Menu
Forrige artikel

Lille du

Kategori: Bøger
Visninger: 5946

Af Poul Ulrich Jensen

På bogomslaget står en nydelig yngre rank kvinde med et fast blik. Det er Johanne Høyby, hovedpersonen i Anne Marie Storms fine slægtshistoriske fortælling om sin mormor, der kom til verden i 1880 på ”Lundsgaard” i Horne på Sydfyn og døde på det nærtliggende plejehjem ”Horne Møllegård” i 1971. Rent geografisk var det ikke nogen lang rejse, men tilværelsen havde budt på mange glæder og sorger, dramatiske begivenheder og en stor arbejdsindsats som gårdmandskone. Et livsforløb, som Anne Marie Storm forstår at udfolde med megen indlevelse, humor og et udblik til tidens mere generelle historie.  

Johanne var kun seks år, da hendes tilværelse tog en usædvanlig drejning. Hun forlod barndomshjemmet og blev plejedatter på ”Svenneregaard” hos morbror Mads og hans kone Johanne, der var barnløse. Johannes forældre afgav således deres næstældste datter, men det skete som en praktisk, usentimental handling til gavn for alle involverede. På ”Svenneregaard” kom Johanne under kærlige men faste rammer og fik alle muligheder for at suge til sig af både boglig og praktisk lærdom. Tanten var ikke enig i tidens fremherskende opfattelse - at unge piger skulle holde sig fra litteratur og anden intellektuel beskæftigelse, der kunne skade deres naturlige kvindelighed.  

Der lå en enkelt skygge over den trygge hverdag – en tredje Johanne i familien led af tiltagende mental forstyrrelse. Mads havde forældrene boende som aftægtsfolk på gården, og moderens tilstand nødvendiggjorde på et tidspunkt en indlæggelse på det nyligt oprettede sindssygehospital i Middelfart. Her var der fire læger til o. 350 indlagte, så det var småt med professionel behandling. Journalen viser da heller ikke megen omsorg for den plagede patient, der betegnes som ”vedvarende noget klynkende og pjevset med senilt præg.” Nogen særlig bedring kom der da heller ikke ud af opholdet, men det skulle desværre ikke være eneste gang, sindssygehospitalet kom til at optræde i fortællingen om Johanne, for på Lundsgaard gik det ikke godt.  

Johannes mor havde svært ved at klare en voksende børneflok, og hun døde i en alder af kun 37 år som offer for tidens store dræber – tuberkulosen. Hendes plads blev overtaget af en yngre søster, Kirsten, men det blev ikke noget harmonisk ægteskab, selv om det resulterede i otte børn. En tendens til tungsind udviklede sig til en maniodepressiv tilstand, der førte til flere indlæggelser på Middelfart Sindssygehospital. Og hvordan var ægtemandens rolle i den tragedie? Han ofrede sine kræfter på hvervet som sognerådsformand frem for familien, og Anne Marie Storm har da også svært ved at have sympati for sin oldefar, selv med den tids kønsrollemønster som målestok – ”stor mand udadtil, men med en kynisk mangel på ansvarlighed over for sin egen familie” er bogens rammende karakteristik.  

Så var det anderledes med Johannes farbroder Søren Lund, som hun følte sig særlig knyttet til - for ham var hun altid ”Lille Du”, også som voksen. Han var en forbindelse til en anden verden end det landlige Sydfyn - en anerkendt kunstmaler, der en tid delte atelier med L.A. Ring i København. Men der var også andre impulser for den unge Johanne. Et ophold på Vallekilde Højskole i 1899 blev fulgt op med en plads i huset, og valget faldt på Ollerup Præstegård. Her residerede Hans Peter Pontoppidan, og i hans familie var man ikke uvant med at skabe offentlig opmærksomhed. To af hans brødre, forfatteren Henrik og Morten, der var præst og højskolemand, var landskendte for deres kontroversielle synspunkter, og en tredje broder, Knud, der var professor i psykiatri, fik den tvivlsomme ære at blive hovedperson i Amalie Skrams roman ”Professor Hieronimus”. Hans Peter Pontoppidan havde også gjort sig bemærket, om end i mere beskeden målestok – han havde undladt at tage hatten af under et udbragt ”Leve for Kongen”. Johanne befandt sig ikke særlig godt i Ollerup Præstegård, men hun kom derfra en særpræget oplevelse rigere.  

I 1902 blev hun adopteret af plejeforældrene og kunne skifte efternavnet Lund ud med Madsen. Samtidig var hun nu enearving til ”Svenneregaard” og således et særdeles godt parti. Den heldige frier blev Rasmus Høyby, karl på gården, og han måtte en tur omkring Vallekilde Højskole, før tante Johanne kunne acceptere ham som en passende ægtemand. Det blev noget af en øjenåbner, og hans begejstrede breve hjem til Johanne giver en levende beskrivelse af et højskoleophold i begyndelsen af 1900-tallet. Faktisk bevarede han sin fascination af alt nyt også efter at have overtaget gården sammen med Johanne, og foretagsomheden kulminerede i 1917, da han fik gang i eget elektricitetsværk fem år før el-forsyningen kom til Horne. Det blev også til fire børn – den yngste kom til verden, da Johanne var 45 år.  

Den travle gårdejer fik imidlertid problemer med helbredet, og Rasmus døde i 1933 knap 51 år gammel. Den ældste søn, Johannes, der kun var 23 år, måtte herefter føre gården videre, og Johanne kunne tage hul på sidste kapitel af sit lange liv på ”Svenneregaard” – efter tiden som plejebarn, adoptivdatter, gårdmandskone og enke var det nu aftægten og siden plejehjemmet, der ventede. Og i 1971, da den gamle bondekultur var en saga blot, døde Johanne 90 år gammel efter et langt virksomt liv. Det satte sig dog ingen spor i de lokale avisspalter - her blev det kun til en dødsannonce.  

Men nu lever hun videre i Anne Marie Storms stærke fortælling om Johanne fra Horne Land. Den bygger på breve, patientjournaler, aviser og de fortællinger, der er overleveret i familien. Der ligger således meget research bag, men så er resultatet også yderst vellykket. Læseren bliver præsenteret for et spændende persongalleri, hverdag og fest på landet for 100 år siden, højskoleophold og behandling af sindssyge - og ikke mindst stærke kvinder som Johanne og hendes tante. ”Lille Du” er slægtshistorie, når den er bedst.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Saxo - hans værk - hans verden
Tante Ebba og revolutionen
En køn historie