Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 2, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 851

 

Så må vi prøve at klare os uden DR K – men man kan stadig ærgre sig over, at den skulle lukkes. Der er jo dog overført historiske udsendelser til DR2, så det er så først og fremmest der, man skal søge. Der er ikke så meget på DR1 og nærmest ingenting på TV2. Men altså: det kan stadig lade sig gøre at finde historiske udsendelser hver dag, så her med tv-tips for den anden uge i 2020:

 

Det danske guld

Dansk dokumentar fra 2015

DR2, 8. januar, kl. 20:30

I 75 år har det været en velbevaret hemmelighed, hvad der skete med de mange tons guld i kælderen under Danmarks Nationalbank før Nazi Tyskland besatte Danmark. For første gang oprulles historien nu og fortæller om de mænd, der traf beslutningerne i dybeste hemmelighed. Og som risikerede alt, hvis deres planer blev afsløret.

 

1000 års tro: Troen skal styrke riget

DR2, 9. januar, kl. 08:30

Historien om kristendommen i Danmark er en dramatisk fortælling om brutale magtkampe, folkeoprør og spirende demokrati fra vikingetiden og frem til i dag. I dette program undersøger værten Cecilie Nielsen, hvorfor Kong Christian d. 6. indførte konfirmationen i 1736? Og hvad det betød for den helt almindelige befolkning?

 

Genforenings Galla

DR2, 10. januar, kl. 21:00

I år er det 100 år siden Sønderjylland blev genforenet med resten af Danmark. Det fejrer DR hen over året med en række programmer. Vi lægger ud med en Gallaforestilling fra Det Kongelige Teater, hvor scenen er fyldt med dans, sang og musik med relation til genforeningen. Man kan blandt andet opleve Den Kongelige Ballet, operasanger Jens Christian Tvilum, Skuespillere fra Det Kongelige Teater, Sønderjysk Pigekor, Haderslev Drengekor, Sigurd Barrett samt Det Kongelige Kapel.

 

Nixons beskidte tricks (1:4) - Viljen til sejr

Amerikansk mini-dokumentarserie fra 2019.

DR2, 11. januar, kl. 10:15

Richard Nixon er en af det 20. århundredes mest omdiskuterede politikere. Gennem fire programmer udforsker vi hans liv - fra hans tidlige politiske karriere, de nervepirrende tv-debatter med John F. Kennedy og til Watergate-skandalen, der tvang ham til at trække sig fra præsident-embedet. Første gang ser vi nærmere på Nixons barndom under beskedne kår, studietid og tidlige politiske liv i Californien.

Originaltitel: Tricky Dick

 

Anna Ancher - Kunsten at fange en solstråle

DR2, 12. januar, kl. 09:15

Hvordan kunne en ung pige i 1870erne vokse op i det yderste Danmark og udvikle sig til en af vores største kunstmalere? Anna Anchers motiver, sollys og farver skiller sig i dag ud fra de andre store skagensmalere. Hun kunne se noget, de andre ikke kunne. Og det forfulgte hun livet igennem.

Og husk også denne søndag på DR1, kl. 20:

Frederik IX - I farlige tider (3:4)

Historisk dramadokumentarisk serie om Dronningens far, Frederik IX, og monarkiet i hans levetid. I det skæbnesvangre år 1940 besætter tyskerne Danmark og nu får det danske kongehus igen en central rolle, da man sammen med politikerne skal beslutte, hvad der er bedst for landet: Samarbejdet eller modstand. Kronprins Frederik er 41 år og har stadig et svært forhold til sin far, den gamle konge Christian X, som holder sin søn uden for kongegerningen. Men da kongen bliver indlagt efter en voldsom rideulykke, bliver kronprinsen meget mod sin fars vilje indsat som regerende stedfortræder under et af krigens mest kritiske øjeblikke.

 

Royale hemmeligheder: Kongehuset indefra (1:4)

Britisk dokumentarserie fra 2019.

DR2, 13. januar, kl. 09:00

Dronningen Elizabeths ægteskab med prins Philip er et af de få britiske royale ægteskaber, hvor kærligheden og pligten går hånd i hånd. Den britiske kong Edward 8. valgte kærligheden frem for pligten, da han abdicerede for at gifte sig med Wallis Simpson. Prins Charles valgte modsat, da han giftede sig med Diana - med katastrofale følger. Tre ud af dronningens fire børn er i dag skilt. Vi kaster nyt lys over de kendte historier i løbet af dronning Elizabeths 67 år lange regeringsperiode.

 

Krigen der splittede min familie

Dansk dokumentar fra 2019

DR2, 14. januar, kl. 19:00

De fleste familier gemmer på en uløselig familie konflikt, som betyder, at familien ikke længere taler sammen. Det gælder også for familien Fischermann
Derfor beslutter familiens yngste medlem, barnebarnet Benjamin, sig for at undersøge, hvorfor hans familie er så dysfunktionel. Det han finder, viser med al tydelighed at 2. Verdenskrig og Hitlers rædselsregime stadig kaster lange skygger ind i en hel almindelig dansk familie anno 2019.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 17, 2019
TV-tips, uge 51, 2019
TV-tips, uge 30, 2019