Menu
Forrige artikel

Fars Dag på Teknisk Museum

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2340

 

Så er det igen blevet tid til at skrue op for røg og damp på Danmarks Tekniske Museum, som fejrer Fars dag, den 5. juni, med et brag af en maskinfest. Der vil være alt fra veteranbiler og robotter til F-16 jagerfly, så der er noget for både store og små.

Knus en bil til frokost eller brænd et bilvrag

Igen i år vil vi anrette "knust bil til frokost" efter opskriften: Antænd et bilvrag, sluk det ved hjælp af museets veteranbrandbiler og knus bilen ved at køre den over med en kampvogn - så er der serveret! Er du mere til pølser og brød eller frikadeller med kartoffelsalat, så har vi også det.

Veteraner og robotter

Museets veteranbiler startes op og får en køretur. Du kan blandt andet se den flotte gule Munktell vejtromle fra 1926 og intet mindre end Verdens ældste kørende bil: Hammelvognen fra 1888. Se også den over 100 år gamle dampbil Conrad få gang i kedlen foruden robotter, droner og mange andre maskiner samt de tossede fysikere fra Den Sorte Skole, der laver farlige fysikforsøg eller alle de flotte veteranmotorcykler der kommer på besøg, kun på Fars dag.

Prøv det selv

Der er selvfølgelig også masser man selv kan røre, føle og trykke på. Prøv de populære Segways eller de seje hjemmebyggede cykler, hvor både børn og voksne kan få en tur. Du kan også finde din indre Robin Hood frem og afprøve dit talent med bue og pil eller nyde udsigten fra F-16 flyets cockpit. Museets udendørs togbane vil traditionen tro også køre hele dagen, så der er rig mulighed for at få en tur på en af Nordeuropas største minitogbaner.

Praktisk information: Fars dag arrangementet foregår mandag den 5. juni fra kl. 10 til 17. Børn har gratis adgang og voksne koster 90 kr. Nogle af aktiviteterne kræver billet, som koster 20 kr. og kan købes på pladsen. Se også www.tekniskmuseum.dk

 

Historie-online.dk, den 23. maj 2017

 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Oplevelser fra coronakrisen
Marie Christensen - Historiens Aktører nr. 14
Nyt om kejser Nero