Jens Munk
I midten af 1960’erne var Thorkild Hansens bog om Jens Munk en næsten sikker studentergave. Siden er den næsten gledet over i glemslen. Nu har den norske ’kulturviter og formidler’ ved Østfoldmuseerne – Frederikstad Museum, Irene A Ellefsen givet den dansk/norske søfarer nyt liv.
Af Erik Ingemann Sørensen
Først i slutningen af sin bog ’Jens Munk’ kommer Thorkild Hansen med en afsløring. Det er forfatteren selv, der er krønikeskriveren. Fortælleren, der undervejs holdt læseren fastlåst i spænding. For et ungt menneske blev det til endnu et herligt møde med historie. Det var længe før ’History Channel’, Lars Mikkelsen og Jeanette Varberg formåede at løfte historiefortællingen op til nye højder. Og fange de yngre generationer.
Irene A Ellefsen er også faldet for historierne om Jens Munk. Mødet med ham skildres herligt af formidleren.
”Ikke så mange i Norge har hørt om Jens Munk. Det gjaldt også for meg, helt til jeg en høstdag i 2016 slo opp på en tilfeldig side i en tyk bog. Boka var innbundet i et tekstiltrukket omslag med falmet rødfarge og forgylte detaljer. Den luktet gammelt bibliotek. En setning lyste mot meg fra de glansedesidene:
’Bortsett fra den bekjente opdagelsesreisende Jens Munk som gikk på skole i Frederikstad i 1586 – 1588, var der ingen af skolens elever i den første tiden som vant særlig ry’. (s.11)
Den lille notits havde en særlig betydning for forfatteren.
’Det at Jens Munk var en litt gåtefull oppdagelsesreisende som dessuten levde i renessancen, gjorde mig nysgjerrig. Jeg bladde meg gjenom Dehlis kartotek – sirligt håndskrevne, gulnede ark – helt til jeg fant hans kilde til opplysningen om Jens Munk. Det ble første spor i en lang skattejakt…” (s.11).
Irene A Ellefsen har valgt sin egen skrivemåde. En blanding af faglig og mere fri fortælling. På dansk er det vel en kombination af Tom Buk-Swienty og Poul Duedahl – høj faglig viden fortolket gennem en til tider mere fabulerende pen. Denne stil forvalter hun glimrende.
Bogen er en lang række af fortællinger omkring og om Jens Munk, der levede fra 1579 til 1628, som borger i tvillingeriget Danmark / Norge.
Men først er det faderen, Erik Munk, der berettes om. En – fristes man til at sige – vanvittig historie om lensmanden i Agder, der faldt fra tinderne og endte sine dage på Dragsholm Slot. Han havde hængt sig i sin celle. Som selvmorder kom han ikke i kristen jord, men blev begravet under galgen. Året var 1594. Fortællingerne om ham kan nok tage pusten fra læseren.
Hans slegfredskvinde – de var aldrig blevet gift – Anna Bartholomeusdatter fødte sønnen Jens, der som 15 åring mistede sin far. Det var just ikke de bedste forudsætninger for at klare sig, han stod med. Det krævede ekstraordinært gode evner. Men dem havde han.
Titelbladet på Jens Munks bog ’Navigatio Septentrionalis´
I Danmark er Jens Munk nok mest kendt for sin ekspedition 1619 – 1620, der var forsøget på at finde Nordvestpassagen. Galt gik det på mange måder. Og i unåde faldt han
Men Irene Ellefsen lægger en lang række af herlige fortællinger til – fortællinger der måske for første gang når danske læsere.
Det er en fin bog, der med fornøjelse kan læses i de lyse sommernætter.
[Historie-online.dk, den 24. juni 2020]
