Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 15, 2021

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 744

 

Her i uge 15 skal vi have et par udsendelser fra 2. verdenskrig – om luftkrigen 1943 og om prinsesse Elizabeth under krigen. Desuden et portræt af Folke Bernadotte og De hvide Busser, og så indledes en serie om dansk idrætssamarbejde med Nazi-Tyskland. Vi skal se dokumentaren om et frygteligt børnehjem på Jersey, høre om dansk transporthistorie og om kampen i rummet. Afstøbningssamlingen i Vestindisk Pakhus bliver besøgt, og det samme gør Kirsten Kjær Museet i Thy. Endelig er der et portræt af Putin – og fiktionen er repræsenteret ved den sidste sæson af den fremragende tyske serie om hospitalet Charité, og filmen om den unge dronning Victoria. God fornøjelse

 

Fanget i Hitlers spil (1:4)

DR2, 14. april, kl. 21:00

Abraham Kurland var Danmarks bedste bryder og udtaget til OL 1936 i det nazistiske Tyskland. Men hvem besluttede, at han ikke måtte deltage? Adam Holm går på opdagelse i en skamplet på dansk idrætshistorie, og forsøger at opklare hvad der skete, da en række af Danmarks største sportsfolk havnede i et ideologisk magtspil: Fanget mellem medaljedrømme og politisk udnyttelse. Se mere her

 

Kampen om månen - fra Sputnik til Apollo (1:2)

DR2, 15. april, kl.12:35

Fransk dokumentar fra 2019. (Battle for the Moon, from Sputnik to Apollo) Den 20. juli 1969. Næsten 600 millioner mennesker sidder med øjnene klistret til fjernsynsskærmen. Neil Armstrong er, som det første menneske, ved at sætte sin fod på Månen - efter mere end 20 års intens kamp mellem USA og Sovjetunionen. Gennem arkivmateriale fejrer vi det første skridt på Månen for 50 år siden og dykker ned i rumkapløbet - fra opsendelsen af Sputnik 1 i 1957 til Apollo 11 i 1969. Anden del kl. 17:35.

 

Luftkrigen - Den varme sommer 1943

DR2, 16. april, kl.18:05

Amerikansk dokumentar fra 2018. (The Cold Blue) I 1943 rejste den navnkundige og aldsidige amerikanske filminstruktør William Wyler til Europa for at filme luftkrigen. Han fløj adskillige kampmissioner og en af hans tre kameramænd blev ulykkelig vis dræbt på en af turene. Farvefilmene er for nylig dukket op af et arkiv, og sammen med de få overlevende krigsveteraner fortæller de historien om de mænd, der fløj den ene selvmordsaktion efter den anden i den varme sommer i 1943.

 

Elizabeth II i krigstjeneste

DR2, 16. april, 21:30

Britisk dokumentar fra 2020. (Our Queen at War) Dronning Elizabeth II er verdens længst regerende monark. Hendes offentlige pligter begyndte allerede under 2. Verdenskrig, hvor hun gjorde tjeneste i den britiske hærs Auxiliary Territorial Service. Gennem interviews med hendes barndoms ven og royale eksperter dykker vi ned i Elizabeths liv og ser, hvordan 2. Verdenskrig forvandlede en genert prinsesse til en legendarisk dronning.

 

Hvide busser og sorte magter

DR2, 17. april, kl. 11:00

Et portræt af Folke Bernadotte. I slutningen af 2. verdenskrig lykkedes det svenske Folke Bernadotte at redde 20.000 fanger ud af nazisternes koncentrationslejre. Med ét blev han - efter at have levet et helt anonymt liv - verdensberømt. Tre år senere blev han myrdet i Jerusalem. Gennem arkivmateriale og vidner tegnes her et portræt af Bernadotte.

 

Meget mere Thy

Kirsten Kjær Museet
DK4, 18. april, kl 17:40

Vi er i Thy - og vi er på Kirsten Kjær Museet - et privatejet museum, som blev stiftet i 1981 af to legendariske mænd, nemlig Kirstens halvnevø Harald Fuglsang og dennes mand, John Anderson. Vi fortæller om baggrunden for at netop de to mænd, som begge er uddannede læger, etablerer museet, og hvordan de med nøjsomhed – og ikke mindst genbrugsmaterialer, har udviklet et beskedent landsted, til et arkitektonisk forunderligt kunstmuseum med bygninger, der pga. knopskydninger nærmest er en labyrint. Vi skal høre historien om Kirstens farverige liv – om at føle sig anderledes, og om at være kontroversiel og trodse tidens normer ved at lade sig skille og hellige sig malerkunsten.

 

The Young Victoria

DR2, 18. april, kl.17:20

Britisk drama fra 2009. I 1837 bliver den kun 17-årige prinsesse Victoria midtpunkt for et magtspil i det engelske kongehus. Kong William er døende, og selv om Victoria er hans tronarving, forsøger hendes mor at holde den unge prinsesse væk fra tronen. Samtidig sendes den tyske prins Albert til England for at vinde Victorias hjerte. Victoria lader sig ikke lokke af smiger, men bliver alligevel glad for den unge prins. Medvirkende: Emily Blunt, Rupert Friend, Paul Bettany, Jesper Christensen m.fl. Instruktion: Jean-Marc Vallée.

 

Kunstens vugge

DK4, 19. april, kl. 13:00

Afstøbningssamlingen i vestindisk pakhus rummer nogle af verdens mest berømmede skulpturerer -" dog "kun" i afstøbninger. Afstøbninger, der i nogle tilfælde er i bedre stand, end originalerne. Museumsinspektør Henrik Holm fortæller levende om Winckelmann og Wiedewelt, pionererne for vores kunstforståelse, han fortæller om de skulpturer, afstøbningerne er lavet efter og om de perioder, der ligger til grund for vores opfattelse. I dette tredje program fra afstøbningssamlingen, med udgangspunkt i Winckelmann, skal det handle om yderpunkterne i den antikke kunst og nyklassicismens opståen. Det skal handle om Tyranmorderne, der blev opsat som symbol på demokrati, da demokratiet knapt var opstået. Og det skal handle om Katarsis og verdens grimhed, når vi hører om Den berusede kvinde. Man siger historien bliver skrevet af sejrherrerne, men er det også gældende i kunstens verden? Hvad er der tilbage af den oprindelige fortælling, når vi ser antikkens statuer med nutidens øjne?

 

Putin - en russisk spionhistorie (1:3): Vejen til magten

DR2, 19. april, kl.18:20

Britisk portrætserie fra 2020. (Putin: A Russian Spy Story) Vladimir Putin har regeret Rusland med en jernnæve i 20 år - og er en af de mest frygtindgydende politikere i vor tid. I tre afsnit udforskes Putins vej til magten gennem arkivoptagelser og interviews med dem, der står ham nærmeste og hans modstandere. Kom med ind i sindet på en af det 21. århundredes mest indflydelsesrige ledere. Hvem er manden bag myten?

 

Charité - I Murens skygge (1:6)

DR2, 19. april, kl. 21:30

Tysk dramaserie fra 2021. (Charité) Østberlin, 1961. En uge inden Berlinmuren opføres, overflyttes den unge læge Ella Wendt til hospitalet Charité. Ella håber at arbejde med cancerforskning under den anerkendte professor Prokop, men hun bliver straks suget ind i hospitalets travle hverdag. Læger og sygeplejersker rejser til Vesttyskland i stort tal, så der er hårdt brug for alle kompetente hænder.

 

Da Danmark blev flettet sammen (1:4)

DR2, 20. april, kl.17:35

Find den nostalgiske kikkert frem og rejs med, når vi følger i sporene på alle tiders dansk transporthistorie. Den ligger lige udenfor vinduet og er altid et stop værd. Vi begynder med kanaler og havne, der i generationer har spillet en nøglerolle for mobilitet og industrialisering.

 

Dokumania: Rædslernes børnehjem på skattely-øen

DR2, 20. april, kl. 20:55

Britisk dokumentar fra 2020. (Garenne) I 2007 ryster en skandale den britiske ø Jersey. Omdrejningspunktet er det nedlagte børnehjem Haut de la Garenne, hvor tidligere beboere står frem med anklager om seksuelle overgreb og totur. Men stærke kræfter forsøger at mørklægge sagen, indtil to bloggere slår sig sammen med tidligere politifolk og overlevende fra rædslernes hus for at tvinge øsamfundet til at konfrontere sin fortid. Her dykker vi ned i den værste sag om børnemishandling i Storbritanniens historie.

[Historie-online.dk, den 13. april 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 07, 2021
TV-tips, uge 51, 2020
TV-tips, uge 20, 2021