Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 27, 2021

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 549

 

I denne uges flow-tv møder vi bl.a. Margrethe I. og andre dronninger, vi husker på 1978 og også Politiets Efterretningstjeneste. I samme boldgade kommer vi bag facaden hos FBI, men også New Yorks moderne, sexede burleske-scene. Apropos sex så er der også en udsendelse om fri sex i kollektiverne, og så er der også en dokumentar om danskere i DDR. Men vi skal også på sporet af Vitus Bering og høre om britiske slottes hemmeligheder og arkæologiske funds brug i nazismen. Endelig fortæller en dokumentar om, hvordan forskellige lande har reageret på coronapandemien. God fornøjelse!

 

Husker du ...1978

DR2, 7. juli, kl.19:00

- året er 1978. 1978 er et år med nye og utraditionelle løsninger. Anker Jørgensen danner en SV regering. Undervisningsminister Ritt Bjerregaard flytter ind på hotel Ritz i Paris. Og verdens første reagensglasbarn kommer til verden i England. 1978 er også året, da Danmark må sige farvel til Jens Otto Krag. Den katolske verden mister to paver. Heldigvis er der da også lyspunkter. Matador bliver sendt første gang og bliver en bragende succes for DR.

 

Danmarks Hemmelige politi: De revolutionære

DR2, 8. juli, kl. 13:30

De kan se dig og høre dig og de kan følge dit mindste skridt - hvis de vil. I 200 år har Danmark haft en efterretningstjeneste. En skjult verden af overvågning, skygning, hemmelige koder, telefonaflytning, meddelere og spioner. En verden hvor intet er privat i kampen mod terror, spionage, voldelige optøjer og andre trusler mod statens sikkerhed. Siden 2. verdenskrig har Politiets Efterretningstjeneste haft øjnene stift rettet mod Sovjetunionen, men i 60erne dukker der nye trusler op indenfor landets grænser. På den yderste venstrefløj er der kræfter, der arbejder for en revolution med voldelige midler.

 

Pandemien (1:3) - Det chokerende nye

DR2, 8. juli, kl. 21:30

Amerikansk dokumentarserie fra 2021. (Pandemic 2020) Fra lockdowns til begravelser og protester. Her zoomer vi ind på det første år af coronapandemien og ser, hvordan man har reageret på virussen i forskellige lande og kulturer.

 

Forsvundne verdener og skjulte skatte (2:3) - Løvemennesket

DR2, 9. juli, kl. 23:05

Britisk dokumentarserie fra 2019. (Lost Worlds and Hidden Treasures) En rejse i fodsporene på arkæologerne, som opdagede den 40.000 år gamle skat: Løvemennesket. Skatten er den første kendte genstand, der er bygget på fantasi og et startpunkt for kunst og religion. Historien om figuren er også historien om et af nyere tids mørkeste kapitler, hvor arkæologiske fund blev brugt som nazistisk propaganda.

 

FBI bag facaden

DR2, 10. juli, kl. 11:45

Amerikansk dokumentar fra 2015. (The FBI Informant/ (T)Error) Den 63-årige Saeed Torres har en fortid i Black Panther og en dom for røveri bag sig, men arbejder nu som FBI-informant eller rettere agent provocateur i FBI's terrorbekæmpelsesprogram. Siden 11. september er antallet af informanter vokset fra 1.500 under Edgar Hoover, til 6.000 under krigen mod narko og til nu svimlende 15.000. Filmmagerne Lyric Cabral og David Sutcliffe følger Torres tæt, mens han lokker, truer, bestikker og bedrager sine ofre og med alle tænkelige og utænkelige midler forsøger at skaffe beviser på mulig og kommende terrorvirksomhed til sin statslige arbejdsgiver, der til gengæld ser stort på både bevisernes lødighed og de mistænktes mentale tilstand.

 

Den nøgne sandhed - en historie om burleske

DR2, 11. juli, kl. 09:45

Amerikansk dokumentar fra 2017. (Getting Naked: The Story of Burlesque) Vi følger fire personer fra New Yorks moderne, sexede burleske-scene. Fire udøvende kunstnere, der hver især har opdaget en nyfundet identitet i denne verden af sjofel comedy og striptease. Men ikke alt, der glitrer, er guld. Også i dette frisindede miljø findes sexisme, sygdom og eksistentielle kriser. Og det er ikke nemt både at være kunstner, entertainer og kvinde her.

 

De britiske slottes hemmeligheder

DR2, 11. juli, kl. 20:00

Britisk dokumentarprogram fra 2021. (Lucy Worsley's Royal Palace Secrets) Hvilke hemmeligheder gemmer sig bag de fløjlsbeklædte vægge? Historiker Lucy Worsley tager os med ind bag murene på tre britiske slotte - fra middelalderborgen Tower of London, det prægtige Hampton Court med den berømte labyrint til Kensington Palace, der har været scenen for nogle af landets største dramaer.

 

Ekspeditionen - På sporet af Vitus Bering (1:6)

DR2, 12. juli, kl. 11:10

En af verdenshistoriens største opdagelsesrejsende er danskeren Vitus Bering, som i 1700-tallet ledte en kæmpe ekspedition for den russiske zar. I Rusland kaldes han den russiske Columbus, men han er næsten ukendt i Danmark. Nu rejser historiker Cecilie Nielsen og et tv-hold i Berings fodspor hele vejen gennem det enorme Rusland fra Skt. Petersborg i vest til Berings grav på Bering Øen i det nordlige Stillehav for at fortælle historien om Vitus Bering.

2. del umiddelbart efter, kl. 11:40.

 

På sporet af dronningerne - 600 års Danmarkshistorie (1:6)

DR2, 12. juli, kl. 13:35

I 40 år har Danmark haft en kvinde som regent. I den anledninger drager Liv Thomsen ud på en rejse i sporet af de danske dronninger. Hun møder seks fascinerende, farverige og vidt forskellige dronninger, som alle har sat deres aftryk på Danmarkshistorien. I første program handler det om Margrethe den 2.s navnesøster, som regerede i middelalderen. Margrethe den 1. var en genial politisk statsmand og strateg, som formåede at samle Danmark, Norge og Sverige i ét rige. Hun levede i en tid, hvor pesten, krige, sørøvere og kriser hærgede landene, men hvor kvinder rent faktisk kunne opnå religiøs, kulturel og politisk magt

2. del umiddelbart efter, kl. 14:15

 

Kærlighed og kaos i kollektivet (1:5)

DR2, 12. juli, kl. 18:10

Fri sex. Kollektivet Felicia på Amager var indrettet til åbne forhold, ingen par måtte bo på værelse sammen, heller ikke på samme etage. Når der var flere seksuelle trekanter i huset var det smart med 3 etager. På mændenes initiativ havde de fået fælles soverum, men flere kvinder udviklede angst overfor rummet. I kollektivet Kana i Nordsjælland var idealet også det åbne forhold, og børn overværede de voksne have sex. Det var mest mændene der boltrede sig i den seksuelle frigørelse - kvinderne følte sig presset, men sagde ikke fra af frygt for at få prædikatet snerpet.

 

Danskere i DDR (1:4) - Vores barndom bag muren

DR2, 13. juli, kl. 12:00

Dansk dokumentar fra 2014 En lille gruppe danske kommunister rejste mod strømmen og slog sig ned i DDR med deres familier. Deres børn tilbragte en stor del af deres barn- og ungdom i DDR, og fik den virkeliggjorte socialisme ind med modermælken. De kan i dag give et enestående indblik i, hvordan det var at vokse op på den anden side af Berlin muren og leve i en hverdag i socialismens og planøkonomiens tegn. I programmet fortæller Pierre Blumensaadt, Adam Jørgensen og den tidligere Melodi Grand Prix-vinder, Aud Wilken om deres oplevelse af at bo og leve i DDR.

[Historie-online.dk, den 6. juli 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 30, 2021
TV-tips, uge 45, 2020
TV-tips, uge 07, 2021