Menu
Forrige artikel

Revolutionen og Magten

Kategori: Bøger
Visninger: 7104

Af cand.phil, seniorkonsulent Carsten Egø Nielsen

Tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem og skatteminister Frode Sørensen har udover en politisk karriere også studeret historie på Århus Universitet. Ud af denne kombination er der nu kommet et  ca. 200-siders værk, dels med et klart socialdemokratisk emne, dels udført med de basale historiske grundregler som eksempelvis et omfattende noteapparat med næsten 300 noter.

Når man først ser bogens titel kan man spørge sig selv: Hvorfor nu igen en udgivelse med arbejdernes historie, som i mange sammenhænge er godt beskrevet og dokumenteret både landshistorisk og lokalhistorisk? Men ved en gennemlæsning af bogen bliver det klart, at værket om Sønderborg-arbejdernes historie har sin helt egen berettigelse. Set i forhold til lokalhistorien i Sønderborg-området tilføjer værket mange brikker, nogle steder på et yderst detaljeret niveau. Så lokalhistorisk har værket absolut sin berettigelse. Det samme er imidlertid også tilfældet i et større perspektiv, idet vi her også får dokumenteret arbejdernes historie i et område, der i stort set hele den valgte tidsperiode var en del af Tyskland. Og det er netop i kombinationen af arbejdernes rejsning og de nationale konflikter, at værket også har sin berettigelse udover Sønderborg-området.

Efter nederlaget i 1864 og tabet af Sønderjylland var der stort behov for arbejdere og håndværkere til at genopføre krigens ødelæggelser. Mange af dem kom fra andre dele af Tyskland, hvilket eksempelvis dokumenteres i oversigten side 36 over tømrerforbundets medlemmer 1901-1910. Værket kommer derfor også til at handle dels om de impulser som de medbragte, dels om nationale konflikter – og integration – mellem dansk- og tysksindede arbejdere. Integrationen skete blandt andet ved at disse arbejdere og håndværkere blev gift ind i danske familier.

Frode Sørensen har valgt 1872 som udgangspunkt, fordi her begyndte de første spontane politiske møder i forbindelse med det tyske rigsdagsvalg – kort tid efter Tysklands samling. Værket slutter i 1922, hvor den første socialdemokratiske borgmester i Sønderborg blev valgt – i øvrigt en tysk lærer.

Værket er opbygget nogenlunde kronologisk opbygget med vægt på den mest spændende periode, nemlig det korte tidsrum fra 1918 til 1922, der fylder omkring halvdelen af værket. Inspireret af soldaterne i Kiel blev der i 1918 i Sønderborg ”revolution” med dannelse af soldater- og arbejderråd – en meget spændende og dramatisk periode, hvor den tyske marinesoldat Bruno Topff var ”præsident” tre dage i november. Spændende er også perioden omkring folkeafstemningen, hvor netop arbejdernes stemmer kunne få stor betydning for det endelige resultat. 

Selv om forfatteren nemt kan begrunde sin afslutning til at være 1922, vil det være spændende, hvis han vil påtage sig at føre værket videre – fx fra 1922 til 1998, hvor socialdemokratiet hele perioden havde borgmesterposten i Sønderborg. Det vil være spændende at høre mere dybtgående om integrationen mellem danske og tysksindende arbejdere efter genforeningen. Emnet berøres sporadisk, men kan sagtens tåle en mere dybtgående beskrivelse over et længere tidsperspektiv.

Værket er velskrevet med gode illustrationer og fagligt godt funderet på grundlag af primært kildemateriale fra såvel danske som tyske arkiver, herunder en del fra arbejderbevægelsen. Enkelte steder er detaljeringen større end andre, men Frode Sørensen har klogt valgt for de særligt (lokalt) interesserede at lave et særligt afsnit med en biografi af 42 centrale personer i Sønderborg arbejderbevægelses historie. Hvert af hovedafsnittene afsluttes i øvrigt med et kort resume, som desuden samlet er oversat til et tysk resume, så også læsere syd for grænsen uden danskkundskaber kan få viden om den fælles tid og arbejderkamp.

Selv om værket som nævnt kan opfattes som meget lokalhistorisk, formår Frode Sørensen alligevel at få sat temaet ind i et større perspektiv, både i forhold til de nationale konflikter og i forhold til at arbejdere uanset nationalt sind havde mange ting til fælles at kæmpe for i den beskrevne periode. Vi ser frem til bind 2!

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Torvehuse
Kødbyen
Hanstholm. Drømmen om en havn