Menu
Forrige artikel

Julen på danske museer

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2782

 

Hjul igen på Sporvejsmuseet

I weekenden 14.-15. december fortsætter Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm en mangeårig tradition, når museet afbryder vinterpausen og sætter julepyntede sporvogne i trafik ude i det hvide eller grønne – alt efter, hvad vejret har tænkt sig. I denne december-weekend sælges friskskovede juletræer ved museumssporvejens endestation i Højbjerg Skov nord for Skjoldenæsholm, og der bydes på musikalsk underholdning, gløgg og æbleskiver eller andre varme eller kolde drikke i den særlige julecafé. Julemanden? Han kommer naturligvis og bruger et helt særligt transportmiddel!

Den forestående jul sætter præg på museets udstilling og på butiksudstillingerne i den nye, lange museumsgade med det uofficielle navn Valby Langgade. Mon ikke, der er mobiliseret en hel del nisser og snelandskaber, modeltog og andet, sådan som børn og barnlige sjæle kunne studere det i butiksudstillingerne i 1940erne, 1950erne og 1960erne?

Sporvejsmuseet samler på mange store og små rariteter. Deriblandt fine gamle julekalendere i mange tredimensionale udformninger, kravlenisser og andre ting, som var en del af julen i de gamle sporvognes storhedstid. Disse ting bliver hentet frem til de to særlige åbningsdage i december. Mange af museumsgæsterne har gjort et julebesøg på Sporvejsmuseet til en skattet tradition. Julesporvognene kørte første gang i 1990.

Ved museumssporvejens endestation dufter dejligt af gran, men også brændte mandler, og man kan købe begge dele.

 

Lørdag 14. december og søndag 15. december arrangerer Nordsjællands Veterantog og Danmarks Jernbanemuseum i samarbejde med Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm kørsel med et særligt juletog, der fremføres med det flotte DSB-damplokomotiv K 563. For begge dage er køreplanen afgang København H: 10:30, ankomst Borup: 11:35 og retur afgang Borup: 15:05 og ankomst København H: 16:12. Juletoget kører uden stop til Borup station/København H. De rejsende bliver hentet på stationen af museumsbusser fra Sporvejsmuseet, og det er også museumsbusser, der sørger for transporten fra museet tilbage til Borup. Juletoget er et såkaldt blandet tog, der medfører en godsvogn, hvor købte juletræer rejser med, behørigt mærkede, så køber og træ finder hinanden igen.

Man kan selvfølgelig også besøge Sporvejsmuseet i egen bil og selv sørge for transporten af folk og gods (læs: juletræet). Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ligger ved Jystrup omtrent midt mellem Roskilde og Ringsted. I dagene 14. og 15. december åbnes kl. 10 og lukkes kl. 16. Der kan læses mere på hjemmesiden www.sporvejsmuseet.dk

 

Julen står for døren – også på herregården Gammel Estrup, hvor man kan være med, når både herskab og tjenestefolk gør sig klar til jul som på den sidste greves tid for hundrede år siden.

Igennem hele december er der ægte julehygge for hele familien, og herregården er pyntet smukt op til jul. I Spisestuen står julemiddagen klar på grevens bord, og i Riddersalen stråler juletræet. I stuerne kan man se, hvor grevefamilien drak kaffe efter middagen, før juletræet blev tændt, og hvor børnene efter juletræsdansen nød deres gaver, og familien samledes om flygelet og sang julesange. I Folkestuen, er der dækket op til tjenestefolkenes julemiddag. Og i Herregårdskøkkenet kan man møde husjomfruen, og smage på julebag bagt efter Gammel Estrups hundrede år gamle opskrifter. I juletiden på Gammel Estrup kan man se, hvordan man holdt jul på herregården, dengang den stadig var beboet.

”For hundrede år siden kunne Christen greve Scheel fejre sin første jul på Gammel Estrup. Det var en tid, hvor der stadig var herskab og tjenestefolk, og hvor der endnu blev ført stort hus på herregården, ikke mindst i julen, hvor familien samledes, og man havde mange overnattende gæster. For herskabet gik juledagene med juleballer med nabogodserne, jagter, kaneture, middage, julelege osv., mens tjenestefolkene havde travlt med at gøre rent, redde senge, bære brænde og fyre op i de mange ovne, slæbe vand til værelserne til vask og bad, servere og meget andet. I køkkenet skulle der både slagtes, brygges øl, bages og meget andet fra slutningen af november, så man havde travlt”, forklarer museumsinspektør på Gammel Estrup, Marie Aaberg Andersen, som står bag juleudstillingen Jul for herskab og tjenestefolk, som kan opleves på Gammel Estrup fra den 30. november.

Juleaktiviteter i weekenderne

I alle adventsweekender er der særligt gang i juleforberedelserne. I Herregårdskøkkenet bliver der lavet gammeldags julesul som grisetæer i gelé, medister og blodpølse på det store brændekomfur. I julebageværkstedet kan børn kreere deres egne peberkagefigurer efter Gammel Estrups hundrede år gamle opskrift, og man kan hjælpe stuepigerne med at klippe historisk julepynt i herregårdenes stuer. Man kan også få sig en dans om det store juletræ i Riddersalen og være med til at synge julen ind. I alle adventsweekenderne er der også mulighed for at købe gaver i museets butik, juletræer og julepynt, julesnaps og hjemmelavede æbleskiver.

Der er Jul på Gammel Estrup 30. november-22. december. Tirsdag-søndag kl. 10-16. Alle dage kan man opleve juleudstillingen Jul for herskab og tjenestefolk og besøge Husjomfruen i Herregårdskøkkenet. I weekenderne er der klejnekogeri/bageværksted, juleklip, kaffestuer, juletræssalg mm.

 

Hjørrings hyggeligste julemarked

I denne weekend, d. 23. og 24. november, står den på jul og glade dage, når Hjørring Julemarked og over 40 stande slår dørene op til endnu en omgang julehygge i smukke historiske omgivelser i Museumsgade på Vendsyssel Historiske Museum. Museet er blevet fyldt til randen med stande, og der er aktiviteter for både børn og voksne. Så der er rig lejlighed for at finde nogle af årets helt specielle julegaver, og samtidigt invitere familien på en dejlig hyggestund.

Hjørring Julemarked er byens store attraktion i tiden op til jul, hvor man kan møde små og store lokale boder med alle mulige former for håndværk.

Op til 40 stande kan man gå på opdagelse i, og der er alt fra juledekorationer, keramik, garn, øl, mjød og bjesk til planter, smykker, broderi og meget, meget mere. De mange stande, som er fordelt ud over hele museet og på torvet foran det Gamle Rådhus, har noget for alle nysgerrige.

Lørdag d. 23. november klokken 11 åbner Hjørring Julemarked og de mange stande. Der er hestevognskørsel hele dagen, Vendsyssel Fælleskor kommer og synger i teaterudstillingen, der er julerundvisning for børn og familier samt oplæsning af juleeventyr. Om eftermiddagen kommer middelaldergruppen Rødder og Vinger og laver flot ildshow for de fremmødte.

Der er også mulighed for at klippe julepynt med familien og bedsteforældre, og så har den Gamle Købmandsbutik selvfølgelig også åben – hvor man nu igen kan købe den lokalklassiske Hartmann-spegepølse – friskt leveret fra slagteren i Sindal efter original opskrift fra 1931.

Der er skattejagt for de små, hvor de skal finde skjulte ting på museet, og har mulighed for at vinde en gave.

Dagen efter, søndag d. 24. november, starte Hjørring Julemarked op igen kl. 11, hvor alle knap 40 stande igen er repræsenteret. Over middag kommer slagteren fra Tårs Slagterhus, og viser hvordan man parterer en gris i museets lade. Klokken 15 synger Pi’erne fra Vendsyssel Sygehus i teaterudstillingen.

Søndag rykker de strikkeglade mennesker fra Strikkecaféen også ind i museumscafeen, så her er der god mulighed for at snakke om garn og opskrifter mv.

Se hele programmet for julemarkedet på museets hjemmeside vhm.dk.

Der er entré på 50 kroner for voksne, børn er altid gratis, og så er der fri adgang til alle boder og udstillinger. Og når man så ér på museet, kan man jo gå på opdagelse i den helt nye særudstilling om teaterlivet i Hjørring igennem de sidste hundred år. 

 

 

Lørdag den 23. og søndag den 24 nov. er der Gammel Jul på Hessel - også børnenes jul.

Kom og oplev en stemningsfuld og hyggelig juleweekend med dans om juletræet og med de herligste juledufte i bygningerne.

Børnene kan lave deres egen juledekoration, støbe lys og bage kager. Desuden er der nissedrillerier i staldene.

Mange juleboder i laden.

Derudover kan man købe frokost, gløgg, æbleskiver, kaffe og the og meget andet i cafeen og museumsbutikken.

Som noget nyt, vil vi år prøve at holde åbent mandag den 25., tirsdag den 26. fra kl. 1.00-15.00 og onsdag den 27. fra kl 14.00-18.00

Der er rundvisning i stuehuset med fortælling. Hygge i cafeen med æbleskiver og gløgg.

Kom på Hessel og kom i rigtig julestemning. 

 

Jul i Den Gamle By

Fra 23. november til 5. januar kan du opleve, hvordan danskerne har fejret jul i 400 år. 

Der er masser af oplevelser for store og små og garanti for julestemning i de hyggelige gader blandt julepynt, lysende lanterner og kapervogne. Gå på opdagelse i de stemningsfulde udstillinger og se, hvornår de danske juletraditioner opstod. Nyd en kop varm chokolade, julemad eller julegodter fra boderne og køb historisk julepynt og unikke julegaver i vores butikker

Mandag - torsdag (25. nov. - 20. dec.)

Åbningstid kl. 10-17

Aktiviteter
• "Mørkning" i Eilschous Boliger (kl. 16.30) 
• Besøg Nisseloftet og vær nisse for en dag
• Prøv en tur i kapervogn. Så længe vejret tillader det (af hensyn til hestene).
• Juleskattejagt udleveres ved indgangen

Liv i huse, værksteder og butikker
• Aktører i huse og butikker i 1864-, 1927- og 1974-kvarteret
• Køb juleblomster, frugt og dekorationer i Handelsgartneriet kl. 11-16

Udstillinger
• Følg juleruten – følg de 24 lysende lanterner og bliv klogere på 400 års historie
• Plakatudstillingen "Murens fald” og fortællingen om den tyske glas-julepynts historie
• Udstilling om juleøllets historie i Ølkælderen (indgang fra Torvet)

Mad og drikke
• 1700-tals værtshuset Winekes Kælder har åbent kl. 11 til museets lukketid
• Konditoriet fra 1974 har åbent kl. 10 til museets lukketid
• Julestue i to etager i Bendtsens Pakhus kl. 10-17 – få varmen med kaffe og julekager
• Juleboder - markedsboder med mad og drikke og godter på Torvet
• Mad, drikke og søde sager på Festpladsen og Telefontorvet

Se hele juleprogrammet her

 

Hyggelig julemåned på den gamle Færgegård

Frederikssund Museum, Færgegården, inviterer til hyggelig julemåned for hele familien. Med juletræssalg og nisserier i de tre første advent-weekender og med den traditionsrige julehygge-weekend 'Julerier på den gamle Færgegaard' den 14. - 15. december er der lagt op til en december nøjagtig så julehyggelig, som december skal være. 

Frederikssund Museum, Færgegården, er med sine historiske bygninger og smukke omgivelser det ideelle sted for store og små til at få stemt sindene til hjerternes fest og bruge tid på at være sammen om noget rart. Og så kan man oven i købet kombinere udflugten med at årets juletrækøb. 

Fra den 30. november og de følgende to weekender kan selv den mest juleforhærdede blive blød om julehjertet, når Frederikssund Museum varmer op under juleløjerne på den gamle færgegård. 

Her er et overblik over aktiviteterne:


JULERIER PÅ DEN GAMLE FÆRGEGAARD

Færgegårdens Venner og Frederikssund Museum, Færgegården byder indenfor til årets hyggeligste julearrangement.

Kom i julestemning, når nisserne slår dørene op til Færgegårdens juleværksteder og byder alle børn indenfor til at flette, sy, save, klippe og klistre deres egen julepynt. Man kan blandt andet lave en smuk juledekoration af naturens materialer, lave julepynt eller lave en vaskeægte færgelundsnisse.

Lørdag kl. 12.30 spiller spiller Ian Price og blæserne fra Frederikssund Musikskole op til julestemning på museets gårdsplads.

Tid og pris:
14. og 15. december kl. 10.00 – 16.00
Gratis


MENS VI VENTER PÅ JULEN

Der er travlt på færgegården, og nisserne er frygteligt glemsomme og taber deres ting. Kom og hjælp dem med at finde deres briller, strikketøj og alt det andet, der ligger rundt omkring, så nisserne kan blive klar til jul! 

Du kan også sætte dig og lave julepynt, så museet får det smukkeste juletræ.

Tid og pris

30+1., 7.+8., 14.+15. december, 11-15
Entré voksne kr. 50 kr. 0–17 gratis

 

 

Nyvangs julemarked er større end nogensinde

Aldrig har der været så mange bodholdere ved Andelslandsbyens julemarked, og mange flere har forgæves søgt om standplads

Der er fart på i den gamle landsby i disse dage, hvor man gør klar til det traditionsrige julemarked. Alt er som det plejer ved denne tid, hvor den særlige nostalgiske nyvangsjulestemning skal på plads, og så alligevel ikke. Langt flere hænder knokler med julelys, hjerter og pyntegran, for der har aldrig været så stor efterspørgsel på at blive bodholder i Nyvang, som der er i år.

”Vi har simpelthen måtte udvide, fordi vi fik så mange ansøgninger om standpladser, og fordi mange havde en kvalitet, vi ville elske at kunne præsentere vores gæster for. Oven i det har vi lavet et helt nyt koncept for julepyntningen, så Nyvang vil være mere stemningsfuld end nogensinde,” fortæller arrangør Helle Schummel.

Der pyntes i alle Nyvangs gamle huse, fra det hyggelige husmandssted til den højtidelige kirke, og programmet omfatter juletræsfest, nissehistorier og den traditionelle slagtning af julegrisen.

Markedet tiltrækker omkring 10.000 gæster og holdes i år den 23., 24., 27., 28., 30. november og 1. december fra 10 -16.

Se mere på www.andelslandsbyen.dk

 

[Historie-online.dk, den 20. november 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
April. Très Riches Heures du Duc de Berry
Museumsnumre 4: Lommekniv/foldekniv
Findes julemanden?