Menu
Forrige artikel

Et spørgsmål om race

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2639

 

Af Ole Schramm, cand. mag. i historie og musik

Spørgsmålet om race er desværre stadigvæk brændende aktuelt, og der er ikke tegn på, at problemer med race og racisme vil blive løst i en overskuelig fremtid. Tænk på fodbold EM og de stakkels farvede englændere, der brændte straffespark i finalekampen. I USA er nogle republikanske politikere gået til angreb på lærere, der vil diskutere såkaldt kritisk raceteori, der handler om, hvordan racisme er indlejret i lovgivning og politik. De har haft held til at mobilisere rasende hvide forældre, der forlanger, at lærere, der vil diskutere kritisk raceteori i skolen, skal fyres. I april 2021 blev politibetjenten Derek Chauvin dømt skyldig i mordet på den sorte amerikaner George Floyd. Det blev brændstof på Black Lives Matter-bevægelsen. I Danmark skorter det heller ikke på ubehagelige eksempler på racistisk sprog og adfærd.

Spørgsmålet om race rækker langt tilbage i tiden, ja, helt til de første afrikanere ankom til Amerika som slaver, hvilket burde være velkendt for alle. Jazzens historie og de mange sørgelige og gribende fortællinger om Billie Holiday, Charlie Parker og Miles Davis viser de racistiske ydmygelser, som sorte musikere blev udsat for.  I Danmark holdt anmelderne af jazzkoncerterne i 1930’erne sig ikke tilbage, da de formulerede sig i et nedværdigende og ubegribeligt racistisk sprog. Retfærdigvis skal det tilføjes, at der var tusindvis af begejstrede danskere, der hyldede Armstrong i 1933.

Cornel Wests bog er derfor et vedkommende indspark i et emne, som vi fortsat er nødt til at forholde os til. Information har derfor ment, at danskerne burde lære Cornel West at kende, da forlaget har udgivet bogen i 2021 i serien antiracistiske klassikere. Oprindelig blev bogen udgivet i 1993, men den har vist sig fortsat at være aktuel, da bogen ikke alene indeholder et forord til den oprindelige udgave, men også til en ny udgivelse i 2001 og en indledning i anledning af 25-året for udgivelsen.

Da det nok er de færreste danskere, der ved, hvem Cornel West er, har Rune Lykkeberg skrevet et glimrende og oplysende forord til bogen. Det fremgår heraf, at Cornel West ikke er nem at sætte i bås. Han er en uafhængig stemme, der provokerer, udfordrer og problematiserer spørgsmålet om race. ”Det er som at være til gospelkoncert, gudstjeneste, idehistorisk forelæsning, litteraturaften, protestmarch og møde i verdens sjoveste studiekreds, når man læser West eller hører ham folde sig ud. Hviskende og råbende, grinende og angribende, selvoptaget og generøs, aggressiv og fuld af kærlighed” (s. 16). Han er uddannet filosof, har haft professorater på nogle af de bedste universiteter og har diskuteret racisme og ulighed med forskellige amerikanske præsidenter.

”Et spørgsmål om race” indeholder en indledning til hele spørgsmålet om race, og dernæst otte forskellige kapitler, hvor Cornel West i essayform tager fat på forskellige sider af raceproblemerne. Han afrunder 1993-udgaven med en kort epilog.

Man kan allerede i indledningen, der hedder det samme som bogen ”Et spørgsmål om race”, få en fornemmelse af, hvad han vil med sin bog. Han kritiserer her mange af de opfattelser, der fra forskellige sider er blevet fremført om raceproblematikken, og han forsøger at vise, hvad man er nødt til at gøre.

Da han udgav bogen første gang i 1993, havde man i Los Angeles oplevet kaotiske tilstande i 1992. Det er derfor et oplagt sted for Cornel West at begynde. Han accepterer ikke letkøbte forklaringer, som forsøger at ”reducere urolighedernes betydning til blot at være den sorte underklasses patologiske reaktionsmønster, en række bøllers kriminelle handlinger eller de undertrykte urbane massers politiske revolte”, for de ”rammer ved siden af” (s. 61). Han er heller ikke tilfreds med de opfattelser, som fremføres af venstreliberale og konservative, demokratiske tilhængere af mere stat og republikanske tilhængere af mindre stat. Deres holdninger fører blot til ”intellektuelt snæversyn og politisk lammelse” (s. 62).

Det er nødvendigt, at vi forstår problemets kerne, før vi kan gøre os håb om, at forholdene for sorte nogensinde bliver bedre. Cornel West kritiserer ikke kun venstreliberale og konservative, men også sort nationalisme, som der har været øget tilslutning til, fordi sorte er modstandere af at skulle ”indordne sig”. West kalder sort nationalisme for ”et modigt, men afsporet forsøg på at definere en afrikansk identitet i et hvidt samfund, der opleves som fjendtligt”. Problemet med sort nationalisme er bl.a., at den ”fortier klassespørgsmål, har et bagudskuende syn på sorte kvinder, homoseksuelle mænd og lesbiske, og fordi den ikke vil koble race til det fælles bedste” (s. 66).

Iflg. West er forståelsen af det fælles bedste den helt centrale pointe i hans opfattelse af racespørgsmålet. Det er forståelsen af, at racerne er afhængige af hinanden. Det er nødvendigt at sætte fokus på det offentlige rum og på kvaliteten af det fælles liv, vi lever med hinanden, og det er nødvendigt at sætte fokus på den forsømte offentlige infrastruktur og på de bedrøvelige forhold, som børnene lever under.

For danskere, der lever i en velfærdsstat, er Wests tanker langt mere selvfølgelige, end det er for flertallet i USA. For danskere er det imidlertid stadig nødvendigt at spørge, om vi medtænker udlændingene, når vi tænker på det fælles bedste. Det er betingelsen for, at racespørgsmålet også kan løses i Danmark.

I de efterfølgende kapitler dykker West ned i forskellige sider af raceproblematikken. Og det er ikke just opmuntrende læsning, når han folder sig ud om nihilismen i de sortes Amerika. West dykker helt ned i ”fortvivlelsens og frygtens beskidte vande, der nu strømmer gennem gaderne i det sorte Amerika” (s. 79). Ja, det er malende, fyndige og skarpe billeder, som West bruger. En ting er problemerne med arbejdsløshed, børnedødelighed, fængselsstraffe og voldelige forbrydelser, men det værste er ”at forholde sig til den fortvivlende håbløshed, det hidtil usete meningstab og den mangel på respekt for især sorte liv og sort ejendom, der er fremherskende i store dele af det sorte Amerika” (s. 79). Nihilismen er det grundlæggende problem. Det er en konsekvens af markedskræfterne og en markedsorienteret moral, der har ødelagt de kulturelle strukturer. Disse gav mening og en følelse af sammenhold i lokalsamfund. Forvandlingens mulighed ser West i en græsrodsorganiseret demokratisk organisation.

Problemerne bliver ikke løst, bl.a. fordi det sorte lederskab mangler mod til at ændre tingenes sørgelige tilstand, og selv om der er opstået en sort middelklasse, som konsoliderede sig i 1960’erne under det økonomiske boom i Amerika. Problemet var, at det ikke lykkedes at finde et sort amerikansk lederskab af kvalitet. Den sorte middelklasse er tam og velafrettet. Den er for ivrig efter accept og af at kravle op ad karrierestigen. Forudsætningen for at overvinde krisen er at erkende, at den eksisterer. Men han advarer mod den lammelse, der kommer af, at den sorte middelklasse er optaget af, at den hvide middelklasse skal acceptere den. Han kritiserer sorte nationalisters besættelse af hvid racisme. Vejen frem er multiraciale alliancer, der er en forudsætning for at få gennemført brede fordelingspolitiske tiltag.

I kapitel syv analyserer han sort seksualitet, og han bevæger sig her ind på et sprængfarligt emne, fordi det er tabu. Han formulerer i begyndelsen sin tese (s 192), ”at sort seksualitet er et tabuemne i det hvide og sorte Amerika, og at en åben samtale om sort seksualitet i og på tværs af disse grupper er en nødvendighed, hvis vi ønsker sunde raceforhold i Amerika” (s. 192).

I bogens sidste kapitel leverer han en fremragende og indsigtsfuld analyse af en af kultskikkelserne i den sorte bevægelse, Malcolm X og sort raseri. Malcolm X’s indsats fortjener bestemt at blive husket. Allerede i indledningen får vi et godt indtryk af hans indsats: ”Han satte fortrinsvis fokus på det faktum, at langt de fleste amerikanere ikke ønskede at vedkende sig de helt igennem absurde vilkår, mennesker af afrikansk afstamning bliver budt i dette land – de uophørlige angreb på sort intelligens, skønhed, egenart og muligheder”. Cornel West fremhæver hans kolossale mod.

Det er absolut prisværdigt, at Information har udgivet Cornel Wests bog, men jeg synes, at der burde have været arbejdet mere med notesystemet. I kapitel to ”Raceargumentets faldgruber” er udgangspunktet Clarence Thomas/Anita Hill-høringerne. I noten får vi at vide, at det drejer sig om, at præsident George H. W. Bush indstiller den konservative, afrikansk-amerikanske Clarence Thomas til en post som højesteretsdommer. Vi får også oplyst, hvem Anita Hill er. Denne note fungerer godt. I indledningen til ”Et spørgsmål om race” skriver Cornel West om det kaos, der greb Los Angeles i april 1992. Men der er ingen note, som forklarer, hvad der skete i april 1992. S. 112 og 113 nævnes en hel række navne, som fx Sojourner Truth, Wendell Phillips, men vi får ikke at vide, hvem de er. I forordet til 2001-udgaven hører vi s. 27 om aktivister som Al Sharpton og Dolores Huerta, men jeg ville godt vide, hvem de og flere andre er.

Lever Cornel Wests bog så op til de forventninger, som Rune Lykkeberg stillede os i udsigt i sin indledning? Ja, helt bestemt. Vi bliver meget klogere på hele raceproblematikken, når vi læser Cornel Wests indtrængende og engagerede analyser, hans kritik af sort nationalisme, af venstreliberale og konservative. Man kan harmes over de forfærdelige betingelser, som de sorte er blevet budt, og man forstår, hvad det har betydet for sortes manglende selvrespekt. Hans tanker om multiraciale alliancer er sandsynligvis vejen frem, hvis der skal ske forbedringer og fremskridt i racespørgsmålet.

[Historie-online.dk, den 28. juli 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Skandinaviske efterkommere i USA
Helvede og andre destinationer
Førstedamer