Menu
Forrige artikel

Kærlighed, køn og seksualitet

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 6189

 

HistorieLab har opbygget en kildebank. Det er en online portal, der stiller kilder og lærervejledning til rådighed til en række emner til henholdsvis 5.-6. klasse eller 7.-9. klasse.

Et af kildebankens emner er ”Kærlighed, køn og seksualitet”. Det er delt ind i fire tematikker, som hver indeholder en række kilder. Kilderne er tekstuddrag, billeder og filmklip, der er didaktiserede og pædagogisk bearbejdet.

1.      Tema: ”Kærlighed, kunst og forbud” indeholder kilder, der giver en række eksempler på, hvordan seksualitet er kommet til udtryk i kunsten igennem tiden.

2.      Tema: ”Ægteskab, kærlighed og konsekvenser” indeholder kilder til, hvordan synet på ægteskabet og ikke mindst sex udenfor ægteskabet og prævention har udviklet sig.

3.      Tema: ”På kanten” har fokus på kilder om mennesker og deres adfærd, som samfundet har set – og måske stadig ser – på som ”afvigere”. Dvs. de, som ikke har passet eller passer ind i samfundets normer som eksempelvis prostituerede kvinder og homoseksuelle mænd.

4.      Tema: ”Køn over tid” rummer kilder om forskellige tiders opfattelser af køn og ligestilling. Der er blandt andet kilder til, hvordan man har stillet – og måske stadig stiller – forskellige forventninger til piger og drenge.

HistorieLab har udarbejdet emnet, så det kan anvendes på forskellige måder i undervisningen. Fx kan læreren tilrettelægge et længere forløb, hvor eleverne arbejder problemorienteret med selvvalgte historiske problemstillinger, og hvor de selvstændigt søger at belyse deres problemstillinger ved hjælp af de kilder, der er tilgængelige i kildebanken. Læreren kan også vælge at fokusere på et enkelt af de fire temaer og dets tilhørende kilder, eller lade eleverne arbejde med alle kilderne i emnet. Endelig kan læreren vælge at lade enkelte af kildebankens kilder supplere og/eller nuancere andre læremidler eller portaler.

Til hvert tema er der udviklet en lærervejledning. Det består af et lærerhenvendt historisk overblik, ideer til undervisningsforløb, igangsættende anslag, samt eksempler på kompetenceområder og -mål og færdigheds- og vidensområder til 7.-9. klasse, som knytter sig til arbejdet med temaet.

Desuden er der udarbejdet en række spørgsmål til de enkelte kilder, som kan hjælpe eleverne med at åbne, analysere og tolke kilderne. Et eksempel på sådanne spørgsmål til en kilde kunne være:

·         Hvorfor mon loven havde så strenge straffe for at dyrke sex uden for ægteskabet?

·         Hvilke grunde kan der være til, at bøden til manden var dobbelt så stor som til kvinden?

·         Hvad fortæller det om samfundet i 1600-1700-tallet?

·         Hvorfor mon bødestraffen blev halveret, hvis manden og kvinden giftede sig?

·         Hvorfor er det ikke længere strafbart i Danmark at have sex uden for ægteskabet?

·         Overvej hvorfor det i nogle kulturer og samfund stadig er strafbart at have sex uden for ægteskabet.

Kildebanken indeholder også mere generelle lærer- og elevvejledninger vedrørende formulering af problemstillinger og at arbejde problemorienteret med kilder. Endelig er der produceret en triggerfilm, der skal vække elevens undren og nysgerrighed for emnets tematikker, og som kan bruge som anslag til forløbet.

Kildebanken er en del af projektet ”100 danmarkshistorier” – et projekt, hvor danmarkshistorien formidles gennem 100 bøger à 100 sider, skrevet af 100 forfattere, og udgivet på Aarhus Universitetsforlag. HistorieLab bidrager til projektets digitale formidlingsdel med en række digitale temapakker, som er målrettet undervisningsbrug i grundskolen. Indholdet i hver temapakke tager udgangspunkt i et antal af bogtitlerne fra Aarhus Universitetsforlags ”100 danmarkshistorier”, men er tilrettelagt tematisk og udarbejdet, så de kan anvendes som læremidler. Projektet er lavet med en række samarbejdspartnere og er støttet af A.P. Møller Fonden.

Se HistorieLabs hjemmeside

Billedet på forsiden: Foto: Wikimedia Commons. Karikatur fra o. 1590 af utroskab og dumhed. Hustruen overlader nøglen til sit kyskhedsbælte til ægtemanden, der har æseløre på hatten. Bag sengen sælger en kvinde en ekstra nøgle til en anden mand.

[Historie-online.dk, den 18. december 2018]

 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
HistorieLab markerer reformationsjubilæet
Findes julemanden?
HistorieLab: Kildebanken