Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 27, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 478

 

I denne uges flow-TV tippes både om hvid slavehandel, kvindemordere og Darwin. Og vi skal genopleve noget af Den kolde Krig og forundres over en demonstration i Novosibirsk. Desuden ser DK4 på myten om jomfruhinden – og DR2 indleder en serie om små isolerede danske øer. Endelig er der fodbold fra Danish Dynamite og dokumentarer om forfatteren Sylvia Plath og sangerinden Janis Joplin. God fornøjelse!

 

I krigens skygge - Den amerikanske forbindelse

DR2, 1. juni, kl. 15:45

Omkring slutningen af 2. verdenskrig etablerer en kreds af indflydelsesrige danskere hemmelige bånd til den amerikanske efterretningstjeneste. Under kodenavne som Babylon, Orange Juice, Lemon Juice og Big Horn fører netværket en alternativ udenrigspolitik for Danmark i den kolde krigs første år.

 

Med Gud mod Darwin (1:2)

DR2, 2. juli, kl. 16:00

For mere end 200 år siden blev Charles Darwin født. Og 50 år senere udkom hans banebrydende bog om arternes oprindelse. Siden har religiøse kræfter over hele verden - også i Danmark og Norden - viet deres liv til at bekæmpe Darwin og hans livsværk.
Dokumentaren fortæller Darwins historie, og hvordan danskerne tog imod hans tanker. Den skildrer også danske og udenlandske religiøse fundamentalisters kamp mod videnskaben fra starten af århundredet til i dag.

 

Små øer - store historier (1:5)

DR2, 2. juli, kl. 21:00

Rejs med Rane Willerslev fra Nationalmuseet og forfatter Christina Vorre til øen Hjelm. Her forsøger de med en ny vinkel på en af Danmarkshistoriens mest diskuterede uopklarede mord - mordet på Erik Klipping. De leder også efter en skjult falskmøntneri-smedje, men finder en hemmelig underjordisk løngang! Og så skal vi høre om hvordan man i nyere tid overlevede som ensom fyrpasser gennem 30 år på en af Danmarks mest isolerede øer.

 

Stop jomfrumyten (1)

Dansk dok.-serie

DK4, 3. juli, kl. 18:35

Jomfruhinden sidder tværs over skeden. Som et biologisk kyskhedsbælte beskytter den kvindens renhed og uskyld. Ved første samleje brister hinden, og blodet farver det hvide lagen. I århundreder har det været fortællingen hos både folk og fagfolk. Der er blot ét problem: Der findes ingen hinde, som sprænges under den seksuelle debut. Jomfruhinden er ikke en kønsdel, den er en myte – en myte, som koster unge kvinder udstødelse, lemlæstelse eller livet. Derfor tager brobyggeren Özlem Cekic fat. Hun søger sandheden om kvinders kønsorganer; hun dykker ned i mytens mørkeste konsekvenser. Og hun sætter handling bag ordene.
I 1.del får Özlem Cekic eksperter til at demonstrere, hvordan jomfruhinden er en myte. Men ingen danskere kender denne nye sandhed om kvinder, hverken på gaden eller i Folketinget. Og hvad siger de muslimske miljøer til, at jomfruhinden blot er en myte?

 

Janis Joplin - Little Girl Blue

Amerikansk dokumentar fra 2014.

DR2, 3. juli, kl. 23:15

Dette er historien om en af de første kvindelige rockartister, der for alvor slog igennem i musikbranchen. Janis Joplin voksede op i Texas og fik i 1960'erne succes med sit rockband og siden som solist med sin stærke karakteristiske stemme. Samtidig havde hun dog svært med at kapere berømmelsen og et miljø med stoffer og alkohol, som i sidste ende tog livet af hende. Interviews, breve og arkivfotos tegner et billede af en af tidens mest ikoniske sangerinder.

 

Danmark i Den Kolde Krig (4:12)

Amerikanerne kommer.

DR2, 4. juli, kl. 12:40

I sommeren 1951 landsatte amerikanerne over 12.000 bygningsarbejdere og soldater ved den lille danske koloni Thule. Grønlands befolkning blev forøget med 50 procent. Forud var gået et politisk spil, som danskerne tabte. Amerikanerne satsede alt for at overtage et lille stykke af kongeriget Danmark. Danskerne der boede i kolonien og de centrale embedsmænd fortæller historien om dengang amerikanerne kom.

 

Danish Dynamite - legenden om de bedste (1:4) - Den største kamp

DR1, 4. juli, kl. 17:45

Danmark har kvalificeret sig til en VM-slutrunde for første gang nogensinde. Modstanderen i den første kamp hedder Skotland. Spillet er hårdt og brutalt, og danskerne skal vise, at de kan leve op til forventningen om at være blandt de bedste hold ved verdensmesterskaberne. En forventning, som er bygget op gennem de mange triumfer i starten af 80'erne. Men kan miniput-nationen slå igennem på verdens største fodboldscene?

 

Kultur i farezonen - Demonstration i Novosibirsk

Svensk dokumentar fra 2016.

DR2, 5. juli, kl. 9:35

Dokumentarfilm om mennesker over hele verden, som risikerer liv og frihed for sin kunst og kultur.
Artyom Loskutov er en kunstner fra Novosibirsk som 1. maj hvert år arrangerer en demonstration. En festlig demonstration af upolitisk absurd budskab. At udtrykke sig frit bliver stadig vanskeligere i dagens Rusland og myndigheder forsøger at stoppe demonstrationen.

 

Sylvia Plath - Glasklokken

Britisk dokumentar fra 2018.

DR2, 5. juli, kl. 21:30

Sylvia Plath er en af det tyvende århundreders største kvindelige forfattere og lyrikere. I sin eneste roman, 'Glasklokken', skildrer hun vanskelighederne ved at være kvinde og leve med begrænsningerne i 1950'ernes USA - og om livet med depression og selvmordsforsøg. Her dykker vi ned i historien bag hendes semi-biografiske beretning, suppleret med vidnesbyrd fra hendes venner og datter, Frieda Hughes.

 

Hvide slaver - Hark Olufs (1:3)

DR2, 6. juli, kl. 15:20

I 1724 er den femtenårige skibsdreng Hark Olufs på sin fars skib Håbet på vej fra Nantes i Frankrig hjemad mod Hamborg, da det bliver opbragt af kapere. Besætningen bliver taget og ført som fanger til Algier.
Hark Olufs liv som slave i Nordafrika er exceptionel, først og fremmest fordi han overlever - men i særdeleshed fordi den lille skibsdreng fra Vadehavsøen ikke bliver en helt almindelig slave.
Hark Olufs er en ud af den million europæere, der fra år 1500 til ca.1830 var slaver i Nordafrika. Det var sømænd, passager på skibe og landsbybeboere i fjerne kystområder, der blev kapret af muslimske pirater både i Middelhavet og Atlanterhavet.

 

Kvindemordene i Louisianas sumpe (1:5): Et lig i floden

Amerikansk dokumentarserie fra 2019.

DR2, 6. juli, kl. 23:00

Mellem 2005 og 2009 bliver otte kvinder fundet myrdet og dumpet i området omkring den lille by Jennings i USA. Flere af ofrene er blevet kvalt, og man frygter at en serimorder er på spil. Men da politiet begynder at efterforske kvindernes liv, dukker der flere og flere hemmeligheder op. Hvem dræbte de otte kvinder?

 

Hvide slaver - Tyrker-Gudda (2:3 )

DR2, 7. juli, 15:20

I midten af juli måned 1627 overfalder fire nordafrikanske kaperbåde Island. Mange bliver dræbt, og flere hundrede islændinge og et ukendt antal danskere bliver taget til fange og tvunget med ombord på kaperskibene. Med som fanger er den 29årige kvinde Gudridur sammen med sin lille søn.
Det er barske forhold, der venter Gudridur og hendes lille søn. Heden er skrækkelig. Indenfor den første måned dør mange islændinge af sygdom.
Gudridur er en ud af den million europæere, der fra år 1500 til ca.1830 var slaver i Nordafrika. Det var sømænd, passager på skibe og landsbybeboere i fjerne kystområder, der blev kapret af muslimske pirater både i Middelhavet og Atlanterhavet.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 20, 2019
TV-tips, uge 47, 2019
TV-tips, uge 5, 2020