune Karl Marx) I 1844 møder den 26-årige Karl Marx den socialistiske teoretiker Friedrich Engels i Paris. Engels er voldsomt interesseret i arbejderklassens elendige leveforhold og kritiserer kapitalismen. Marx fascineres af Engels, der leverer de sidste brikker til Marx' verdensbillede. Sammen påbegynder de en årelang kamp for at bringe arbejderbevægelsen ind i den moderne æra. En kamp, der munder ud i værket 'Det kommunistiske manifest'. Medvirkende: August Diehl, Stefan Konarske, Vicky Krieps m.fl. Instruktion: Raoul Peck.

[Historie-online.dk, den 27. juli 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 49, 2020
TV-tips, uge 15, 2021
TV-tips, uge 44, 2020