Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 12, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 503

 

Ugens historiske flow-tv-tips indeholder både udsendelser om Kheopspyramiden. Bombeangrebet på Shellhuset, Jeff Bezos og Amazon og en dokumentarserie om den amerikanske valgkamp. Men der er også mulighed for at opfriske viden om den danske andelsbevægelse, den spanske syge, vandre på Kyst til Kyst stien, høre Folketingets formand fortælle om sit syn på det danske grænseland – og så er der også Burlescue-dans og den engelske storfilm om Gandhi. Og er man til fodbold og tilpas nostalgisk, så viser TV2 Sport alle Danmarks kamp under EM i 1992. Det må da være en søndagsbeskæftigelse nu, hvor Superliga og alt andet er suspenderet.

God fornøjelse

 

Kheopspyramidens uløste gåder (1:2)

Canadisk dokumentarserie fra 2018
(Lost Secrets of The Pyramid)

DR2, 18. marts, kl. 16:30

Hvordan og hvorfor blev den bygget? Kheopspyramiden i Egypten er den eneste af oldtidens syv underværker, der er tilbage. Et mysterium, der stadig rummer en masser ubesvarede spørgsmål. Men nu har en gruppe arkæologer fundet en 4500 år gammel papyrus-rulle og resterne af en gammel båd. Kan disse ting være svaret på nogle af de uløste gåder?

Efterfølges af seriens anden del kl. 17:20.

 

Det begyndte i Brugsen - Andelsbevægelsens historie (1:3)

Det begyndte i Brugsen.

DR2, 19. marts, kl. 13:30

Grundideen i Brugsforeningen er, at man ved fælleskøb af store partier dagligvarer sælger til medlemmer uden mellemled. Overskud deles som såkaldt dividende. Engang et vigtigt tilskud i den daglige husholdning, og dividenden findes endnu.
Det første andelsmejeri åbnede i 1882. Det første andelsslagteri åbnede i 1887. Organisationsstrukturen havde man allerede fra Brugsen.Tilrettelæggelse: Anna Elisabeth Jessen.

Anden og tredje del af serien kommer 20. marts kl. 12:50 og 13:20

 

Fra Obama til Trump: Et splittet USA (1:4)

Amerikansk dokumentarserie fra 2020.

DR2, 19. marts, kl. 23:00

Den amerikanske valgkamp er i fuld gang forud for præsidentvalget i 2020. Men kløften mellem vælgerne er større end nogensinde før. Ved hjælp af arkivmateriale og afslørende interviews med politiske nøglepersoner dykker vi ned i historien og udforsker den stigende racemæssige, kulturelle og politiske splittelse i USA. Hvordan er det kommet så vidt? Hvad betyder den skarpe polarisering for landets fremtid? Og hvem ender med at blive præsident?

 

Kyst til kyst stien (1)

DK4, 20. marts, kl. 21:20

En vandretur er en helt unik måde at opleve et område på, fordi man kommer ned i tempo og tæt på naturen.
Vi følger Kyst til Kyst Stien – en vandrerute tværs over Jylland fra Blåvand i Vest til Vejle i Øst, og her står oplevelserne nærmest i kø. Det er en strækning på ca. 130 km, som går langs med Varde-, Holme- og Vejle Å. Vi kommer gennem ådale og bestiger højderygge, og undervejs snakker vi med folk, der ved en hel masse om det, vi skal opleve på turen. Vi hører om, hvordan idéen til stien startede, og vi møder dem, der vedligeholder den. Vi stopper op ved fortidsminder, ser på livet under og over åen. Så følg med på turen og lad dig inspirere til at tage vandrestøvlerne på!

 

Døden tager de unge - Historien om den spanske syge

DR2, 20. marts, kl. 21:45

Børn og unge mennesker begynder pludselig at dø i København, og i løbet af kort tid har en usynlig dræber sendt tusindvis af mennesker i graven over hele Danmark. Men hvad skete der? Det her er historien om den ukendte epidemi, som hærgede Danmark for præcis 100 år siden. Og hvorfor noget lignede kan ske igen i dag.

 

Dansk-tysk med Matlok

DK4, 21. marts, kl. 09:25

I denne udgave af "Dansk tysk med Matlok" er Siegfried Matlok på Christiansborg, hvor han møder dansk parlamentarismes fornemste repræsentant, nemlig Folketingets formand Henrik Dam Kristensen, der har haft en lang og bemærkelsesværdig karriere som minister, folketingsmedlem og Europa-parlamentariker.
I samtalen bliver Folketingsformanden blandt andet spurgt om sine erfaringer med tyskerne og Tyskland fra ungdomstiderne i Vorbasse tæt på den gamle Kongeå-grænse, men også om hvad 1920 og Påskekrisen betyder for dansk parlamentarisme i dag, og om hans syn på mindretallene i det dansk-tyske grænseland. Til sidst i programmet gør Dam Kristensen og Matlok status over demokratiets tilstand i dag i Danmark og i Europa.

 

Kartago bør ødelægges

Dansk dokumentarprogram fra 1970.

DR2, 21. marts, kl. 14:15

Beretningen om det angreb, som det britiske luftvåben RAF under kodeordet "Kartago" rettede mod Gestapos hovedkvarter, Shellhuset i København, den 21. marts 1945. Den franske skole på Frederiksberg Allé blev under aktionen ramt af vildfarne bomber. 86 børn og 18 voksne omkom under bombardementet.

 

Fodbold: EM 1992 - Danmark-Frankrig

Den afgørende puljekamp fra Malmö Stadion

TV2 Sport, 22. marts, kl. 15:20

Danmark er kommet skidt fra start med et nederlag til Sverige og uafgjort mod England. Danskerne har endnu ikke scoret et mål i turneringen og ligger sidst i puljen. Så chancen for at gå videre synes meget teoretisk, men så begynder det hele at flaske sig, og starten på dansk fodboldhistorie begynder for alvor.

Originaltitel: Og det var Danmark: EM 1992 – Danmark-Frankrig. Alle Danmarks kampe ved EM92 sendes denne denne søndag.

 

De erotiske damers klub

Canadisk dokumentar fra 2015.

DR2, 22. marts, kl. 23:40

Med en fræk jazzet lydside fortæller nogle af de legendariske Burlesque-dansere om storhedstiden for strålende og glamourfyldte stripteaseshow, ikke mindst i Las Vegas i 1950'erne, 60'erne og 70'erne. Og selv om Gina, Marinka, Toni, Dililah og Kitten både blev udsat for sexisme, racisme og social stigmatisering, oplevede flere af dem også arbejdet som en frigørelse og en mulighed for at kræve deres egne kroppe tilbage!

 

Gandhi

Engelsk drama fra 1982.

DR2, 23. marts, kl. 16:05

Da Mahatma Gandhi i 1948 blev skudt ned af en attentatmand, mistede det forrige århundrede en af sine største personligheder. Livet igennem kæmpede Gandhi mod undertrykkelse og for Indiens selvstændighed, og hans kampmidler var utraditionelle og frem for alt uvoldelige.
"Gandhi" blev belønnet med hele otte Oscars - bl.a. som årets bedste film. Ben Kingsley modtog en statuette for sin præstation som Gandhi.
Mahatma Gandhi: Ben Kingsley. Margaret Bourke-White: Candice Bergen. General Dyer: Edward Fox. Lord Irwin: John Gielgud. Instruktion: Richard Attenborough.

 

Amazon: Penge, magt og verdensherredømme (1:2)

Amerikansk dokumentar fra 2020.

DR2, 24. marts, kl. 23:00

Jeff Bezos er en af verdens rigeste mænd og stifter af internethandelsgiganten Amazon. Gennem interviews med topledere, tidligere kollegaer og kritikere, undersøger vi, hvem Bezos er, og hvordan han forvandlede et lille firma i sin garage til verdens største netbutik. Et forretningsimperium, som kritikere hævder, vil dominere markedet for enhver pris. Hvilke ambitioner har Bezos? Og hvad er prisen for Amazons verdensherredømme?

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 50, 2019
TV-tips, uge 14, 2019
TV-tips, uge 07, 2019