Menu
Forrige artikel

Efterårsferie på danske museer

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2078

 

Uhyggen breder sig i de brostensbelagte gader til allehelgen i Den Gamle By. Hør om overtro, spøgelser og genfærd og lav din egen uhyggelige roelygte i efterårsferien, den 12.-20. oktober.

Aktiviteter for børn

Lav bolsjer
Lav dine egne Kongen af Danmark-bolsjer, som du kan tage med hjem.  

Snit din egen roelygte
Lav en uhyggelig roelygte og hør, hvordan lygterne fra midten af 1800-tallet, er blevet brugt til at skræmme naboerne. Hør også om forskellen på allehelgen og Halloween.

Det foregår i Renæssancegården kl. 10-17. Der kan forekomme lidt ventetid.
Materialeudgift per deltager: 20 kr. (engangsbeløb, der gælder alle aktiviteterne i Renæssancegården)

 


Uhyggeligt eventyr i Eilschous Boliger

Besøg Præsteenken i Eilschous Boliger og hør uddrag af H.C. Andersens eventyr ”Klokkedybet” fra 1856. Mød også skomagermadammen, præsten, gårdskarlene og køkkenpigerne, der fortæller gådefulde historier om overtro, mystiske genfærd og skumle spøgelser.

Giftige lægeplanter i Apotekerhaven

Gartnerne fortæller om overtro og giftige lægeplanter. Hør blandt andet om den sagnomspundne og giftige alrune-plante også kendt som "dragedukke" og "galgemand" på grund af rødderne, der med lidt fantasi kan ligne en menneskekrop. Tidspunkt: kl. 13 og 15 i Apotekerhaven. Varighed: 20 min.

Salg af planter

Mød gartnerne, der fortæller om tobaksdyrkning i 1800-tallet og hænger tobaksplanter til tørre i Tobaksgården tirsdag, onsdag og torsdag. I Handelsgartneriet kan du købe urter og planter i drivhusene alle dage kl. 12-16

Leg og uhyggelige historier på Festpladsen

Besøg gøglerne på festpladsen og prøv luftgynger, dåsekast og keglespil. Gøglerne kan også fortælle den uhyggelige historie om genfærdet "helhesten" - en trebenet hest, der varsler død, ulykke og sygdom for dem, som kommer i nærheden af den.

 

Oplev udstillingen NEXT LEVEL og prøv mere end 20 computerspil i efterårsferien på Danmarks Tekniske Museum!

Udfordr dine børn til at opnå hæderen ”Unknown Fighter” eller ”Gamer!” i efterårsferien. Som afslutning på årets særudstilling NEXT LEVEL skruer vi fuldt op for computerspillene og sørger for masser af aktiviteter til både garvede spillere, nye tilhængere og forældre, der selv stod ved arkademaskinerne i 80’erne.

Sidste chance for at nå NEXT LEVEL

Efterårsferien er sidste chance for at opleve og ikke mindst prøve den populære særudstilling NEXT LEVEL, hvor du kan opleve computerspillenes udvikling gennem mere end 50 år. En væsentlig del af udstillingen skal mærkes gennem fingrene, når de danser henover knapper og controllere på Pac-Man, Space Invaders og 18 andre forskellige konsol-, arkade- og computerspil du selv kan spille på. I anledning af ferien går jagten nemlig ind på den højeste score, fede 1. pladser og mange andre seje achievements, som kan samles og tages med hjem til evig håneret.

Aktiviteter for hele familien

Efterårsferiens aktivitetsværksted står også i computerspillenes tegn. Her kan du prøve at programmere computere ved hjælp af frugt, for selvfølgelig kan både æbler, pære og bananer da bruges som computertaster! Eller måske er du mere til at lave din egen controller af pap og sølvpapir og spille Super Mario med den. I værkstedets perlepladehjørne er der også rig mulighed for at slippe kreativiteten fri, og lave flotte vedhæng med farverige spilfigurer.

Rundvisninger

Alle dage i efterårsferien er der introduktion til museet kl. 10:30, med en præsentation af museets udstillinger og nogle af de sejeste genstande, som fx Danmarks ældste bil Hammelvognen og Andreas Mogensens rumkapsel. Tirsdag, onsdag, torsdag i ferien er der gratis rundvisninger, hvor man kan komme med rundt i museets samling og høre om fly, biler og raketter.

Parkbanen

Få luft i håret og en tur rundt på museets udendørsareal med minitoget, Parkbanen, som kører udenfor museet på den 850 meter lange bane med afgang fra stationen ved parkeringspladsen. Bemærk at togene kun kører tirsdag, onsdag og torsdag i efterårsferien, og desværre ikke hvis det regner.

 

Lejre Museum BLIV DETEKTORFØRER FOR EN DAG
I samarbejde med Nationalpark Skjoldungernes Land inviterer Lejre Museum til en helt særlig oplevelse, når vi i efterårsferien giver børn og unge mulighed for at prøve kræfter med detektorarkæologien. 

Sammen med lokale detektorførere skaber vi rammerne for en dag, hvor deltagerne både får mulighed for at opleve imponerende, udstillede detektorfund, bliver præsenteret for teknikken og reglerne i detektorarkæologien samt selv få lov til at gå med detektor i den fantastiske natur i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Vi mødes på Lejre Museum, hvor vi både går på opdagelse i udstillingen 'Sagnkongernes Lejre' og selvfølgelig opleverpop up-udstillingen 'At gå med detektor - Suset fra fortiden'. Herefter går vi i samlet flok til marken midt i skjoldungelandet, hvor vi bevæbnet med detektor går på jagt efter historien og mærker suset fra fortiden.

Medbring madpakke og drikke, som spises i det fri. Husk tøj og fodtøj efter vejret. Vi sørger for metaldetektor og oplæring i brugen af samme, som deltagerne deles om to og to. Ved evt. fund af formodet danefæ er det lovpligtigt at indlevere fundet.

Vi følges tilbage til Lejre Museum, hvor dagen slutter kl. 15 og alle nye detektorførere vil få udleveret diplom for deltagelse.

Aldersgruppe: 10-17 år

Læs mere her

 

Nyt unikt metaldetektorfund udstilles på Ribes Vikinger fra 8. oktober

Er det en bjørn eller er det et pindsvin? Er det en skildpadde eller er det et bæltedyr?  De sidste to er det i hvert fald ikke, for det fine hængesmykke er fra vikingetiden, og vikingerne kendte hverken til bæltedyr eller skildpadder. Dét er vikingetidseksperten Claus Feveile sikker på, men her holder sikkerheden også op. 

Dyr gav vikingen kraft
Det kan godt ligne et pindsvin, men problemet med det er, at pindsvin er nuttede, og nuttede dyr giver ikke kraft til sin ejer”. Og det er nok kraft vikingen, der har ejet smykket, er gået efter. 

Mange af vikingetidens smykker viser forskellige dyr, og selvom vi ikke ved, det med sikkerhed, har de mange drager og slanger og ulve i vikingetidens smykkekunst nok skullet hjælpe deres ejermand på en eller anden måde ved at dele sin kraft med ham eller hende. 

Derfor hælder Claus Feveile mest til den noget mere kraftfulde bjørn, når han skal komme med et bud på, hvad det er for et dyr, der fremkommer når man ser på den sølvindfattede bjergkrystal.

Sendt til konservering
Det er metaldetektorføreren Henrik Brinch, som har afleveret det fine krystaldyr til Sydvestjyske Museer, som har sørget for at få det renset og konserveret, så det er klar til at blive udstillet på Ribes Vikinger. 

Da dyret blev fundet var sølvet temmelig mørkt efter de mange år i jorden, men konserveringscentret har varsomt fjernet al jord og givet sølvet sin naturlige glans tilbage.

Ny historiejagt for børn og voksne: Dyrene fortæller
Udstillingen af krystaldyret danner grundlag for den nye historiejagt for børn og deres voksne som lanceres i efterårsferien fra den 12. oktober og varer til vinterferien. Den hedder ”Dyrene fortæller”: 

Som ny på Ribes Vikinger har krystaldyret fået nogle af alle de mange dyr i udstillingerne til at fortælle om det, de ved om gamle dage. 
Det er både hjorten fra Ribe-mønten, en rødspætte, vikingen fangede, ler-anden, der blev leget med, og adelsmandens falk, der fortæller.

De, der læser dyrenes fortællinger og svarer på deres spørgsmål, kan finde frem til navnet på det lille egern, som også bor på museet. Nemlig egernet i livstræet, Yggdrasils krone.

Krystaldyret kan ses på Ribes Vikinger til og med torsdag d. 6. februar 2020. Herefter skal det sendes til Nationalmuseet som danefæ.

 

Efterårsferie i Museum Vestsjælland

Tag børnene med og få nogle sjove og aktive timer sammen i Museum Vestsjælland.

Lær fx at binde en børste og presse æblesaft på Slagelse Museum, prøv ringridning og mal et våbenskjold på Kalundborg Museum, leg med vejret på Sorø Museum, design smykker og pynt af genbrugsmaterialer på Holbæk Museum, find gamle ting i jorden på Odsherreds Museum og pres æbler på Malergården. Lav kinesiske lygter og drager på Ringsted Museum og prøv en skoledag for 100 år siden på Flakkebjerg Skolemuseum. Svært at vælge? Det er alt sammen for børn, og der er vejledning alle steder. Materialepris kan forekomme.

Se åbningstider og adresser på www.vestmuseum.dk. Særpris: Alle under 18 år har gratis adgang i alle lokale museer i Museum Vestsjælland.

 

Greve Museum. Kreative genbrugsværksteder i efterårsferien

Der er ingen tvivl om, at genbrugsbølgen ruller over Danmark. Det er populært som aldrig før at finde på nye måder at genbruge gamle ting og sager på, og på Greve Museum rider vi også med på bølgen, når vi inviterer børn og voksne til hele to forskellige genbrugsværksteder i efterårsferien. 

Mosaikker af sten d. 15/10 – 18/10

Fra tirsdag til fredag kan du lade dig inspirere af de mange kunstværker i museets skulpturudstilling, som lige nu kan opleves i museets skønne have. I værkstedet står kunstner Tine Hecht-Petersen klar til at vise, hvordan man selv kan lave små kunstværker til haven i form af flotte mosaik-fliser. Tine Hecht-Pedersen er uddannet billedhugger fra Kunstakademiet, så hvis man vil aflure teknikker fra en dygtig kunstner, er der her mulighed for at suge til sig og få gode tips og tricks med på vejen. Værkstedet starter hver dag kl. 11.30, så kom og vær med fra start, så der er tid til at lave en flot mosaik til din egen have. Man kan tage egne havefliser med på 20x20 cm, eller man kan købe materialer i værkstedet er for børn i alle aldre samt deres familier. 

 

Uldent redesign d. 15/10 og 16/10

Tirsdag og onsdag i samme uge er der også mulighed for at genbruge din gamle, uldne striktrøje, når vi inviterer til uldværksted, hvor du kan redesigne en gammel sweater og få glæde af den på ny. Sy vanter og huer af en gammel uldtrøje sammen med tekstilformidler Trine Reffstrup, som er ekspert i at sætte nyt liv i de gamle klude. Du kan også pynte din hue eller vanter med broderi. Værkstedet er både for børn og voksne.

 

Du kan selv medbringe egen uldtrøje, som du har vasket ved for høj temperatur, således at den er krympet lidt, og garnet er filtet/valket. Valkning betyder, at man vasker en uldvare ved høje temperaturer (40 - 60 grader) og hermed filter den. Brug kun trøjer af 100% uld! Et godt trick er at smide et håndklæde eller 3 tennisbolde med i vasken. De bumler mod det strikkede materiale og hjælper til med at valke. Der er også mulighed for at købe materialer i værkstedet.

Grevemuseum.dk

[Historie-online.dk, den 2. oktober 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Troels-Lund - Historiens Aktører nr. 11
Museumsnumre 46 - Hofteholder
Buffalo Bill - Historiens Aktører nr. 47