Menu
Forrige artikel

SFINX 2009, nr. 3 - Tema:Korsfarerne

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2945

Af Thor Lomborg

Korstogene, der tog deres begyndelse med folkekorstoget i 1096 og sluttede med havnebyen Acres fald til den mamlukiske sultan Al-Zahir Baybars i 1291,  var en række religiøst motiverede militære kampagner, der i havde til formål at generobre Det Hellige Land, samt bremse islams tiltagende fremmarch i kristne territorier. Tusinder af kristne, høj som lav, fulgte pave Urban II´s opfordring til generobring af Jerusalem ved kirkemødet i Clermont den 27. november 1095 og drog mod Palæstina, ofte personligt  ruinerede af de store udgifter en sådan mission afstedkom. De første korsfarere blev slået tilbage, men andre fortsatte den hellige mission, hvilket endeligt førte til erobringen af Jerusalem i 1099 og oprettelsen af et kristent kongedømme i Palæstina, der skulle bestå i næsten to hundrede år. 

For bedre at kunne forstå korstogenes mangefacetterede og facinerende historie , har tidskriftet SFINX, der har middelhavslandene og Den Nære Orients arkæologi og historie som sit fokusområde, valgt at udgive et nummer, der udelukkende behandler forskellige aspekter af korstogene og korsfarerene. Nummeret indeholder seks mindre artikler samt et enkelt interview med Jan Guillou om hans populære bogserie om tempelridderen Arn.

Første artikel er forfattet af middelalderforsker og lektor ved Syddansk Universitet Kurt Villads Jensen,  og omhandler de første korstog og den religiøse vækkelse, der dannede grundlag for deres igangsættelse. I slutningen af november 1095 holdt den daværende pave Urban II en flammende tale ved et kirkemøde i Clermont i Sydfrankrig , hvor han opfordrede alle gode kristne til at drage mod det hellige land og igen bringe Jerusalem på kristne hænder. Hans opfordring syntes at have haft den ønskede virkning, for ikke lang tid passerede, før end adskillige frankiske stormænd besluttede at ”tage korset” og drog på erobringstogt imod Palæstina. Men hvad fik tusinder af kristne, både fattige og velhavende, til at drage ud på en så lang og farefuld rejse, hvor man risikerede både formue, liv og levned? Ifølge forfatteren var motivationen et resultat af et mentalt og teologisk skift i slutningen af 1000-tallet i den latinske kristenhed, der nu tillod krig og drab, så længe disse handlinger blev begået i guds navn og med bekæmpelse af hans fjender for øje. Selve drabet på de vantro blev en bodshandling i sig selv, og man opnåede martyriet ved den blotte deltagelse i korstogene, også selv om man aldrig nåede at sætte fod i Det Hellige Land.  Korstogstanken var dog ikke nogen ny idé, da Urban II holdt sin berømte tale. Den forhenværende pave Gregor 7 havde 25 år tidligere ligeledes forsøgt at opildne til kamp imod muslimerne i guds navn, men han havde ikke haft nogen videre succes med sit forehavende, idet han ikke havde de fornødne motiverende teologiske værktøjer til rådighed på daværende tidspunkt. Det havde Urban II imidlertid fået i mellemtiden, og korstogene blev en realitet på baggrund af denne nye kristne retfærdiggørelse af krig og drab på vantro samt en voldsom religiøs vækkelse hos den enkelte kristne motiveret af lovning om martyrium og bod.

Anden artikel er forfattet af Jakob Skovgård-Petersen, religionshistoriker og professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, og omhandler den moderne arabiske Saladin. Saladin var en magtfuld muslimsk hærfører af kurdisk oprindelse, der senere blev sultan af Ægypten og Syrien og det latinske kongedømmes banemand. Saladin var i samtiden beundret af både muslimer og korsfarere for sine taktiske og politiske evner, men også for sin retfærdighedssans, og han formåede siden hen at blive en af de fremmeste symboler på den rendyrkede ridderlighed i den kristne verden. I den muslimske og især i den arabiske verden havde korstogene indtil 1800-tallet kun haft en beskeden plads i historieskrivningen, og det var faktisk først med den europæiske kolonialismes opståen, at de fik en større betydning. Grundet den nye interesse for korstogsperioden blev også dens vigtigste personligheder, som f. eks Saladin, igen tildelt fornyet opmærksomhed.  Som følge af den muslimske verdens til stadighed svagere position overfor vesten efter Det Osmanniske Riges fald og i særdeleshed efter oprettelsen af staten Israel i 1948, blev myten om Saladin og korstogene vigtige historiske-politiske symboler for arabiske statsledere. Både ved Suezkrisen i 1956 og da den Ægyptiske Præsident Nasser havde held til at samle Ægypten og Syrien i Den Forenede Arabiske republik i 1958, var retorikken klar: de vestlige magter var korsfarere, og Israel var det nye latinske kongedømme. Korstogene havde nu fået en ny politisk anvendelse, hvor også Saladin havde sin plads. Han blev symbolet på en forenet muslimsk-arabisk verden, der kunne modstå vestens imperialisme og samle muslimerne til kamp mod den vestlige militære og politiske dominans i regionen. Arabiske ledere som Iraks Saddam Hussein og Syriens Hafez Al-Asad gjorde adskillige tiltag for at fremstille sig selv som en moderne Saladin, bl. a ved opsætning af statuer, gavlmalerier og lignende. Hvor den Saladin-skikkelse, som de førnævnte ledere benyttede, hovedsageligt symboliserede en stærk arabisk nationalisme, der ikke i nævneværdig grad indbefattede noget stærkt religiøst element, bliver Saladin i vore dage fremstillet som den fromme hersker, hvis sejr skyldtes hans tro. En tiltagende religiøs og islamiseret forståelse af korstogene har i de sidste år været fremherskende, hvilket stemmer godt overens med en generel religiøs vækkelse i den arabiske verden, hvor en mere religiøs Saladin-myte er blevet et symbol, der hjælper muslimer til definere sig selv og deres civilisation som værende den vestlige overlegen.

Nogle af de mest synlige og imponerende levn fra korstogene er korsfarernes borge. I den tredje artikel analyserer Janus Møller Jensen, tidligere adjunkt i middelalderhistorie ved Syddansk Universitet og nuværende museumsinspektør ved Nyborg Slot, borgenes historie og funktion. Forskningen i korsfarerborgene tog sin begyndelse i anden halvdel af 1800-tallet, hvor middelalderforskeren Guillaume Reys i 1871 udkom med det første videnskabelige værk, der analyserede borge beliggende i Syrien og på Cypern. Det var imidlertid først efter oprettelsen af de franske og britiske mandater efter første verdenskrig, at forskningen virkelig tog fart, og en række udgravninger i 1960erne kastede helt nyt lys på borgenes funktion og korsfarernes bosættelsesmønster. Originalt havde forskere som Guillaume Reys og Paul Dechamps primært tiltænkt borgene en grænsebeskyttende funktion, hvor de var opført, så de kontrollere hovedveje og beskyttede handels- og pilgrimsruter. Denne tolkning placerede borgene i en overordnet strategi, der skulle beskytte et sammenhængende kolonialt styre. Denne opfattelse blev imidlertid anfægtet af den engelske middelalderhistoriker R. C. Smail, som hævdede, at borgene ikke var tiltænkt en overordnet grænsebeskyttelsesstrategi, men i stedet primært havde funktion af lokale administrative centre, der kunne kontrollere de omkringliggende områder. Smails teori blev inspirationskilde for flere forskere, der efterfølgende har beskæftiget sig med borgene, og adskillige har anerkendt hans tilgang til deres funktion, dog har man erkendt, at de udover at være adminstrative centre ofte var placeret, så de skar muslimske forbindelseslinjer over.  En af de førende forskere på området, den israelske arkæolog Ronni Ellenblum, har opdelt konstruktionen af korsfarerborgene i 1100-tallet i tre faser: den første fase varede fra 1099-1114, her bosætte korsfarerne sig hovedsageligt i allerede anlagte muslimske eller byzantinske borge og anlagde kun få nye befæstningsanlæg. Anden fase gik fra 1114-1168, hvor frankerne var muslimerne relativt militært overlegne, og derfor anlagde en stribe borge, som skulle sikre områder som korsfarerne allerede havde kontrol over. Tredje og sidste fase strakte sig fra 1168 til korstogenes afslutning, og her blev borgene væsentligt større og kraftigt befæstede, idet korsfarerne nu var udsat for stigende pres udefra. Generelt har udviklingen i borgenes arkitektur og størrelse fulgt den samtidige udvikling i Vesteuropa, men der tydelige indikationer af, at korsfarerne har været kraftigt inspireret af byzantinsk og armensk arkitektur fra samme periode. Korsfarerborgene imponerer med deres størrelse og maleriske beliggenhed, og selv om en del af deres historie er afdækket, er det vigtigt at deres tilblivelse og funktion analyseres i forhold til en bredere historisk kontekst end blot levantens. Det er samtidig også essentielt, at man ligeså analyserer samtidig kirkearkitektur, samt indrager borgbyggeri og korstog fra andre lande for at forstå korsfarernes fæstninger til fulde.

Den arabiske verden har kendt til den europæiske verden, både før og efter Muhammed grundlagde det kalifat, der skulle blive de kristnes indædte modstander i århundreder derefter. I fjerde artikel beretter historiker og professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Jørgen Bæk Simonsen, om hvordan de muslimske arabere så på deres kristne modstandere under korstogene. For de første arabiske historikere der beskrev korstogene, som f. eks Ibn al-Athir, ansås korstogene ikke som religiøst funderede, og begrebet korsfarere eksisterede slet ikke på arabisk, i stedet benævntes de frankere (al-Ifranj), vantro (kafirun), flergudsdyrkere (mushrikun) eller slet og ret djævle og hunde. Grundet korsfarernes erobring af Jerusalem og andre byer, samt deres omdannelse af al-Aqsa moskeen og Klippemoskeen til kirker, var beskrivelsen af dem bestemt ikke tolerant, og de blev beskrevet som værende primitive, blodtørstige og urene. Men trods militær konflikt og religiøse skel var der dog talrige eksempler på alliancer mellem de stridende parter, når realpolitiske mål krævede det. Således forfattede Hamdan ibn Abd al-Rahman et omfangsrigt værk om korsfarerne, der desværre er gået tabt, mens han var i deres tjeneste. En anden arabiske kronikør, Ibn Jubayr, der var født og uddannet i Andalusien, fortog en omfangsrig pilgrimsrejse, der bragte ham i kontakt med de kristne erobrere, og selv om hans beskrivelser  er negativt ladede, anerkendte han dog korsfarernes ordenssans samt deres retfærdige behandling af deres muslimske undersåtter. Nogle af de vigtigste beskrivelser af korsfarerne findes i et lille selvbiografisk værk af den syriske emir Usama ibn Munqidh, kaldet ”Bogen om det at lære af eksempler”. Han anfægtede som de øvrige kilder korsfarerne hygiejne, men ham beskrev samtidig, hvorledes de var hurtige til at lære, og til at tilegne sig lokale skikke og levemåder. Arabernes syn på korsfarerne var overvejende negativt, men dette skal dog ses i lyset af, at beskrivelserne trods alt er forfattet i en periode, der var præget af mere eller mindre permanent krig. Trods dette har de arabiske kilder dog ligeledes givet et billede af en konflikt, hvor der undertiden blev knyttet venskaber modstanderne imellem, og hvor kristne og muslimer undertiden levede og virkede fredeligt side om side.

Da korsfarerne i juli 1187 blev besejret ved Hattins Horn, markerede det enden på det første latinske kongedømme. Begyndelsen til enden tilskrives ofte en bestemt person, den brutale og psykopatiske Reynald De Chatillon, da han brød den eksisterende våbenhvile mellem frankere og muslimer, og derved dødsdømte korfarerriget. Men var Reynald virkeligt ansvarlig for nederlaget, og var han virkelig psykopat eller blot en slagkraftig og kløgtig korsfarer? Janus Møller Jensen analyserer i femte artikel denne berømte ”røverbarons” liv og eftermæle. Reynald kom til Det Hellige Land i forbindelse med det andet korstog i tiden mellem 1147 og 1149. Han blev gift med enken til fyrstendømmet Antiochia, og positionerede sig hurtigt i det magtpolitiske landskab. I 1160 eller 1161 blev han taget til fange af den muslimske hærfører Nureddins tropper, og fængslet i Aleppo, hvor han sad i 16 år uden at nogen tilsyneladende viste interesse i at betale løsepenge for ham. I 1176 blev han endelig løskøbt for 120.000 gulddinarer, betalt af den byzantinske kejser, og han blev herefter gift med endnu en enke, og gjort ansvarlig for rigets sydøstlige forsvarslinje, deriblandt en række borge, der inkluderede den mægtige Kerak i det nuværende Jordan. Reynald kunne nu angribe Saladins forbindelseslinjer mellem Ægypten og Damaskus, og da Saladin i 1182 ville føre sine tropper mod Aleppo, efter at byens fyrste var død, forsøgte han at føre en ekspedition imod havnebyen Eilat for at forhindre dette. I stedet for at angribe Eilats fæstning, førte Reynald imidlertid sine styrker 200 kilometer længere mod syd, hvor han nåede byen Tarbuk. Tarbuk lå på pilgrimsruten mellem Damaskus og Mekka, og da korsfarere aldrig var trængt så dybt ind i muslimsk kontrollerede områder førhen, tvang det Saladin til at holde sine styrker i Jordan. Reynalds angreb forhindrede derved, at Saladin overtog Aleppo, hvilket taktisk set var af yderste vigtighed for det latinske kongedømme. Samme år angreb kongen Balduin IV og Raymond af Tripoli Damaskus, og Reynald indledte et angreb mod syd, hvor han transporterede fem galejer over land til det røde hav, søsatte dem og indledte et angreb dels på Eilat, dels på muslimske kystbesiddelser længere mod syd. Tre af galejerne nåede så langt mod syd, at de kun var én dagsrejse fra Medina, og selv om de blev indhentet af en redningsflåde fra Ægypten, havde Reynald bevist overfor Saladin, at han kunne angribe helt ind i hjertet af muslimsk territorium.  Kongedømmet Jerusalem var de næste år præget af interne magtkampe men trods dette, formåede Reynald at tilsidesætte personlige ambitioner og forblive en trofast forvarer af den kristne sag. Det kan derfor syntes mærkværdigt, at han i 1186 angreb en muslimsk karavane og derved brød den eksisterende våbenhvile, men det skal ses i lyset af Reynalds vished om Saladins kraftige mobilisering, og at denne sandsynligvis ikke havde i sinde at forlænge den våbenhvile, der udløb året efter. Under slaget ved Hattin, hvor korsfarerne nød et svigende nederlag, blev Reynald taget til fange og nød den tvivlsomme ære at blive halshugget af Saladin personligt. Slaget ved Hattin blev enden på Reynald De Chatillon og selv om han efterfølgende af nogle er blevet opfattet som et dumt svin, så formåede han alligevel at kæmpe indædt for det latinske kongeriges overlevelse, da det var under hårdt pres, samt at tilføje Saladin adskillige taktiske nederlag. Et er i hvert fald sikkert: Reynald var muligvis et svin, men han var ikke dum.

I romaner som Walter Scotts ”Ivanhoe” bliver Saladin fremstillet som den modige og retfærdige regent og militærmand. Det er imidlertid også interessant at se på, hvorledes han er blevet beskrevet i arabisk historisk tradition. I den sidste artikel behandler studielektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier June Dahy, derfor Saladins fremstilling i den arabiske historieskrivning. Efter 2. Verdenskrig har Saladin haft en særlig status i den arabiske verden, hvor han symboliserer den stærke statsmand, der kan samle den arabiske verden imod Israel og den vestlige kolonialisme. Det moderne entydige billede af Saladin er dog stærkt farvet af det politiske formål, det skal tjene, men det er faktisk muligt via samtidige arabiske kilder at komme tættere på den historiske Saladin. Saladin, der levede fra 1138 til 1193, blev født i Irak, men gjorde sin karriere i Ægypten og Syrien. Hans liv er beskrevet i flere samtidige kilder, hvor en af de mest detaljerede er forfattet af en dommer i hans hær ved navn Ibn Shaddad. Saladin karakteriseres som besiddende adskillige dyder, såsom ridderlighed, gudfrygtighed, stoisk ro og militært geni, mange af de egenskaber som han i øvrigt også blev tildelt i europæisk fiktion. Hans liv og karriereforløb er stringent kronologisk opført, og der er især lagt vægt på hans tilbageerobring af Jerusalem, som modsat andre begivenheder beskrives med stærkt religiøst sprogbrug. Saladins karriere var uløseligt forbundet med korstogene, men han indgik via sit ophav også i en helt anden politisk kontekst, idet han var født ind i et dynasti og selv kom til at grundlægge et andet. Saladins far Ayyub var militærguvernør under Nurredin Zangi, og da denne relokerede til Damaskus, flyttede Ayyub og hans bror Asad ed-din-Shirkuh med. Nurredin var stærkt optaget af at bekæmpe korsfarerne, som på dette tidspunkt forsøgte at få fodfæste i det fatimidiske Ægypten. Det ægyptiske kalifat var svækket af indre magtkampe, og da en part søgte militær opbakning hos korsfarerne, allierede den anden part sig med Nureddin. Asad ed-din-Shirkuh og den unge Saladin blev derfor sendt til Ægypten i 1167 for at forsøge at fordrive korsfarerne, der havde angrebet Alexandria , men først efter et tredje felttog i 1169 lykkedes dette, og Asad blev herefter officielt indsat som Vezir i Ægypten. Han døde dog ganske pludseligt få måneder senere, og Saladin, der fulgte ham som vezir, så herefter en mulighed for at tage den absolutte magt i Ægypten, hvilket blev en realitet, da den fatimidiske kalif døde i 1171. Efter Saladins magtovertagelse kølnedes forholdet til Nureddin imidlertid kraftigt, idet Nureddin ønskede et forenet Syrien og Ægypten, medens Saladin ønskede enerådig politisk kontrol i Nil-landet. Saladin unlod derfor ved flere lejligheder bevidst at støtte Nureddin i angreb på korsfarerne, da han mente, Nureddin ville udnytte muligheden til at sætte ham fra magten i Ægypten. Saladins manglende støtte afstedkom negativ omtale i senere arabiske kilder, blandt andet skrev kronikkøren Ibn al-Athir, at Saladin var bange for Nureddin og at han yndede at samarbejde med korsfarerne i stedet for at kæmpe muslimernes sag. Nureddin døde i 1174, og Saladin spildte ingen tid med at konsolidere sin magt i de muslimsk arabiske territorier. Han formåede i løbet af et par år at underlægge sig det meste af Syrien, hvorefter han vendte tilbage til Ægypten, for at fokusere på reformer og bekæmpelse af korsfarerne, hvilket kulminerede med hans sejr ved Hattin og generobringen af Jerusalem i 1187. Korfarerperioden og Saladin har igennem tiden været meget forskelligt beskrevet i den arabiske litteratur. Det gælder både hans besværede politiske forhold til Nureddin og hans forening af den arabiske muslimske verden. Hans adskillige politiske og religiøse reformer i både Ægypten og Syrien var en vigtig del af hans inderigspolitiske virke, og derfor er fortsatte studier af de samtidige kilder vigtige for en bedre forståelse af Saladin som historisk person.

Afslutningsvis gives et kort uddrag af et interview, Janus Møller Jensen på vegne af Sfinx holdt med den svenske forfatter Jan Guillou angående hans bogserie om tempelridderen Arn og den bagvedliggende inspiration. Ifølge Jan Guillou er bøgerne udover at være historiske romaner, en kommentar til den igangværende krig mod terror. Som følge af Sovjetunionens sammenbrud burde NATO ikke længere eksistere, men grundet Europas syn på islam som den vestlige civilisations nye fjende, er forsvarskoalitionens fortsatte eksistens nødvendig. Igennem 90erne har en tiltagende dæmonisering af islam og muslimer i de vestlige medier forårsaget, at vi i vesten holdningsmæssigt er på vej ind i en epoke, der minder om korstogstiden. Grundet den stigende racisme og etnocentrisme er beretningen om Arn og den hellige krig derfor en kommentar til, at vi ifølge forfatteren er på vej ind i ny hellige krig med den muslimske verden, og at dette er en både forkert og farlig udvikling. Samtidigt er bøgerne også en beskrivelse af det facinerende møde, der skete mellem to helt forskellige kulturer og religioner. De fleste korsfarere tog til det hellige land for at forsvare kristendommen og få bod for deres synder, men mange endte op med at tage den nye kultur til sig og blev en del af den nye verden. Arn er derfor et eksempel på den facinerende udvikling der kan ske, når man placerer en fanatisk kristen i Det Hellige Land i en længere periode, og denne person tilsidst får et empatisk og tolerant syn på muslimer og islamisk kultur.

Hvis man har interesse for korstog og søger lettilgængeligt introducerende materiale, der kan anspore en til grave dybere ned i emnet, så er SFINXs temanummer om korsfarerne et oplagt valg. Sproget er letlæseligt og flydende, bidragsyderne er kompetente forskere indenfor deres respektive felter og hæftet er spækket med informative tabeller og tidstavler, samt en mængde flotte og velvalgte billeder og fotos. Når det så er sagt, så er der alligevel nogle problematiske forhold, der gør sig gældende. Først og fremmest savner man en lidt mere stringent kronologisk og geografisk tilgang til det overordnede emne, for trods de oplysende tidstavler, får man, det første korstog undtaget, ikke noget ordentligt indblik i de mange forskellige korstogs begyndelse og afslutning, hvilke lande de udgik fra, og hvor de havde deres endelige destination. Derudover syntes det, som om emnerne er valgt en anelse for tilfældigt. Bevares, alle artikler har da relevans for korstogene, men f. eks artiklen om den moderne Saladin, som ellers er en af de mest velskrevne, har måske ret beset mere at gøre med det moderne mellemøsten end den har at gøre med korstogene. Samtidigt er der et vist emnesammenfald mellem Jakob Skovgård-Petersens og June Dahys artikler, idet de begge behandler Saladin, og selv om de har forskellige perspektiver, havde det måske været på sin plads med en artikel om noget andet i stedet. Netop June Dahys artikel, der omhandler den arabiske historieskrivning om Saladin, beskæftiger sig næsten udelukkende med de middelalderlige arabiske krønikeskriveres beskrivelse af ham, og kun i ganske beskedent omfang med moderne arabiske historikeres fremstillinger. Det kan måske netop tilskrives, at Jakob Skovgård-Petersens artikel også delvist beskæftiger sig med dette, men idet titlen lægger op til en mere gennemgående analyse af Saladin i den generelle historieskrivning, er fire linjer om nyeste tid i slutningen af artiklen altså ikke dækkende. Jørgen Bæk Simonsens artikel om frankerne set med arabiske øjne er et virkeligt godt bidrag, der berører et særdeles interessant emne, som ikke har fået den største opmærksomhed i korstogsforskningen igennem tiden. Desværre er den alt for kort og selv om forfatterne givetvis har været underlagt visse redaktionelle begrænsninger, kommer man ikke tilstrækkeligt ind i emnet på artiklens få sider.

 Det er selvfølgelig ikke meningen, at et særnummer af SFINX om korsfarerne skal fungere som et stykke tung, akademisk faglitteratur, men som en historisk appetitvækker, og til dette formål er nummeret også ganske glimrende. Hvis man ønsker en mere dækkende historisk introduktion til korsfarere og korstog, anbefales det, at man supplerer særnummeret med Kurt Villads Jensens fremragende ”Politikens bog om korstogene” samt eventuelt et par bøger af Jonathan Riley-Smith, så er man i hvert fald godt dækket ind.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
I krig med vikingerne
Danmark, Slesvig og Holsten 1404-1448
Da de tog land