Menu
Forrige artikel

Dikter, journalist og opplysningspioner

Kategori: Bøger
Visninger: 3632

 

Af Claus Møller Jørgensen, Historie, AU

Denne biografi af oplysningsmanden Claus Fasting falder i den biografiske genre liv-værk-tid-biografien, med hovedvægt på værk og tid. Fasting blev født i Bergen i 1746, og døde samme sted 1791. Dette kunne forlede til at tro, at vi har at gøre med en lokal bergensisk personlighed. Det er ikke tilfældet. Fasting skrev sig ind i en dansk-norsk litterær borgerlig offentlighed, hans udsyn var engelsk, tysk og fransk, og den klassiske dannelse var indgroet i hans tilgang til den litterære virksomhed. Fasting var et led i en transnational vidensudveksling, og var kosmopolitisk i sit udsyn. Han fulgte familietraditionen, og gik i latinskolen som forskole til præstestudiet ved Københavns universitet, men præst blev han aldrig.

1766 tog Fasting til København for at afslutte sin teologiske embedseksamen. Årene derefter blev det tidsrum, hvor Fasting knyttede forbindelser og gjorde de første litterære erfaringer som lejlighedsdigter og avisskribent. Tidligt spores veneration for Rousseau og Voltaire og en indirekte kritik af enevældens tendens til overregulering, synspunkter han fastholdt livet igennem. Mellem 1770 og indtil sin tilbagerejse til Bergen i 1777 udfoldede han en righoldig litterær virksomhed i København som redaktør, som oversætter og ikke mindst som kritiker. Arbejdet på de forskellige felter undersøges i hvert sit kapitel, og det vises, hvorledes han forholdt sig til tidens litterære, æstetiske og moralsk landskab og debatter. Af analysen af Fastings virke som kritiker kan man forvisse sig om, at nutidens anmeldere er mere afdæmpede i deres bedømmelser af andres skøn- og faglitterære bidrag end Fasting, der både beskrives som perfid og grov, som når han fx fandt, at en historiebog var et sammenskrab af ammestuesnak og kedsommelig indtil døden. 

Når Fasting ikke skrev, deltog han flittigt i Norske Selskab, et litterært selskab som han selv havde været med til at grundlægge, hvor muntert socialt fællesskab, litterær virksomhed og punch var lige højt skattet; Fasting skrev enkelte drikkeviser og en række epigrammer til sine klubvenner. Norske Selskab var en forsamling af norske studenter ved Københavns Universitet dannet i 1773, og spillede en fremtrædende rolle i det københavnske klubliv og i den litterære offentlighed i 1770erne, som en modspiller til Det danske litteraturselskab dannet i 1775 og det litteratursyn man hyldede der. Modsætningen mellem de to selskaber var således ikke nationalt betinget, som man mente i de tidlige bidrag til Norske Selskabs historie. Fasting var levende interesseret i Johannes Ewald, den store kanon i litteraturselskabet, og de to selskaber var ikke hinanden udelukkende modsætninger, som det oftest er blevet beskrevet i forskningen.

Anden halvdel af bogen omhandler tiden efter Fastings tilbagevenden til Bergen. Her påbegyndte Fasting udgivelsen af Provinzialblade, som han selv producerede det meste af indholdet til. Frem til 1781 satte denne udgivelse nye standarder, hvilket anerkendtes bredt blandt senere udgivere og litterater i tvillingeriget. Provinzialblade var ikke som sådan nogen ny opfindelse, men var et barn af sin tid både med hensyn til oplysningstænkningen og den måde indholdet blev til på, som fulgte det mønster, der gjorde sig gældende i Europa som helhed.

Den amerikanske frihedskrig blev fulgt nøje, ligesom James Cook og andre opdagelsesrejsende; Fasting argumenterede for slavernes ret til frihed, og han oversatte i 1777 uddrag af den radikale tænker Thomas Paines bog Common Sense fra 1776, hvor Paine argumenterede for politisk repræsentation og frihed. Oversættelser var en måde at skabe indhold, og de viser, hvor hurtigt nye tekster fandt vej til Fastings Provinzialblade. En anden måde at skabe indhold var at sakse historier fra andre aviser, især de hamburgske. Fasting saksede fx anekdoter, som blev bragt i den bergensiske avis omskrevet og tilpasset lokale forhold, og Fastings ønske om at oplyse, her ved hjælp af den korte historie om en lærd, en kongelig eller andre kendte, med en moralsk pointe udledt af deres handlinger. Ud over disse anekdoter fyldtes Provinzialblade med Fastings egne digte, essays og filosofiske fortællinger, oversættelser fra europæiske bøger og tidsskrifter samt tekster, hvis ophav oprindeligt havde været Hamburgishe Address-Contoir-Nachrichten.

I denne del af bogen kommer Nøding nærmere på Fastings liv. En forelskelse, der ikke førte til ægteskab, fordi familien lagde sig imellem. Fastings arbejde som politiaktor, hans normbrydende måde at føre politisagerne på og den medfølgende konfrontation med den overordnede politimester. Klublivet og mandlige omgangsformer, venskabsrelationer, koncertlivet og selskabslivet berøres, ligesom det korte sygdomsforløb og den tidlige død i 1791. Men det er og bliver Fastings litterære virksomhed, der er bogens omdrejningspunkt.

Fastings litterære virksomhed placeres præcist i forhold til tidens internationale litterære tendenser, idehistoriske strømninger og mediehistoriske udviklinger.  Hvad jeg i den forbindelse har bidt mærke i, er den antikke litteraturs status som referenceramme, de ret vide rammer for ytringsfriheden som fx oversættelsen af Paines bog viser, og den høje hastighed hvormed litterære tendenser i England, Frankrig og de tyske lande nåede til København og Bergen. Fastings person og liv står noget mindre skarpt, hvilket uden tvivl skyldes kildesituationen. Men det siger måske også noget om Nødings hensigt, der ikke i første række synes at være den populære biografi for den interesserede læser, men den lærde og akademiske biografi for den professionelle læser. Biografiens detaljeringsgrad og den fuldstændighed, som tilstræbes i forhold til de genrer Fasting skrev i, peger i den retning. På denne led får Nøding tegnet et billede af en utrolig interessant og egensindig person med sympati for slaver og de fattige, som argumentrede for ’common sense’, tolerance og menneskerettigheder, det vil sige oplysningstidens gode borgerlige dyder. Ud af det er der kommet en absolut interessant og læseværdig biografi, men letlæsning er det ikke.

Historie-online.dk, den 31. juli 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Solskin for det sorte muld
Grevinden
Djævlens dagbog