Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 31: Kinderdijk og Zaanse Schans i Holland

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 609

 

I forenklingens og klicheernes verden er forskellige lande kendetegnet ved forskellige ting. England måske ved Big Ben og bowlerhatten, Frankrig ved Eifeltårnet, baguette og champagne, Spanien ved tyrefægtning, siestas og bodegas, Schweiz ved ost, chokolade og urmagere. For Hollands vedkommende er det træsko, diger og vindmøller... Noget om snakken er der. Holland er faktisk vindmøllernes land par excellence, og vil man opleve vindmøller og lade sig imponere af deres udseende og konstruktion, så skal man tage til Holland eller Nederland, som hollænderne kalder deres land med de 12 provinser, hvoraf to bærer navnet Holland, nemlig Noord-Holland og Zuid-Holland. 

Vindkraftens historie i Europa går tilbage til middelalderen, hvor man i Normandiet og Sydengland byggede de første vindmøller. Det var stubmøller, et navn de fik herhjemme, fordi møllen hvilede på og drejede omkring en stor træpæl, en stub. Pælen stod solidt på jorden takket være en tømmerkonstruktion, en krydsfod. Oven på pælen hvilede møllens skrog samt møllens vindfang. Dette vindfang bestod af fire vinger, der kunne sættes sejl på. Fra vingeakslen overførtes kraften via to tandhjul til en lodret aksel, og denne trak så via et stort tandhjul og et mindre, et drev, kornkværnen. Denne mølletype spredte sig i Nordeuropa og blev først og fremmest brugt dér, hvor vandkraften ikke var til stede. At få malet sit korn til mel og dyrefoder var en nødvendighed og alt andet end håndkværne krævede kraftoverførsel. Den fik man enten fra vand eller vind.

 "Standerdmole" kalder hollænderne stubmøllen. Her ses et tværsnit. Læg mærke til pælen og krydsfoden, som bærer hele molevitten, wikipedia org.

Holland måtte bruge vindmøller. Der er ganske vist masser af vand, men det kan ikke opstemmes, for landet ligger, hvor floderne når ud til havet. Vind er ligesom vand en ressource, som er ulige fordelt. Det blæser mere visse steder end andre, hvad vi her i Danmark udmærket er klar over. Ja hele kysten fra Nordspanien over England, Nordfrankrig, Nederlandene, Nordtyskland samt Danmark har høje gennemsnit for vindhastigheden, mens størstedelen af Centraleuropa er vindfattigt.

Holland har altså gode vindressourcer og en ny vindmølletype dukkede op i 1500-tallet. Den hollandske mølle. Det nye var, at møllens tårn stod fast og vindfanget hvilede i en hat, som kunne dreje, så møllen altid stod i vinden. På en stubmølle skulle hele mølleskroget dreje om pælen, og det begrænsede størrelse og anvendelsesmuligheder. Hollænderne havde ikke alene brug for kornmøller. De var begyndt at inddæmme landet, og i de "polders", som opstod, skulle vandet pumpes bort. Det klarede vindmøllerne. De trak pumpeværker, når det blæste, og på den måde blev efterhånden store områder bag digerne inddraget til landbrug.

Hvis man vil se et stykke af den historie, som skabte provinsen Holland, så skal man tage til Kinderdijk sydvest for Utrecht og ikke langt fra Rotterdam. Man kan komme dertil på mange måder, men den bedste er med skib fra Amsterdam. Det var på den måde, vi kom rundt. Kanalbådene er oftest gamle ombyggede fragtfartøjer med små kahytter. Bestemt ingen luksus, men det er heller ikke dyrt, og til gengæld glider man som i fortidens Holland gennem et fredsommeligt landskab, hilser på cyklister, græssende køer og vindmøller. Vi kom ad floden Vecht til centrum i Utrecht og efter overnatning videre. Somme steder måtte vi passere en bro. De hollandske klapbroer åbner hurtigt for kanaltrafikken. Og til gengæld må skipperen lægge nogle gylden - i dag euro - i den træsko, som med en fiskestang svinges ud til ham på båden. Man kan også fra Rotterdam og Dordrecht komme til Kinderdijk med en "waterbus".

Kanalbåden "Anne Marie II" venter på åbning af klapbro.om

Kinderdijk er UNESCO kulturarv. På et system af diger står hele 19 vindmøller, gamle pumpemøller, som stadig er holdt vedlige. De afvandede en "polder", Ablasserwaad, som blev inddiget i 1738. To rækker af pumpemøller løfter vandet to etager op. Vindmøllerne i nederste række, "nederwaard", er murede, mens de i den øverste møllerække "overwaard" er stråtækkede trækonstruktioner. Alle vindmøller er forsynet med sejlførende vinger. Når det blæser og møllerne kører, er det et imponerende syn. Efter den hollandske tradition har hver mølle ligesom et skib et navn, og her også et nummer. En af "nederwaard" møllerne, nr. 5, er museum, og man kan nærstudere pumpemølleværket og se, hvordan møllefamilien boede og hvad tøj, de gik i. Det var småt med plads og ingen lukrativ beskæftigelse at være "vandmøller", men dog et fast arbejde. Møllen nr. 5 blev beboet af en møllerfamilie ved navn Hoek, som nu i 10. generation stadig passer vindmøllerne. 

Fire af vindmøllerne i "overwaard" Kinderdijk, wikipedia.

Fra Amsterdam kan man billigst og lettest med bus nr. 391 fra Centraalstation nå til Zaanse Schans, hvor en række store vindmøller venter en. Da Holland i 1600-tallet oplevede en blomstringstid, "de gouden eeuw", udviklede man vindmøller til industrielt brug. Det er disse tidlige industrivindmøller, som kan ses og opleves ved Zaanse Schans. Af de oprindelig 600 vindmøller langs floden Zaan er syv bevaret. Flere er flyttet hertil i 1960-erne, da museet åbnede. Foruden vindmøllerne er stedet også friluftsmuseum med mange gamle huse og værksteder. Man skal i weekender og ferietiden forberede sig på trængsel.

Møllerne er hovedattraktionen. De er fungerende og er en slags levende industrimuseer. Man kan mod betaling gå ind og ud af møllerne og se, lugte, høre deres forskellige anvendelse. "De Huizmann", husmanden, er en lille vindmølle fra 1783, som formalede krydderier.  "De gekroonede Poelenburg" er en stor savmølle. Netop savmøllerne blev af stor betydning for Hollands fremgang som søfartsnation. En savmølle kunne præstere 25 mands arbejde med opsavning af tømmer til skibsbygning. Det betød, at de hollandske skibsbyggerier kunne arbejde hurtigere og billigere end i andre lande som f.eks. Danmark, hvor arbejdet blev udført med håndkraft.

 Savmøllen "Den kronede Poelenburg" og farvemøllen "Katten" på møllemuseet Zaanse Schans, flickr.

Flere af møllerne er oliemøller. Det gælder f.eks. "De bonte hen", Den brogede høne fra 1693. Mølleværket trækker nogle store stentromler, som ruller hen over oliefrø anbragt på en drejeskive og derved presser olien ud af frøene. På samme måde virker farvemøllen "De Kat" fra 1664. Farvestoffer som okker, titan m.v. knuses og bliver som pulver opbevaret, hvorefter de som pigment kan tilsættes til linolie. Dengang møllen blev bygget, var de tilgængelige farver gul, rød og blå samt hvid og sort. I 1700-tallet fik man også grøn. "De Kat" er stadig leveringsdygtig i farver, der købes af kunstnere og konservatorer i hele verden.

"Het Jonge Schaap", Det unge får, er en savmølle, rekonstrueret i 2007, og den opsaver træ, så snart vinden tillader det. Også gallerihollænderen "De bleeke Dood", Den blege død, sælger sine produkter, nemlig mel. Der formales korn hver fredag. Møllen "De Os", Oksen er fra 1663. Den står uden hat og vinger og fortæller på udmærket vis, hvad der skete. Hvorfor vindmøllerne en efter en gik ud af drift og forsvandt. Vindkraften blev erstattet af forbrændingsmotorer, på denne mølle en dieselmotor, som fra 1916 til 1931 trak oliemølleværket.

I dag er udviklingen atter vendt. Forbrænding af fossile brændstoffer er på vej til at gå af brug, og med stor succes er vindkraften kommet tilbage. Den har den kæmpe fordel, at den uden at forurene og øge CO2 kan skaffe os højenergi i form af elektricitet. Hollænderne viste vejen i 1600-tallet, men Danmark har vist vejen i den nye udvikling og vi er blevet et førende vindmølleland. Hurra for det!

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen"

[Historie-online.dk, den 14. januar 2020] 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 27: Museum of the Frankincense Land
Museum på Rejsen 15: Thomas Jeffersons Monticello
Museum på Rejsen 5: Falkland Islands