FC København

Af Thomas Mathiasen

FC København er i disse år absolut landets topklub, og har siden sin start i 1992 vundet danmarksmesterskabet ni gange. Det første mesterskab kom allerede i klubbens første sæson i superligen og siden er klubben blevet danske mestre i 2001, 2003, 2004, 2006, 2007, 2009, 2010 og igen i 2011. Mildt sagt imponerende.

Historien om hvordan man er kommet til alle disse danmarksmesterskaber kan man læse om i ”FC København – Historien om byens hold” der er skrevet af René Deichgræber. Han er desuden forfatter til en bog en den engelske klub Arsenal, som udkom på Gyldendal sidste år.

Men hvor landets anden storklub, Brøndby IF, trods alt foretog den klassiske tur op gennem rækkerne fra danmarksserie til superliga over en årrække, så er FC København skabt med det formål at få øjeblikkelig topstatus og succes. Klubben er som bekendt en overbygning på de to gamle hæderkronede københavnerklubber, KB og B 1903, som i starten af 1990’erne måtte se sig klart distanceret af opkomlingene fra forstadsklubben Brøndby.

Dette tab af topstatus hos de store københavnerklubber skabte et modsætningsforhold, ja – man kan nærmest kalde det et had til Brøndby IF. Læser man for eksempel Niels-Christian Holmstrøms bog ”Livet er for kort til lange afleveringer” fra 2006, så er man ikke i tvivl om, at han ikke har meget til overs for klubben ude på den forblæste Vestegn, og han er, hvis nogen ikke skulle vide det, tidligere topspiller for KB og siden både cheftræner og sportsdirektør for FC København.

Men som sagt, så er FC København skabt for at få øjeblikkelig succes. Det var den mangeårige velgører for B 1903, Alex Friedmann, som sammen med den tidligere superstjerne Harald Nielsen udtænkte fusionsplanerne for de store gamle klubber. Oprindelig ville man også have en tredje klub, nemlig Lyngby, med i samarbejdet. Dette blev dog aldrig en realitet.

Med penge fra Alex Friedmann, der drev en advokatvirksomhed, og ikke mindst Baltica Finans opstod derfor d. 1. juli 1992 en ny fodboldklub i København, og kun seks uger senere spillede klubben sin første superligakamp mod Frem i Valby Idrætspark.

Men bortset fra, at klubben vandt danmarksmesterskabet i debutsæsonen 1992/93, så gik det lidt trægt med at opnå den helt store succes. Men penge kan gøre meget, og ved hjælp af dygtigt marketingsarbejde og branding, fik man hurtigt skabt et image som Byens Hold, med et trofast stampublikum som opbakning i Parken, det nye nationalstadion, som klubben meget passende overtog som sin hjemmebane.

Farverige personligheder som den førnævnte Niels-Christian Holmstrøm, træner og sportsdirektør Kim Brink, der kom til klubben fra OB, og den engelske træner Roy Hodgson og norske spiller og træner Ståle Solbakken begynder derefter at præge historien om fusionsklubben. Også navne, som nu allerede er fortid, bliver vævet ind i fortællingen, for eksempel administrerende direktør Karsten Aabrink og andre erhvervsledere, der kæmpede om magten i klubben, som i sine første år desuden led under store økonomiske problemer, som kun blev løst med stadige indsprøjtninger af kapital fra villige sponsorer, der gerne ville støtte projektet.

Der faldt dog lidt ro over klubben da finansmanden Flemming Østergaard i sommeren 1997 købte sig til indflydelse og sidenhen en direktørpost i klubben. Under tilnavnet Don Ø formåede han i en årrække at styre klubben gennem både sportslige og økonomiske udfordringer. Men al start kan være svær, hvilket et udpræget uheldigt engagement af Brian Laudrup i november 1998 viste. Stjernespilleren var i et spektakulært klubskifte gået fra den engelske topklub Chelsea til FC København. Han nåede kun at spille 12 kampe for FC København inden han i sommeren 1999 benyttede sig af en klausul i sin kontrakt, således at han kunne slutte opholdet i klubben tidligere end planlagt, og dermed reelt afslutte sin karriere allerede inden han var fyldt 30 år. Don Ø tilgav aldrig sin guldfugl, at han flygtede ud af buret før tid.

På bagsiden af bogen står der, at den er ”historien om uduelige direktører, forskræmte trænere, løgne, rivaliseringer, nederlag og sejre.” Alt i alt en passende beskrivelse af bogens indhold. Især er det bemærkelsesværdigt – og på sin vis meget skræmmende – at så mange åbenlyst inkompetente erhvervsfolk og pengemænd har fået så stor indflydelse på dansk fodbold.

Bogen er præget af et stort tempo med en høj grad af underholdningsværdi, og med plads til de sjove anekdoter og skæve sidehistorier. Ligesom i den nye bog om Brøndby IF, så indledes bogen med en højdramatisk nedslag i klubbens nyere historie. I dette tilfælde er det den mislykkede kvalifikationskamp mod Glasgow Rangers i 2003, hvor der stod en plads i årets Champions League-turnering på højkant.

Derefter bliver klubhistorien oprullet i elleve velskrevne kapitler, som hver især afsluttes med et par minibiografier om et par af nøglepersonerne fra det pågældende kapitel. For variationens skyld er minibiografierne skrevet med hvid skrift og trykt på blåt papir. Hvid og blå er som bekendt klubfarverne for FC København.

Bogen afsluttes med et lille statistikafsnit med en række faktuelle oplysninger om spillere, ledere og trænere gennen årene, og desuden andre oplysninger om f.x. dyreste spillersalg, største nederlag, tilskuerrekorder og den slags. Endelig er der en kildefortegnelse og – i modsætning til bogen om Brøndby – er der til allersidst et navneregister, som gør det lidt nemmere at holde rede på de utroligt mange navne som optræder i bogen.