Menu
Forrige artikel

Fodbold i Spanien – meget mere end el Clásico

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 3624

Af Poul Porskær Poulsen, www.historie-online.dk

Man skal være ualmindeligt tonedøv for ikke at have været begejstret for spansk fodbold gennem de sidste tyve år. Både Real Madrid og ikke mindst FC Barcelona har givet anledning til gudestunder ved fjernsynsskærmen, og det spanske landshold – men specielt de små vævre typer Iniesta og Xavi – har givet én lyst til at bøje sig i støvet. Tre mesterskaber i træk er ikke set før i verdensfodbolden (EM 2008, VM 2010, EM 2012) men ved det nyligt overståede VM i Brasilien gik den så ikke længere. Holdets sammenbrud mod Holland var ikke rart at være vidne til.

Svend Rybner og Jesper Ralbjerg giver en flot beskrivelse af spansk fodbolds kulturhistorie, og som undertitlen (”- meget mere end el Clásico”) gør opmærksom på, så indeholder den historie meget end Real Madrid og FC Barcelona. Der er naturligvis en masse andre klubber, man kan beskæftige sig med, skønt de to nævnte jo fylder meget. Det kan ikke være anderledes. Og både Real Madrid og Barcelona har afgørende vendepunkter i historien, og begge er det, fordi en udlænding kom til klubben. For Real Madrids vedkommende var det argentineren Alfredo di Stéfanos ankomst i 1953 – og det var kun tilfældigheder og intriger, der gjorde, at han ikke landede i Barcelona. Og med ham ved roret og en række af andre klassespillere satte Real Madrid sig på europæisk fodbolds trone i 50’erne og begyndelsen af 60’erne. Og for Barcelonas vedkommende er det naturligvis hollænderen Johan Cruyff, der satte sit store mærke på klubben som spiller fra 1973 og ikke mindst som træner i perioden 1988-1996, en periode hvor også Michael Laudrup spillede på el Dream Team. Cruyff lavede om på alt i klubben, og ikke mindst på måden at spille på med boldbesiddelse, masser af afleveringer over kort afstand, sublim teknik og hyppige pladsskift – tiqui-taca. Og en væsentlig inspirator var han også, må man sige, for den uhyre succesrige træner og tidligere spiller for Barcelona, Pep Guardiola, har hele sin spilfilosofi fra den elegante, svævende (men ofte noget krakilske) hollænder.

Men ellers ligger den første storhedstid for foldbolden i Baskerlandet med Athelic Bilbao, Real Sociedad m.fl. – skønt Huelva kan prale af det første fodboldhold i 1889. I begyndelsen bestod fodboldholdene ligesom så mange andre steder af englændere, der af den ene eller anden grund var til stede på det tidspunkt. Men fodbolden blev national – og den blev professionel og en væsentlig underholdning for masserne. Efter borgerkrigen udgjorde fodboldkampene noget af det væsentligste på underholdningsområdet i det støvede og hengemte diktatur. 

Fodbolden er kædet sammen med Spaniens historie på en ganske fængende måde – og i perioden under Franco vises det, at alle klubber blev ledet af (som regel ikke særligt kompetente) direktører udvalgt af styret. Så skønt Real Madrid ofte er blevet beskyldt for at være en ren Franco-rede, så holder det ikke stik – og de andre klubber var underlagt samme styre på ganske samme måde. Modsætningsforholdene mellem de catalanske selvstændighedsbestræbelser – ikke mindst gennem FC Barcelona, på hvis stadion det også i Francotiden var muligt at vifte med det catalanske flag – betyder meget for Spaniens og for spanske fodbolds udvikling. Det spanske landshold var igennem mange år præget af disse modsætningsforhold og af de store klubbers modvilje mod at stille deres stjerner til rådighed for landsholdet, så det er først imod slutningen af det 20. århundrede og især i begyndelsen af det 21., at de små tekniske spillere med røde trøjer tog verden med storm.

Ud over at fortælle fodboldens og Spaniens historie, lykkes det forfatterne at give et ganske inciterende billede af dagens Spanien gennem besøg i udvalgte byer, hvor Svend Rybner har interviewet flere centrale personer i Sevilla, Madrid, Bilbao, Barcelona m.fl. Og Jesper Ralbjerg præsenterer nogle af de væsentlige spanske spillerpersonligheder. Ja, spanske og spanske – di Stéfano var jo ikke oprindeligt spansk – og Cruyff har aldrig været spanier. Hvis han er noget andet end hollænder, må det være catalaner! Men der er ikke noget at sige til, at netop de to store personligheder og blændende fodboldspillere må have deres eget afsnit sammen med spaniere som Gento, Xavi, Raúl og slagteren fra Bilbao, Andoni Goikoetxea. Vi får også fortalt om de til tider vanvittige – og nogle gange kriminelle – klubdirektører, og de aktuelle økonomiske problemer, som de spanske klubber sejler rundt i. Ifølge de spanske skattemyndigheder skyldte de professionelle klubber i 2013 tilsammen 3,6 mia. Euro i skat!

Dermed når forfatterne hele vejen rundt om fodbolden bag Pyrenæerne – spillets udvikling, de store stjerner, den politiske historie og kulturhistorien, økonomi og regionale forhold. Fornemt, og en bog man haster igennem, hvis man bare er det mindste interesseret i emnet.

Det er herligt, at forlaget Muusmann udgiver disse fodbold-historiske værker. Sidste år fik vi jo en bog om italiensk fodbold – hvad bliver det næste? Portugisisk, græsk, fransk? Der er brug for disse fremstillinger, der sammenkæder fodbold, kultur og historie, og TIPS-bladets berømte skribent Per Høyer Hansen kan nikke i sin himmel og se, at han ikke har levet helt forgæves. Rybner og Ralbjerg tager fint over, og bogen kan anbefales til alle fans af spansk fodbold, eller fodbold i det hele taget. Men Per Høyer Hansen vil nok mene, at der er gjort for lidt ud af Deportivo la Coruña!

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Triumfen
Merckx – halvt menneske, halvt cykel
Politiken Historie 22