Menu
Forrige artikel

Struers Søfartsbog

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 830

 

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Benny Boysen, tidligere leder af Struer Museum, har tegnet et interessant billede af Limfjordskøbstaden Struer, eller rette sagt af byens andel af søfarten i den vestlige del af Limfjorden gennem næsten 200 år.

Limfjorden var et lukket farvand indtil 1825, hvor Vesterhavet brød igennem mellem Hardsyssel og Thy. Dermed opstod Aggerkanalen, som gav adgang vestpå, og den dominans, som Aalborgs købmænd indtil da havde haft, blev efterhånden brudt. Fra en række mindre havne, bl.a. Struers, begyndte småskibene – som meget passende er blevet kaldt havets husmænd – at sejle korn til Norge og England – retur med tømmer, kul og jern. Landbrugsvarer til Altona osv.. Det var købmændene i Holstebro, der tog initiativ til etablering af havnen i Struer i midten af 1800-årene.

Boysen beskriver en række småskibes skæbne i Struer. Ja, formodentlig alle dem, der har været tilknyttet byen. Vi får som regel også fartøjernes historie før tilknytningen til Struer og efter. De fleste af skibene følges så at sige fra fødsel til død. Det giver lejlighed til at fortælle en masse spændende historier om livet om bord på galeaserne, skonnerterne, jagterne, kufferne og everterne og de skibsførere og besætningsmedlemmer, der levede på disse sejlskibe, der dog efterhånden fik små hjælpemotorer. Og vi lærer skibsnavne som ”Haabet”, ”Marie”, ”Prøven”, ”Undine”, ”De 12 Sødskende”, ”Capella” og mange flere at kende.

Skonnert ”Capella” – et skib, der var tæt knyttet til Stuer-familierne Kirk og Vejsbjerg. Maleri af Bror E. Bengtsson, Halmstad i Struer Museum. Foto fra bogen.

En del af småskibene kom ud for ulykker og havari, nogle gange gik det godt, så skibet kunne komme fri fra en grundstødning, repareres og igen komme i gang med at tjene penge til ejere – evt. et partsrederi – og besætning. Der kunne sagtens forekomme flere standinger til samme skib. Fx var den tomastede smakke ”Jacobine” ret uheldig. Juleaften 1848 stod ”Jacobine” ud med en ladning korn til England. På vej tilbage med stenkul til Struer strandede ”Jacobine” ved Thyborøn. Ingen kom noget til, og besætningen blev reddet i land. En måned senere blev kullene læsset af på stranden, skibet kom flot og kunne selv sejle til Struer for reparation. Skibet fik herefter navnet ”Marie Else”, og i 1852 løb skibet igen på grund i en julestorm ud for Harboøre. Heller ikke denne gang kom besætningen til skade, og nogle måneder senere kunne ”Marie Else” sejle videre. Men i 1853 gik det galt. Skibet forliste i selve Aggerkanalen – besætningen slap igen uskadt, men denne gang var det slut med skibet, der nu var et totalt vrag. Et lille skibs skæbne på den jyske vestkyst – og man kan gennem Boysens gennemgang af det ene skib efter det andet overbevises om, at det ikke altid gik godt for skib og besætning.

Det var ikke blot sejlskibe med hjælpemotor. Struer fik skam sit første dampskib, S/S ”Struer”, i 1876 til brug for østersfiskeri. 10 år senere blev det solgt til partsrederi i Nyk. Mors – og så videre indtil det blev ophugget i København i 1930. 1904 kom den første større kuldamper ”Henning”.

1950’erne var det ved at være slut med småskibsfarten – fragten var overtaget af jernbane og lastvogne. De sidste småskibe i Struer var stenfiskere – men Benny Boysen kan slutte med at fortælle, at der dog stadig er en del skibe, som har hjemsted i Struer.

Benny Boysen fortæller godt og detaljeret om de enkelte skibe skæbne og ikke mindst om de personer – hele familier ofte – der var afhængige af småskibene. Enhver med interesse i søfartshistorie vil have megen fornøjelse af at læse ”Struers Søfartsbog” – og lokalt vil man garanteret studere bogen med entusiasme.

[Historie-online.dk, den 31. marts 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
København – byen bag voldene
Revolutionen og Magten
Kort som kilde