Menu
Forrige artikel

Oplevelser fra coronakrisen

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2765

 

Et øjebliksbillede

Coronadage er et øjebliksbillede i historien. Her er jeres historier fra coronadagene, hvor en aggressiv virus ændrede vores liv fra den ene dag til den anden. Lukkede vores skoler, arbejdspladser og vores lands grænser, og tvang os til at holde afstand på et tidspunkt, hvor det ville være rart med mere nærhed.

Hvis du vil være med, kan du sende din coronadag til hej@coronadage.dk. Det kan være et foto, en video, en lydbid eller en tekst. Hvad som helst, der kan uploades.

https://coronadage.dk/?fbclid=IwAR3c6fVhHpu3ceV_-6MiVOobny8Mfm6_QeuH9_e81QPJjRu_MnC2qXqROGk

 

Randers Stadsarkiv og Museum Østjylland

 

Hvad kan jeg give arkivet til corona-indsamlingen?
Om du er sendt hjem uden løn, har oprettet en hjemmearbejdsplads, har hamstret gær eller modtager virtuel undervisning de næste uger, vil vi gerne høre fra dig - uanset alder og lokalitet.

Du kan skrive om en enkelt dag eller flere, eller måske hele perioden. Send dagbogen til randers.stadsarkiv@museumoj.dk eller del et foto fra din hverdag på Museum Østjyllands Instagram-side med #coronairanders. 

Du kan evt. tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
????Hvordan så din hverdag ud, før Danmark blev ramt af coronavirus?
????Hvad har ændret sig for dig?
????Hvordan ser din hverdag ud nu?
????Hvad oplever du og hvad har du af overvejelser?
????Passer du børn derhjemme, eller har du måske oplevet at naboer finder nye måder at hjælpe hinanden på?

 

Ringkøbing-Skjern Museum:

Hjælp os med at gemme den vestjyske historie om Coronakrisen 

På Ringkøbing-Skjern Museum er en af vores vigtigste opgaver at gemme den vestjyske fortid til fremtiden. I normale tider vil man måske tænke at dette drejer sig om potteskår fra jernalderen, porcelæn fra 1700-tallet eller patroner fra Anden Verdenskrig. Men lige nu er ikke normalen, lige nu skriver vi historie! Derfor vil vi bede jer hjælpe os med at gemme denne tid til fremtiden.
Ringkøbing-Skjern Museum er et lokalmuseum. Vores historie er den vestjyske historie. Alt hvad vi fortæller og formidler er med udgangspunkt i, hvor vi er, eller hvor vi kommer fra. Sådan skal det selvfølgelige også være nu. Vores fremmeste opgave ift. at gemme historien om Coronakrisen til kommende generationer skal derfor også være med udgangspunkt i Vestjylland og Ringkøbing-Skjern Kommune. Derfor vil vi gerne bede om jeres hjælp til at få gemt glimt og historier om Coronakrisen i Vestjylland. 

Coronakrisen på vestjysk

Vi håber I vil hjælpe os ved at sende historier, billeder og videoer, der viser hvordan Coronakrisen satte spor i Vestjylland, og gemme det, der gjorde krisen unik i lige her -  hvordan den påvirkede os. Det kan være du har billeder af en mennesketom gade i Ringkøbing, Videbæk, Tarm e.l.? Det kan være du som lokalpolitiker - eller ligefrem borgmester - og har nogle helt særlige billeder, historier eller papirer, der viser hvordan demokratiet i kommunen blev påvirket i denne periode. Måske er du sommerhusudlejer, og har været med til at byde de sidste turister velkomne inden grænsen lukkede. Eller måske, var du med til at sige på gensyn, da de sidste tyske turister rejste hjem?     
Vi ved ikke hvad der kommer til at være et billede på Vestjylland og Ringkøbing-Skjern Kommune fra denne tid - men det håber vi I vil hjælpe os med at finde ud af!

Vil du dele din historie om Coronakrisen?   
Har du fået lyst til dele din historie, så vi kan gemme den til kommende generationer? Så kan du:
●      Sende billeder og videoer - i så høj opløsning så mulig.
Beskriv meget gerne hvad der sker, hvor det sker og hvem der er med på dem.
●      Sende links til en blog du har skrevet eller billeder af en dagbog du har ført.
●      Sende genstande og ting der skal gemmes
Beskriv hvad de har været brugt til, hvor de har været brugt og hvem der har brugt dem. 
Kontakt os på info@levendehistorie.dk så finder vi sammen ud af, hvordan vi gemmer tingene til fremtiden. Selvom Ringkøbing-Skjern Museum er gået på vågeblus og har hjemsendt langt størstedelen af vores medarbejdere, vil det stadig være muligt at komme i kontakt med os, samt indlevere til denne indsamling.  

Det, du deler med os, vil vi både gemme i vores magasin, men vi vil også rigtig gerne have muligheden for at dele det nu på de sociale medier. Husk at skrive at vi gerne må bruge jeres billeder og videoer

 

Vejle Stadsarkiv  og VejleMuseerne:

Fremtidens historiske forskning starter allerede nu

Lige nu står vi midt i et af verdenshistoriens helt centrale øjeblikke. Derfor igangsætter Vejlemuseerne og Vejle Stadsarkiv nu en fælles indsamling af fortællinger og genstande, der dokumenterer livet i Vejle Kommune i denne verdenshistoriske periode.

I fremtiden vil man se tilbage på foråret 2020 og forsøge at forstå, hvordan vi mennesker agerede i krisesituationen og ikke mindst hvorfor. Vejlemuseerne og Vejle Stadsarkiv ønsker, at borgere og forskere i fremtiden kan få et retvisende og nuanceret billede af, hvordan det var at være en del af den mest omfattende pandemi i 100 år.

Derfor beder vi alle i Vejle Kommune hjælpe os med to ting, nemlig at indsamle fortællinger og genstande fra den omvæltede hverdag, vi lige nu oplever.

Din hverdagsfortælling

En dag i ugen, der starter mandag d. 30. marts, vil vi bede dig gøre en eller flere af følgende ting:

Tag et billede, der beskriver dit liv under karantænen.
Skriv en dagbog, der beskriver dagens forløb.
Film en video, hvor du fortæller om, hvordan det er at leve under karantænen.
Vi er interesseret i alt, lige fra at høre om dine bekymringer, håb og tanker omkring denne tvungne 'pausetilstand', vi alle er sat på, til hvordan du får tiden til at gå.

Hvordan får du hjemmearbejde og hjemmeskole til at fungere sammen? Hvilke film/serier ser du, hvilke bøger læser du og hvilken musik hører du? Hvor mange toiletruller har du hamstret og hvorfor?

Eller er du en af dem, der stadig arbejder ude, og holder samfundets hjul i gang? Hvordan er stemningen på sygehusgangene? Er der mere eller mindre affald i folks skraldespande, når du tømmer dem? Hvordan opfører folk sig i supermarkedskøen, når du sidder ved kassen?

Det er fortællinger, der måske kan virke trivielle lige nu, men disse data vil være en uvurderlig ressource for fremtidens historikere. Derfor er det vigtigt, at vi indsamler dem nu.

Ting, der taler

På museer indsamler vi ting, der fortæller historier. Hvis du har noget, som du tror kunne have museets interesse, så gem det gerne til os!

Det kan være dit hjemmelavede mundbind, skoleskemaet for dine børns hjemmeskole eller den plexiglasplade, der beskytter medarbejdere og handlende i din butik.

Det er ikke sikkert, at vi får brug for din ting i vores samling, men vi vil gerne have buddet, når situationen forhåbentlig snart er normaliseret.
 

Også på den korte bane

Lige nu kan det være svært at huske præcis, hvordan verden så ud for 3-4 uger siden. Mennesker er helt utroligt dygtige til at tilpasse sig, og det nye bliver hurtigt nomalen. Ligeledes vil erindringen om livet midt i coronakrisen hurtigt blive uklar, når vi genoptager en hverdag, hvor skole- og arbejdsdagen foregår på ydersiden af hoveddøren.

Derfor håber vi, at en del af det indsamlede materiale kan blive til en lille udstilling om den helt nære fortid, som vi vil kunne vise, når museerne igen slår dørene op for publikum.

Alle, der har en fortælling eller en genstand, som de vil give til os og eftertiden, kan gøre det via www.vejlemuseerne.dk/indsamling. 

 

Nationalmuseet m.fl.

Del din hverdag i coronatid og klæd fremtiden på

Nationalmuseet og en række institutioner opfordrer alle danskere til at fortælle om deres hverdag under coronakrisen. Hverdagsskildringerne skal bruges i forskningssammenhæng og gemmes til eftertiden.

Vi står i en historisk situation lige nu. Danmark er lukket ned, fordi en pandemi hærger i hele verden. Hverdagen er på kort tid forandret for os alle.

Medarbejdere i sundhedsvæsenet opruster for at redde så mange liv som muligt. Virksomheder lukker ned. Ansatte i supermarkeder arbejder på højtryk for at få madvarer på hylderne. Restauranter må lukke eller skifte til take-away. Skolelærere fjernunderviser elever. Børnefamilier jonglerer mellem arbejde og børnepasning på samme tid. Og danskere er strandet et sted i verden og venter på at komme hjem. Danmark er kort sagt forandret på under to uger.

Den historiske situation vil Nationalmuseet sammen med en række samarbejdspartnere gerne dokumentere til eftertiden.

For hundrede år siden skyllede Den Spanske Syge ind over Danmark og hele verden. Vi ved, at det kostede mere end 15.000 danskere livet, og vi ved, hvordan de syge blev isoleret, og hvilke tiltag man gjorde. Men vi ved ikke så meget om, hvordan den almindelige dansker oplevede frygten og kaosset under pandemiens rasen.

Nu truer en ny epidemi, og Danmark gør sig nye, historiske erfaringer i, hvordan samfundet igen bedst kommer igennem en verdensomspændende pandemi. Den viden er dyrebar nu - og for fremtiden.

"Kommende generationer skal have et indblik i, hvordan hverdagen så ud i Danmark under coronapandemien. De skal ikke kun have tal på smittede, alvorligt syge, døde og helbredte. De skal også have vidnesbyrd fra helt almindelige mennesker. De vidnesbyrd er en slags tidskapsel, der om mange år vil kunne afsløre udviklinger, der er usynlige for os nu, fordi vi står midt i dem," siger Christian Sune Pedersen, der er forskningschef for enheden 'Nyere Tid og Verdens Kulturer' på Nationalmuseet.

Nationalmuseet opfordrer alle danskere til at besvare et spørgeskema og skrive detaljeret om, hvad de gør, hvor de arbejder, hvor de befinder sig, hvilke samtaler man har, og hvad de tænker om det hele. Alt det, som måske synes trivielt, men som er dyrebar viden for fremtidige generationer.

Beretningerne vil også kunne få betydning på kort sigt.

Nationalmuseet er i tæt samarbejde med førende forskere, der arbejder med kortlægning og undersøgelse af danskernes adfærd og holdninger under krisen, og som hjælper myndigheder med råd og vidensdeling.

Deltag i undersøgelsen og bliv en del af Danmarkshistorien
Spørgeskemaundersøgelsen finder du på hjemmesiden natmus.dk/dagemedcorona

Har du en ting, som siger noget om den situation, vi står i lige nu? Så send en mail til corona@natmus.dk. Vi udvælger en eller flere af de indsendte forslag til vores næste udstilling om de sidste 100 års Danmarkshistorie 'En skat til Danmark'.

[Historie-online.dk, den 31. marts 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
13.000 års historie fra Esbjerg Kommune
TV-tips, uge 36, 2023
TV-tips, uge 50, 2023