Menu
Forrige artikel

Gamle Esbjerg-værksteder granskes

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 3349

 

Takket være en bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen kan Sydvestjyske Museer nu gennemgå sin store samling af værktøj og andre genstande, som blev hentet ind til museet i 1970erne og 1980erne.

Mange små håndværk og værksteder forsvandt fra Esbjerg by igennem 1970erne og -80erne. Dengang blev nogle af værkstederne beskrevet og dokumenteret, og genstande og inventar blev samlet ind af museet. I dag står disse genstande på Sydvestjyske Museers magasin i Teglværksgade. 

Det gælder eksempelvis kurvemager Harald Petersens værksted, som lå i Havnegade i Esbjerg fra ca. 1930. Hans hovedprodukt var i mange år fiskekurve til byens mange fiskere. Museet gennemfotograferede hans værksted og dets indretning, og tog nogle af genstandene ind til bevaring for eftertiden.

Sydvestjyske Museers samling rummer i alt 9.252 genstande, som har forbindelse til håndværk og industri. Det er typisk værktøj og inventar fra håndværk og industri i Esbjerg og Ribe, men også håndværksforeningerne er repræsenteret i kraft af faner, fotos og anden form for dokumentation. 

Stort jysk samarbejde

Mange andre museer har lignende samlinger, og det er mange år siden, at de sidst har været behandlet i et bredere perspektiv. For at få et overblik over præcis, hvad museumssamlingerne rummer, og for at kunne sammenligne de forskellige samlingers fælles træk og lokale særpræg og sammensætning, er flere jyske museer gået sammen om et projekt, der har til formål at kaste lys over håndværkssamlingernes betydning og potentiale.

Projektet er støttet af en bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen og er netop sat i gang med en forventet afslutning i sommeren 2021. De deltagende museer er Give-egnens museum, Museum Midtjylland, Glud Museum, Danmarks Industrimuseum i Horsens, Vejle museerne, Billund Kommunes museer og Sydvestjyske Museer. Desuden indgår Silkeborg Museum og Konserveringscenter Vejle i samarbejdet.

Der gemmer sig gode historier i værkstederne

Sydvestjyske Museers samlingsansvarlige, Mette Højmark Søvsø er begejstret:

"Det er en virkelig kærkommen lejlighed til at komme i dybden med en af de rigtig store genstandsgrupper i vores samling. Med bevillingen kan vi gøre det grundige basisarbejde, der skal til, for at få overblik over de mange genstande og folde de mange gode og spændende historier ud. 
Genstandene fra hvert håndværksfag skal fotograferes en ad gangen, og museet skal tage stilling til, om der er noget, der skal kasseres, og om uregistrerede genstande skal registreres og dermed bevares for eftertiden."

Museets leder af Historie & Formidling, Lulu Anne Hansen, er også mere end tilfreds:

Vores grundige gennemgang vil betyde, at vi nemt kan stille samlingerne til rådighed for forskning i håndværk-erhvervenes udvikling, ligesom man nu også bedre kan sammenligne den del af Esbjergs historie med andre byers. Desuden vil vi nemt kunne gøre fotos af gamle redskaber fra f.eks. bagere, skomagere, kurvemagere eller smede tilgængelige for interesserede.  

Nysgerrige behøver dog ikke vente helt til sommeren 2021 med at se nogle af de gamle fine ting eller få nogle af historierne. Sydvestjyske Museer planlægger nemlig at dele de mange historier, der vil dukke op i løbet af projektperioden, på deres Facebookside.

[Historie-online.dk, den 26. februar 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Offentlig rundvisning på Apotekerloftet
Min butik
Pop-up udstilling på Budolfi Plads