Menu
Forrige artikel

Viking - ran, ild og sværd

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2132

 

Af arkæolog cand.mag. Benny Staal

Bogens forfatter har her kastet sig ud i en næsten umulig opgave, nemlig at beskrive vikingetidens politiske forhold fra denne periodes begyndelse, til slut ind i middelalderen. Det vil sige, "begyndelse" er et noget diffust begreb her, idet Varberg tager udgangspunkt i Europas jernalder allerede fra det 4. århundrede e.Kr., hvilket jeg nødvendigvis må komme tilbage til lidt senere i anmeldelsen, men allerede nu skal det bemærkes, at man skal over 100 sider ind i bogen, før vikingerne nævnes.

"VIKING  Ran, ild og sværd" er et digert værk på 576 sider, inklusiv en tom side og illustrationer. Der er billeder på ca. 140 af bogens sider, hvilket er godt, men forfatteren Jeanette Varberg kunne nu godt have ulejliget sig til at give hvert billede et fig.nr. og i den anledning en henvisning  til hver fig. i selve teksten. 

Den første oplevelse af bogen kommer af titlen og den fine illustration på bogens indbinding. Signalet her er allerede "krig", hvilket læseren ikke bliver skuffet over, hvis det er den side af Europas tidlige historie, man higer efter. Men det forekommer dog ret misvisende, hvis man forventer en bredere beretning om vikingetiden, og så er der vist en hjelm fra en tidligere periode, germansk jernalder som vigtigste blikfang.  Det er såmænd også et motiv, der genkalder påmindelser fra andre bøger, der handler om germansk jernalder - og således ikke handler om vikingerne. At den eneste kendte hjelm fra vikingetiden (fra Gjermundbu i Norge) kan ses på side 225 i bogen, og ikke på bogens omslag, synes lidt uforståeligt. Den ville nemlig have været mere relevant som omslagsmotiv. Men når denne undren har lagt sig, er motivet jo ganske pænt set i lyset af bogens meget krigeriske indhold. For krig er det gennemgående tema - måske fordi forfatteren er forgabt i det tema, eller måske fordi det netop er den side af "historien", der er beskrevet, og altid af den sejrende part. Undertitlen "Ran, ild og sværd" stammer fra St. Bertin årbøgerne (munkeberetninger fra et kloster i det nordlige Frankrig, der blandt andet beskriver vikingeraids). Kilderne fra denne tidlige tid er få, og Varberg forsøger derfor at krydre historien med arkæologiske fund - den nyeste forskning. Det lader sig gøre, fordi hun allerede i de indledende afsnit lader læseren forstå, at det er hendes opfattelse af tingene (side 13), der beskrives, og således er der jo frit slag til, at hun kan skrive hvad hun vil. Hun fortæller også, at hun vil fortælle "kronologisk", hvilket dog ikke helt er lykkes og måske er det netop det, der er en umulighed ved historiefremstilling? Det sker simpelt hen for meget i tid og rum over mange hundrede år. På den anden side er Varberg befriende ærlig, så man hele tiden kan tænke, "nå ja, det er jo Jeanette Varbergs opfattelse", og så læse videre. Men...  man efterlades gang på gang med en fornemmelse af, at ikke hele historien bliver fortalt, eller her er nok lige en fejl. Nu kan anmelder ikke remse alle disse eksempler op, men nævner et par stykker undervejs i anmeldelsen.  Et spørgsmål melder sig dog allerede i bogens indledning: var vikingerne mystiske eller ej? For på side 9 skriver Varberg: "Det gådefulde i historien om de mystiske vikinger og deres bedrifter..." og på den næste tekstside (side 12) skriver hun: "Vikingerne var ikke mystiske folk, men skandinaviske mænd og kvinder..."  For de fleste læsere er vikingerne eller tiden sikkert ikke mystisk, men blot den sidste del af jernalderen, som vi af mange forskellige grunde har et lidt større kendskab til, end vi har til de ældre perioder af oldtiden.  Hvornår var egentlig vikingetiden så? Ifølge Varberg altså noget længere end hvad de fleste af os går rundt og tror, hvilket hun da ikke lægger skjul på.  At medtage Theoderich og arianerne er at trække vikingetiden alt for meget bagud. Men er det nu også rimeligt at begynde at røre ved en gængs opfattelse, som langt de fleste af os, fagfolk, amatørarkæologer og menigmand, har lært at acceptere som "vikingetiden". Det synes jeg ikke, at det er.

I bogen vises ca. 18 kort, hvilket er nødvendigt for overskuelighedens skyld. Det indsatte dobbeltkort på side 11 er måske ikke så hensigtsmæssig, for ofte tørrer limen ud og kort tabes. På side 12 vises et kort over Skandinavien: "Kort over de vigtigste byer og fundsteder fra vikingetiden i Skandinavien”. Her undrer det, som forsidemotivet gør, at det indeholder fejlinformationer. For eksempel er Sorte Muld på Bornholm medtaget. Der er ingen beviser for vikinger eller vikingeaktivitet på selve Sorte Muld, men det er der derimod i rigt mål langs kysten fra Svaneke mod Nexø. Man bemærker også at Uppåkra er med på kortet sammen med Lund i Sydsverige, men her har de to skiftet plads, ser det ud til. Man skal lige holde sig for øje, at Uppåkra er, som Sorte Muld, en lokalitet med aktivitetsspor primært fra germansk jernalder. Endelig kunne man indvende, at når Aggersborg og Fyrkat i Jylland er med på kortet, hvorfor så ikke Borgring og Trelleborg på Sjælland og Nonnebakken på Fyn? (og de mulige borganlæg på den svenske side af Øresund?). Og Vestfold i Sydnorge er ikke en lokalitet, men en landsdel. Kortet er således på flere punkter misvisende, hvilket lader læsere tilbage med forkert opfattelse af tingene. Det skal også lige nævnes, at det lille kort på side 491 i bogen også indeholder en mulig fejltolkning. Her er et område markeret i det tysk-polske grænseområde som værende "Jomsborg". Ingen i dag - endnu - ved præcis hvor Jomsborg var. Mange har en mening om det, men ingen har svaret.

Bogen er inddelt i fire hovedafsnit, og Varberg forsøger at beskrive hele Europas historie fra 300-tallet og fremefter som en lang kronologisk beretning. Det giver naturligvis mange afsnit, og man må prise sig lykkelig for, at afsnittene ikke er for lange, for så var bogen sikkert blevet kedelig. Men indholdet er koncentreret, ofte blot med de få kendte navne (konger), hvor de tog hen (floder/lande), og hvad de eventuelt hjembragte (sølv), hvis de da tog hjem igen. Jeanette Varberg er en formidabel formidler på skrift, og man kan da ikke undlade at beundre hendes evne til at samle så meget og spredt stof på godt 500 sider. På den anden side havde de fleste vel nok forventet lidt forskning også, men hele bogen er et langt referat af kendte velpublicerede fund og lokaliteter, samt altså de få skrifter, der har overlevet siden middelalderen i Europa. Det er dog bemærket, at der generelt er god henvisning til, hvorfra beretningerne er taget. På side 14 skriver Varberg, at amatørarkæologer med metaldetektorer høster anerkendelse og får en klækkelig findeløn. Ja, vore amatørarkæologer gør et stort uundværligt arbejde med at finde og dermed bevare genstande, der ellers ville være gået tabt, men nogen stor findeløn er der vist ikke tale om. Bogens tekst er karakteriseret ved mange måske/muligvis,/sandsynligvis, hvilket giver plads til overvejelser om det nu også er sandt, hvad der står. Men her må man sige, at det er det muliges kunst at forfatte og formidle uden reel dokumentation. Andre gange er forklaringer for mangelfulde, som for eksempel teksten til billedet på side 47, hvor der står, at "Hunnernes kranier er lette at genkende i de arkæologiske udgravninger. De anså en aflang hovedform som et udtryk for skønhed og status..." Nu kunne man tro, at alle hunner dengang fik bundet hovedet op, hvilket langt fra var tilfældet. Og hvis temaet krig skulle forfølges i netop denne sammenhæng, burde vel nok en grav indeholdende et drengebarn i 18 måneders alderen fra Krimhalvøen være nævnt, da det menes at netop denne "gestus" skulle skabe stærke krigere.

En enkelt gang er det også bemærket, at Varberg i note henviser til eget arbejde. I afsnittet "Invasionen af England" omtales Illerup fundet og hvilke lejesoldater, der kan have angrebet en jysk konge (side 79 øverst). Her henvises til bogen "Fortidens Slagmarker" af Jeanette Varberg selv (side 176-203), og ved opslag i denne, findes henvisning til Illerup Ådal - et arkæologisk tryllespejl" af Jørgen Ilkjær, 2000. Varberg burde nok have gået til primærkilde med det samme, i stedet for at inddrage eget værk først. På lignende vis "skærer det lidt i øjnene", at der et par gange henvises til SKALK artikler i stedet for den primære litteratur. Uden dog at klandre disse mindre fremstillinger for noget som helst.  

Nogle gange går Varberg alt for vidt i sine tolkninger, som for eksempel med Camminskrinet, der påstås kunne være overleveret som diplomatgave ved en bestemt lejlighed i år 1000 (side 419), blot fordi skrinet er flot udfærdiget og kan dateres ud fra stilanalyser (mammenstil). Men der er andre tolkninger om specielt dette skrin; for eksempel, at det kunne tænkes at være et skrin, som i 1135 blev taget som krigsbytte af venderne fra Konghelle kirke, der ligger i det nuværende norsk-svenske grænseland (omtalt af Snurre Sturlasson). Men igen, en af de små beretninger, hvor Varberg kan sige, "det er min tolkning" - sandt eller usandt! Nogle påstande kan dog tilbagevises, som når det på side 173 oplyses, at omkring Kaupang lå gravpladsen. Der findes nemlig flere gravpladser i området, hvor den datidige handelsby Kaupang lå. Ligeledes må man undres over, at der på side 314 om Sorte Muld står, at der er fundet en tempellignende konstruktion. Så vidt vides, vil der først blive foretaget en egentlig arkæologisk undersøgelse af det aktuelle område engang i 2020 (og vi kender jo ikke resultatet af dette endnu), men det er måske Uppåkra i Sydsverige, som Varberg tænker på, for her er allerede erkendt rester efter en sådan konstruktion, der kan tolkes til at have været et slags tempel. Og så kunne hun jo bare have skrevet det. En lidt vidtløftig teori ses også på side 342, hvor Varberg spekulerer over, hvem der mon ligger begravet  i Ladby; "Var det Sigtryg eller Gnupa, som lå her, så kunne det være Hardeknud, som befalede, at graven skulle skændes og liget fjernes fra gravhøjen." Ja, sådanne tankeeksperimenter er måske det, der skal til for at gøre en god historie bedre nu om dage? Når der næsten ikke kan "trækkes" nyt ud af fundene, og så bliver det nemt til den slags overvejelser. Sandt eller usandt? 

Samme kan man sige om den lille figur af en kvinde i guld (side 312-15) fra Gnezdovo i Rusland, der utvivlsomt er af skandinavisk oprindelse. Men at sammenligne den med guldgubberne er nok lige at trække den en kende for langt; dels er guldgubberne nogle hundrede år ældre, dels er der vel ingen tvivl om, at guldfiguren fra Gnezdovo er en valkyrie, som lignende figurer i bronze er velkendte fra Skandinaviens vikingetid. Hårfrisurer fra oldtiden kendes i få tilfælde, og man må regne med, at der findes flere frisurer, end vi kan konstatere på valkyrier og på guldgubber. Anmelder mangler tørre facts, og ikke "tivolisering" i form af overvejelser om det ene og det andet, da det virker useriøst.

I et afsnit om "Ragnhild og de glemte vikinger" (side 333) omtales Glavendrupstenen på Nordfyn, opsat af Ragnhild, der satte mindesmærket efter Alle Sølve. På en anden sten ved Tryggevælde Å på Østsjælland satte en Ragnhild også en sten, efter sin mand Gunulf. Varberg genfremsætter en ide fra runeforskeren Lisbeth Imer om, at det er samme Ragnhild, der kan være ophavskvinde til begge sten på grund af navnesammenfaldet og nogle ligheder i stenenes udformning. Men... det kan vel lige godt være, at Ragnhild var et velkendt og dermed almindeligt navn, og to kvinder kan vel have sat et minde over hver sin mand.   

På side 366 omtales slaget ved Brunnanburh. Varberg skriver: "... som ligger i fugleflugtslinje halvvejs mellem Dublin og York stod et kæmpe slag." Men hun skriver ikke, at selve stedet Brunnanburh ikke er lokaliseret i vore dage. Der er flere mulige stednavne, der kan være "åstedet" for slaget, men i hvert fald ikke halvvejs mellem Dublin og York, for så ligger stedet midt i Det Irske Hav, og noget søslag er der jo nok ikke tale om.  En korrekturlæser havde sikkert fanget den lille detalje.

Viking - Ran, ild og sværd er en svær bog at tumle med fordi den er proppet med informationer, og ingen tager sig vel tid til faktatjek, når der er navne, konger, tidspunkter, lande, årsager og opdagelser at holde styr på. Bogen indeholder et fint noteapparat til hjælp, men endnu en del detaljer i bogen burde dog have haft en note med på vejen. Man kan med rette spørge sig selv, hvem målgruppen for bogen er?  For det er vanskeligt at forestille sig "hr. og fru Jensen" læse over 500 sider koncentrat om vikingernes krigeriske færden i tid og rum? Hertil er bogen for faglig eller måske for nørdet, og der springes lige vel meget geografisk i bogen - måske i et forsøg på at få det kronologiske med. Den geografiske spredning må dog være et nødvendigt onde, når man vil det hele på samme tid, og indholdet føles derfor presset til det yderste. Bogen vil naturligt indgå som baggrundsviden for amatørarkæologer, arkæologer og historikere, med både dens fejl og mangler. Den vil også kunne anvendes af historielærere der orker at faktatjekke inden resultaterne bliver præsenteret for skoleelever. En grundig korrekturlæsning foretaget af en kollegaer ville have været på sin plads, så i hvert fald de værste fejl kunne undgås, og en del gentagelser kunne være opdaget. Det burde for eksempel ikke være nødvendigt at nævne flere gange, at vikingerne ikke havde et skriftsprog. Når et ord som "tetrakiet" bliver benyttet, er det i hvert fald ikke 'menig-mand', der tænkes på. I forbindelse med noter og litteratur skal bemærkes den totale mangel på gængse og vigtige værker om vikinger og vikingetiden.  Hvorfor forskerne Henriette Lyngstrøm og Jens M. Ulriksen, for eksempel, helt er udeladt, skal være usagt, men deres primære emner har fået en plads i Varbergs bog. Som eksempel kan nævnes Jens Ulriksens store monografi "Vester Egesborg" om en vigtig anløbsplads, som Ulriksen faktisk tolker til at være et sted for samling af vikingetids flåde inden togt. I litteraturlisten mangler også Lars Jørgensen - omend han er nævnt som medforfatter af bogen "Odin Thor und Frey”, så har Jørgensen udgivet flere vigtige artikler om især Tissø undersøgelserne. Af den lidt ældre vikingetids litteraturs forskere, der ikke findes i Varbergs bog, kan nævnes Johannes Brønsted og Haakon Shetelig m.fl. hvilket også er ligeledes til stor undren, men disse må være vurderet overflødige set i lyset af Varbergs primære tema, krig, togt og politik.

Men der er heldigvis mange gode takter i bogen. Varberg formår at overraske gang på gang med små bemærkninger og oplysninger, hvor man tænker... "nåe ja, sådan kan det jo godt hænge sammen". Som for eksempel med navnet Hastings. Kan det tænkes, at der er tale om den danske viking Hastings, der har lagt navn til området, hvor det langt senere slaget ved Hastings stod? Og skandinaviske navne i Dublin - Hoggen Green, hvor ordet "Hoggen" er udledt fra det skandinaviske "haugr", der betyder gravhøj (side 185), eller bynavnet " Rugby",  der betyder:"... byen hvor man dyrker rug - på dansk vel at mærke." (side 286). Samt henvisningen til en runesten i Egtved hvor ordet "Farinn" er benyttet, og som betyder "den malede" (eller tatoverede).

Bogens illustrationer er flotte, men et bedre papirvalg ville have gjort billederne skarpere at se på, og en målestok på genstandsbillederne, ville heller ikke have gjort noget. Det er mere layoutet, der halter, idet en del af illustrationerne ikke ses direkte, hvor de er nævnt i teksten. Måske er det med overlæg, men for læseren en smule irriterende at skulle tilbage til teksten og læse på ny, når en fin illustration dukker op et par sider længere fremme. Nogle af illustrationerne i bogen har fået en forkert datering, således det store dragtspænde på side 223 fra Smørenge på Bornholm, der med stor sandsynlighed skal dateres op til 2-300 år tidligere end angivet. Dragtspændet er fundet sammen med nogle glasperler og en rygknapfibula som dateringsmæssigt ligger mellem ca. 550 til ca. 650, altså yngre germansk jernalder, og en helt identisk fibula er fundet på Gotland (Fornvännen 1962 side 231). Så dragehovedet på dragtspændet har næppe noget med vikingerne at gøre, andet end at traditionen med brug af sådanne dragehoveder går tilbage i tid. Men sådan er det, når man forsøger at presse sin opfattelse af en "meget tidlig vikingetid", ind i en forkert tid(salder).  Der synes dog at mangle nogle illustrationer også; blandt andet ville det have været godt at få se den lille figur af - måske Thor i bly, som blev fundet i Gnezdovo, men en sådan har måske ikke været mulig at anskaffe billede af? På den anden side falder det anmelder for brystet, at man har "sammensat" et smykkesæt (side 323), hvor man sagtens kunne have fundet et sæt fra en og samme grav. 

Varberg beskæftiger sig med krig uden de store svinkeærinder. Krig er temaet - krig, raids og handel - som tre elementer, der i hendes opfattelse nødvendigvis må høre uløseligt sammen, og det kan hun måske godt have ret i. Krigstemaet skinner også igennem i hendes beskrivelse af vikingernes tro - både den mytologiske og den kristne, og sågar i hendes omtaler af kvinder, hvor der især fokuseres på kvindegrave, hvor kvinderne kan have haft militær betydning. For eksempel kvindegraven fra Birka. Generelt synes anmelder, at der skinner en lidt gammeldags rødstrømpeaktivist igennem i en iver for at legitimere, at kvinderne var mændene ligeværdige dengang, som nu. Ikke et ondt ord om det, selv om det forekommer noget søgt i en bog udgivet i 2019 - og det arkæologiske materiale er statistisk for lille til at kunne udlede noget i den retning.

Opgaven med at skrive en kronologisk beretning om hele vikingetiden må siges at være delvis vellykket. Når den ikke er 100% vellykket, er det ikke forfatterens skyld, men snarere det faktum, at det er nær en umulig opgave. De skriftlige kilder er for få og fragmenterede, og de arkæologiske vidnesbyrd byder kun særdeles sjældent på navne og eller specielle hændelser. Derfor ligner det ene slag det andet, det ene raid det andet og den ene konge den anden. Forskelligheder er faktisk svære at få øje på; men det er jo også et resultat. Uden tvivl sidder man tilbage med et indtryk af, at vikingetiden var en ret ensartet tid. Man får en traditionel fremstilling af disse folk i tid og rum - og vi skal stadigvæk tro på, at vikingerne "kun" var nogle drabelige krigere, mens deres næse for skønhed og finesse træder helt eller næsten helt i baggrunden. Netop derfor er det vigtigt, at Varbergs bog ikke får lov til at stå alene. Men mon ikke vikingetiden også i fremtiden vil blive analyseret og beskrevet igen og igen, i den takt små brikker i det store puslespil afsløres? For der forskes og publiceres på livet løs i disse år, hvor vikingerne fra Skandinavien er ved at være et brand med forgreninger til efterhånden ethvert hjørne af verden. Men man bør nu nok undgå at ville beskrive det hele på en og samme tid, for så går det nemt galt. Og på samme måde undgå at tage næsten hele Europas jernalder med som optakt til en lille, men vigtig periode af vores oldtid/middelalder. Det er selvfølgelig i orden og nødvendigt at medtage baggrundsviden - det, der skete før, som en naturlig del af en helhed, eller optakt til senere begivenheder. Men flere hundrede år...? Hele oldtiden og historien bygger jo på forfædres liv, og således vil enhver "begyndelse" være et kunstigt tidspunkt. Det burde ikke være nødvendigt at beskrive hele Europas jernalder for at fortælle vikingernes historie. Så burde bogen i hvert fald have haft en helt anden titel,  som for eksempel "Jernalder i Europa", men sådan en titel lyder jo ikke nær så sexet og blodig som den valgte. Bøger skal jo også sælges, og her - som i krig og kærlighed - gælder som bekendt alle kneb.

I den sidste del af bogen, den der handler om årene ca. 1000 til ca. 1100 finder vi Varbergs bedste beskrivelser. Her er kildematerialet også betydeligt udvidet; vi kender flere konger og stormænd, ikke mindst i kraft af de islandske sagaer, omend de er nedskrevet et par hundrede år efter, at begivenhederne skete, men også samtidige beretninger fra klostre. Men man skal huske på, at uden et skriftsprog var det levende ord vigtigt, og overleveringerne fra generation til generation sandsynligvis mere præcise, end vi umiddelbart antager i dag. Det har vist sig at være tilfældet flere gange i forbindelse med sagaerne. De arkæologiske vidnesbyrd om krig - danegæld/sølvskatte - tyder i hvert fald på en stor sandsynlig for at det skete sådan, ligesom massegrave og andre grave i England næppe fortæller en anden historie, end hvad krønikerne også beskriver.

Der findes en fin gennemgang af vikingernes rejser i Nordatlanten. Den er kort, og bør ikke være længere. Men Færøerne kunne godt have været nævnt også. Færøerne er en del af det danske rigsfællesskab, og der er foretaget flere store arkæologiske udgravninger på øerne, blandt andet publiceret af Ditlev L. Mahler (sætre) og Steffen Stummann Hansen, (bebyggelse). Selv om Færøerne ikke var direkte involveret i krige m.v., har de haft en vigtig rolle på lige fod som Island, Orkneyøerne og Shetlandsøerne.

Til sidst i bogen bringer Varberg en tak til alle de, der har hjulpet med bogens tilblivelse. Tjae... egentlig havde anmelder ikke regnet med megen korrekturlæsning, men der er altså foretaget en sådan. Måske er alt gået lidt for hurtigt...? De skriftlige kilder får også et forklarende afsnit til sidst. En fin oversigt over hvor kilderne findes, hvad de indeholder og hvordan sådanne kilder skal behandles i dag (de blev skrevet med et bestemt sigte). Det ville have været godt om disse to afsnit var blevet sat i begyndelsen af bogen, så læseren var forberedt på de fejlkilder, der utvivlsomt altid vil fremsættes, når "plottet" er politik.

Man skal dog beundre Jeanette Varberg for et stort og grundigt arbejde. At kalde hende for en "arbejdshest" er ikke en overdrivelse og skal ikke misforstås, for hun lægger sig i rækken af ganske få arkæologer, der uimponeret går i gang med de allerstørste opgaver, at fortælle historien på en lidt anden måde. Hun har haft fat i rigtig mange referencer og samlet dem til en fortælling, der er spændende. Bogen bør nu læses mindst et par gange og der skal mange faktatjeks til, for at få det fulde udbytte, for der er som sagt noget at holde styr på, og nogle fejl skal sies fra. I anmeldelsen her er langt fra alt blevet nævnt.

Men vigtigst er det at holde sig for øje, at Varberg forsøger at trække begrebet vikingetid langt ned i germansk jernalder. Det er noget rod. Vi bliver simpelt hen nødt til at fastholde visse fikspunkter i oldtiden for at holde styr på det hele, og yngre germansk jernalder ER altså ikke vikingetid, uanset Varberg forsøger at få os til at tro på det, blot fordi der er en begyndende udlængsel og en tradition i skik og brug i befolkningens tidligere liv. I "kronologisk rækkefølge" vil anmelder riste fire runetegn ud af seks mulige for Jeanette Varbergs arbejde. De sidste to runer kunne være opnået, såfremt vikingetiden var beskrevet til de ca. 300 år, den varede, og hvis der ikke var fejl i tekst og kort.

God læselyst.

[Historie-online.dk, den 7. januar 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
hikuin 36 - Kirkearkæologi i Norden 9
Vikingerne ved Ruslands vugge
Dronning Dagmar